Ole Thorups rejsenoter

Det religiøse Rom -

Kirkernes Rom

Tekst

-> De første kirker

-> Konstantins kirker

-> Den byzantinske påvirkning

-> Valfartskirkerne

-> Renæssancens kirker

-> Modreformationens kirker

-> Barokkens kirker

-> Settecentos kirker

-> Kirker i alfabetisk orden

Barokkens kirker

I 1585 med valget af pave Sisto V begyndte en ny tid for kunst og arkitektur. Denne store bygmester af lige gader, store torve, kirker og paladser var et udtryk for, at reformationsbølgen nordfra var standset, den katolske kirke havde frelst sig selv indefra. Dog følte kunstnere og arkitekter i perioden mellem pave Sisto V (1585-1590) og pave Poul V's død i 1621 ikke, at manierismen, der stræbte mod at gøre billedet til en virkelighed i sig selv, kunne opfylde modreformationens krav om noget folkeligt og dynamisk, der kunne beskrive den katolske genoplivelse. Kunsten skulle give et nyt liv, inddrage hele rummet i dekorationen og sætte beskueren i centrum. Den frodige nye barokstil falder sammen med at paverne Urbano VIII, Innoncenzo X og Alessandro VII var kirkefyrster i årene 1623-1667.

Fra slutningen af det 16. årh. genindtog Rom pladsen som midtpunkt for de bildende kunstarter i Europa. De ændrede tider og religiøse forhold krævede også nye kirker og nye udsmykninger. Allerede ved århundredskiftet blev barokken indvarslet med Maderno's facade på S. Susanna og fra Urbano VIII's tronbestigelse i 1623 antog Rom med sine paladser og kirker et nyt udseende med en overdådighed af ydre former, der ville have rystet modreformationspaverne og stifterne af de religiøse reformbroderskaber. Den nye stil, barokken, der samlede og udtrykte tidens vitalitet og sanselighed, fik inspiration fra tre geniale mænd: Gian Lorenzo Bernini (1598-1680), Francesco Borromini (1599-1667) og Pietro da Cortona (1599-1669), der blev født inden for tre år i slutningen af århundredet.

(De tre kunstnere og en samlet oversigt over deres arbejder findes på siden "Kunstnernes Rom").

Maderno: S. Susanna

S. Bibiana

Gian Lorenzo Bernini's kirkearbejder

S. Bibiana (+)

Kirken er grundlagt i det 5. årh., restaureret i 1220 og så ombygget af G. L. Bernini i 1624. Facaden er ikke en fortsættelse af Maderno's arbejde på S. Susanna, men snarere en tilbagevenden til "paladstypen" som kirkefront. I hovedskibet er der fresker af Pietro da Cortona med motiver fra S. Bibiana's liv og over alteret står Bernini's statue af S. Bibiana.

S. Andrea al Quirinale (+++)

Den beundring og anerkendelse Borromini høstede for sine to små, meget utraditionelt udformede kirker S. Carlo al Quattro Fontane og S. Ivo in Sapienza, der begge er omtalt nedenfor, var efter sigende en slem torn i øjet på Bernini. Han forsøgte da også med Sant'Andrea al Qurinale, som næsten er nabo til S. Carlo alle Quattro Fontane, at tage denne udfordring op.

Også S Andrea har en elliptisk grundplan, som blot her er tværstillet, således at hovedingang og alter befinder sig i ellipsens langsider. Væggene er opbygget med korintiske pilastre i stor orden, dog er hovedalteret indrammet af dobbelte søjler, der bærer en tempelgavl.

Rummets konvekse og konkave flader skaber en teaterkulisse, der ender i den ellipseformet kuppel, hvorfra keruber stiger ned med glade bevægelser og meget ynde.

Da indgangen og hovedalteret ligge i ellipsens korte akse, føles bevægelsen mod alteret ikke særlig stor, men på grund af de tilføjede sidekapeller og ellipseformede nicher, oplever man alligevel rummets arkitektur meget stærkt.

Det er lykkedes Bernini at skabe et kirkerum, der er et af de mest tætvævede rumhelheder i romersk barok, fra grundplan til udsmykningens mindste dele, maleri og skulptur er rummet tænkt i ét stykke. Som bidrag til planens plasticitet, virker også den halvrunde baldakin over trappen, der stikker ud i den konkavt indrammede forplads.

Når man aflægger et besøg i kirken bør man også i sagrestiet få lov til at gå op på første sal for at se gravmælet for den unge polske jesuit S. Koska. Dette fantastiske gravmælet af franskmanden Pierre Legros er beskrevet på siden Barokkens gravmonumenter.

S. Maria della Vittoria (+++)

Arkitekten er Maderno (1608) og facaden er af G. B. Soria, men det vigtigste er Bernini's mesterværk fra 1647 indenfor i Capella Cornaro, hvor han har udført sit berømte "S. Teresa's åbenbaring".

(Dette kapel og monumentet "S. Teresa's åbenbaring" er beskrevet på siden Barokkens gravmonumenter.)

G. L. Bernini: "S. Bibiana"

S. Bibiana

S. Andrea al Quirinale

S. Andrea al Quirinale - grundplan

S. Andrea al Quirinale - kuppel

S. Carlo al Quattro Fontane

Francesco Borromini's kirkearbejder

S. Carlo al Quattro Fontane (+++)

I 1633 Franceco Borromini sit første egentlige selvstændige arbejde, Trinitarianerordenens lille klosterkirke S. Carlo alle Quattro Fontane. Det er en lille kirke, da selve kirkerummet ikke er større end det kan rummes i en af de søjler, der bærer Peterskirkens kuppel.

Bygningen vakte kolossal opsigt i datidens Rom, ikke blot på grund af sin størrelse, men også på grund af sin planudformning. Her er en levende, forvirrende, men fuldt kontrollede plan og omkreds, med en altid forandrende kontrast af fremspringende og tilbagevigende vægflader, et usædvanligt væv af celler, der tilsammen udgør kirkens ellipsoide kuppel.

Kirkerummet synes udhulet af en billedhugger, og væggene opbygget, som var de af voks eller ler. Konkave fag og nicher mildner den ægformede plan, og cylindriske søjler bærer den massive overbygning.

Pladsen mellem de otte parvis sammenbundne søjler rummer ikke blot alterpartiet men også fordybninger til skulpturer. Søjlerne viger udefter mod den bredeste del af skibet for igen at række indefter mod alterpladsen, hvortil den besøgende næsten tvangsmæssigt drages. Dette og de konkave dele medvirker til den bølgelignende bevægelse, der kulminerer i den dybere hulhed i den hvælvede kassettelofts abside. Gennem de fire konkave rundinger i skibet ændres den langstrakte ellipse så kirken næsten får form som et græsk kors.

S. Carlo al Quattro Fontane - oversigtsplan

S. Carlo al Quattro Fontane - kirkerummet

Kassetteloftet under kuplen er komponeret af ottekantede celler og trinitarianerkors med forsvindende perspektiv mod lanternen og indrammet af et stramt omløbende bånd og stiliseret løvværk.

Borrominis dristigste forsøg på at sætte hele mure i bevægelse er facaden til S. Carlo, der først blev føjet til i 1667 samme år som han dør. Nederste etage og dens gesims danner hovedtemaet: konkav-konveks-konkav. Næste etage svarer med en tredobbelt konkav rytme prydet med et ovalt miniaturetempel i midten, indtil øjet søger over templet og ser den konkave bue. På facaden bør man bemærke de ejendommelige ovale vinduer i nederste etage. Palmerelieffer pryder deres sider, foroven ses en dekorativ krone, forneden et relief af et romersk alter.

I klostergården, som blev anlagt først, men fuldendt senere end kirken, gjorde Borromini det kunststykke at få det lille anlæg til at se stort ud, idet han udnyttede højden og lod hjørnerne bøje konvekst indad, for derved at lade søjlerne og buernes motiv gentage sig i en større spændvidde for enderne af gården, hvor galleriets dybde kunne spille med i billedet.

S. Carlo al Quattro Fontane - kuplen

S. Ivo alla Sapienza

S. Ivo alla Sapienza (+++)

I 1642 fik borromini til opgave at indpasse en ny kirke i et allerede eksisterende bygningsanlæg. Palazzo della Sapienza, der blev tegnet af Giacomo della Porta i 1440 for at rumme Roms Universitet. Det er et trefløjet anlæg med en søjlebåret arkadegang ud mod en indre gård, der i den ene ende havde form af en halvcirkel. I denne fløj skulle kirken S. Ivo indpasses. Gårdens halvcirkelformede afslutning er videreført i kirkens facade, der i nederste etage følger arkadens runding. Overbygningen er som kontrast hertil, sammensat af konvekse elementer.

Også i kirkens grundplan finder man denne modsætning mellem konkave og konvekse former. Kirken er bygget som centralkirke med plan over en sekstakket davidstjerne med spidserne afsluttet som halvcirkulære nicher. Af disse nicher er de tre af dem indrettet med hoved- og sidealtre og de tre andre med hovedindgang og adgang til sakristierne. Nichernes bevægelse fortsætter op over kransgesimsen op i kuplen, hvor sammenskæringerne fremtræder som skarpe kanter, der løber op i den cirkulære lanterneåbning. Kuplen står ikke på nogen tambur, men er indeholdt i den konvekse overbygning.

Udformingen af den i forhold til kuplen meget store lanterne er også ret usædvanlig, den er nemlig dannet af seks par dobbeltsøjler forbundet med konkave murflader og fremtræder således som et stærkt levende element.

Som afslutning på denne fantastiske kirke satte Borromini så det berømte snejlespir, en udformning af et spir, der aldrig tidligere var set og som naturligt vakte stort røre. Selv i Danmark fik det følger, idet Laurids Lauridsen Thura, da han gav udkast til spiret på Vor Frelsers kirke, foreslog et spiralspir, der som han blankt indrømmede, var en efterligning af, det han havde set på Sant'Ivo.

(Ivo, Yves Hélory (1253-1303) engelsk helgen, der i 1347 blev kanoniseret af pave Clemente VI).

S. Ivo alla Sapienza - grundplan

S. Ivo alla Sapienza - kirkerummet

S. Agnese in Agone (+++)

Dette var familien Pamphili's kirke på Piazza Navona. Borromini fik først overdraget byggeriet, da pave Innocenzo X fyrede de oprindelige arkitekter Carlo og Girolamo Rainaldi i 1652.

(På billedet til højre for tekst er det Pamphili-paladset til venstre for kirken).

Borromini bevarede kirkens grundplan som et græsk kors men han forstærkede de røde korintiske søjler så den ottekantede korsskæring blev mere fremtrædende. Uden for skabte han en af barokkens mest kreative kirkefacader, hvor den konkave midterdel flankeres af to tårne. Konstruktionen giver harmoniske proportioner og perfekt symmetri, samtidig med at det selv på meget nært hold er muligt at se kuplen.

Indvendigt er kirken et pragtstykke af marmor og guld. Den er et skatkammer for barokkens skulptur og maleri.

S. Andrea delle Fratte (++)

På stedet har der siden antikken ligget en kirke S. Andrea de hortis. Det blev besluttet i 1595, at der skulle bygges en ny kirke til det tilhørende kloster. Det blev en lang historie for først i 1826 blev kirkens facade gjort færdig. Borromini arbejdede på kirkebyggeriet fra 1653 til han døde i 1667. I denne periode skabte han den helt usædvanlige kampanile, apsis og tamburen til kuplen. Tårnet er i fem fag, hvor det enkelte adskille sig fra alle øvrige, medens de samtidig udgør en "konditoragtig" ensartethed. Tamburen er opbygget i røde mursten, hvor konvekse flader ved hjælp af stræbepiller skifter til konkave flader, så der skabes en særegen rytme i fladerne som kan genfindes i facaden på S. Carlo al Quattro Fontane. Tambur og kampanile skal ses fra kirkens absis på hjørnet ved Via Capo le Case, hvorfra der er frit udsyn til det smukke særprægede klokketårn, der er fantasifuldt udstyret med englekaryatider, flammende fakler, der ligner isvafler og overdrevne volutter, som halvt sammenfoldede hjerter, der bærer en spids krone. Alt i alt en typisk borromini kreation.

Inde i kirken kan man se de to engle G.L. Bernini selv "huggede" til Ponte S. Angelo.

S. Agnese in Agone

S. Andrea delle Fratte

S. Maria dei sette Dolori (+)

Kirke og klosteret er projekteret af Francesco Borromini omkring 1655. Murstensfacaderne er aldrig blevet fuldført, da giveren en Camilla Savelli fik økonomiske problemer. Som tamburen på S. Andrea delle Fratte og facaden på Collegio di Propaganda fide er murstensfacaden her skabt i konvekse og konkave flader, der på trods af manglende færdiggørelse alligevel i sin plastiske udformning vidner om Borromini's genialitet.

S. Giovanni in Laterano

Kirken er tidligere omtalt på "Konstantins kirker", da den er grundlagt under Kejser Konstantin, når den medtages på dette sted skyldes det udelukkende det store restaureringsarbejde som Borromini i 1650'erne gennemførte på Roms biskops kirke.

S. Maria dei sette Dolori

Ss. Luca e Martina

Pietro da Cortonas kirker

Ss. Luca e Martina (+++)

Oprindeligt blev kirken bygget af pave Onorio I (625-638) og indviet til S. Martina. Pave Sisto V bad tegnerne laug Accademia S. Luca (evangelisten) om at udarbejde et restaureringsprojekt, dette blev dog først udarbejdet af Pietro da Cortona i 1623-24 og arbejdet begyndte først i 1634. Man begyndte restaureringen i krypten, hvor man fandt S. Martinas og andre martyrer relikvier. Dette fund gav anledning til fuldstændig nykonstruktion af kirken, der så stod færdig i 1664, hvor den fik dobbelt navnet Ss. Luca e Martina. I denne kirke har Pietro da Cortona skabt en af den romerske højbaroks mest fuldkomne og homogene kirker, forud for Berninis og Borrominis mesterværker.

Facaden er i to etager mellem stærkt fremspringende hjørnepiller med dobbeltpilastre, og selve hovedbygningen buer blidt i en konveks kurve. De fire joniske halvsøjler i nederste etage fortsætter som pilastre i den øvre del. Der er skarp kontrast mellem klart definerede og tilsyneladende bløde, næsten modellerede elementer, de præcist indrammede felter med blomster og palmer står i modsætning til dekorationsmotiverne, der kroner bygningen, især det store våbenskjold i midten, der bæres af hvilende skikkelser. Denne modsætning har sin parallel i kuplen, de strenge vinkler på tamburens vinduesgavle erstattes af bløde kurver i den dekoration, der skjuler begyndelsen på kuplen og gentages på lanternen. Det virker som om nogle af de karakteristiske træk hos maleren fra Barberinipaladsets loft dukker op igen hos arkitekten til det ydre af Ss. Luca e Martina.

Facadens originalitet forbereder det indre. Her får man indtrykket af strålende lys og værdig storhed, det sidste stammer fra den fuldendte understregning af vægfladen med de ensartede joniske søjler og pilastre.

Grundplanen er et græsk kors med apsider, og alt er hvidt og behersket i bevægelserne, man får dog en fornemmelse af overdådighed, der dels stammer fra de frie udsyn, som de tilbagetrukne søjler og pilastre giver, dels fra de skærmede søjler i apsisafslutningerne og dels fra stukarbejdet og hvælvingernes kunstfærdige kassetter og ribber. Virkningen er en fuldendt arkitektonisk kontrol og harmonisk ro. I den ottekantede underkirke, indviet til S. Martina, har Pietro da Cortona i centrum for ottekanten placeret et helt fantastisk alter. Det er tegnet af Pietro da Cortona og udført i forgyldt bronche med indlagt marmor.

S. Maria delle Pace (++)

Kirken er fra 1482 og tidligere omtalt på siden om Renæssancens kirker. Her kan man finde arbejde af mange af renæssancens kunstnere. Kuplen og klostergården er af Bramante, og inde i kirken kan man i Ghigi-kapellet i højre side ved hovedindgangen se en stor fresko af Rafael.

Når den også medtages på denne side skyldes det, at Pietro da Cortona i 1656 for pave Alexander VII (1655-1667) byggede den pragtfulde og opsigtsvækkende facade og kolonnade på den næsten 200 år gamle renæssancekirke. Man kan betragte facaden som udformet i tre zoner, eller bælter, i forhold til beskueren. Midterzonen, overetagen hvis konvekse midterparti holdes tilbage af fremspringende piller, minder om facaden på SS. Luca e Martina. Foran den er der en halvcirkulær søjleforhal, båret af fire par doriske søjler og med udseende som et helt lille græsk tempel. I den tredie, bagerste, zone omslutter de store, konvekse fløjmure det hele i deres favnende arme. Endnu et højbaroktræk på S. Maria della Pace er den lukkede gavl, hvor en trekant omslutter et segment, hvorunder der gives plads til Alexander VII's våbenmærke.

S. Maria delle Pace

S. Maria in Via Lata (ca. 1915)

S. Maria in Via Lata (+)

Oprindeligt byggede pave Sergio I (687-701) en kirke på dette sted. Denne blev restaureret af pave Leone IX i 1049. Yderligere en restaurering i 1491 inden arbejdet blev færdiggjort med Pietro da Cortona's facade fra 1661-62. Og hvilken facade, dette er endnu et eksempel på højbarokkens dristighed, hvor der ikke arbejdes med en buet linjeføring, men med en midtersektion med åben arkade, hvorpå der hviler en endnu mere iøjenfaldende loggia flankeret af tilbagetrukne sidefag. Søjleforhallen har et tøndehvælv med kassetteloft, der bæres af to rækker søjler.

S. Carlo al Corso (+)

Det fuldstændige navn på kirken er Ss. Ambrogio e Carlo, den har eksisteret en kirke på dette sted fra det 10. årh. men den blev af pave Sisto IV (1471-1484) overdraget til de Lombarder, der boede i Rom. Herefter blev kirken bygget om og i 1668-1672 fik Pietro da Cortona til opgave at opføre apsisbuen og kuplen. Den flotte kuppel regnes for en af de smukkeste blandt de mange barokkupler i Rom. Kuplen er er et klassisk mesterværk. Piller der er sammensat af pilastre deler tamburen i fag, hvor høje vinduer flankeres af søjler. Ovenover er der en fremspringende gesims, hvor rækken af pilastre fortsætter i buede konsoller med muslingeskaller ovenpå. En smuk lanterne med en kugle fuldender denne kuppel, der regnes for den fineste næstefter den på S. Pietro. Kuplen og apsis skal ses fra apsissiden på Piazza Augusto.

Den imponerende teateragtige facade blev opsat i 1682-84.

S. Carlo al Corso - set fra apsis

Ss. Vincenzo e Anastasio

Samtidig med de tre store mestre var der andre måske ikke så kendte som Martino Longhi, Carlo Rainaldi og Carlo Fontana, de udførte ikke slaviske efterligninger, men individualisternes egne fuldgyldige eksempler på den romerske højbarok.

Ss. Vincenzio e Anastasio

Dette er en af de spektakulære barokkirker beliggende på et hjørne på Piazza di Trevi. Martino Longhi tegnede og byggede denne kirke i 1646-1650 for Kardinal Mazarin, italiener men første minister hos den franske Ludvig XIV (ham fra "De tre musketerer"). Også her er der skabt en frodig og livfuld facade med kraftige søjler, der fortsætter i den øverste del af facaden op til kardinalvåbenet. Dette er en prægtig baggrund for Trevifontænen.

S. Maria in Campitelli (++)

Carlo Rainaldi får af det romerske senat til opgave at opføre en ny kirke til erstatning for en lille gammel kirke på stedet. Arbejdet på denne store kirke begyndte i 1665 og facaden var færdigkomponeret i 1667 og arbejdet blev afsluttet i 1728. Carlo Rainaldi undlader nicher og dekorative skulpturer i denne fantastiske travertinfacade, istedet søges for første gang ved hjælp af fritstående søjler, fremspring og brudte gesimser et spil af lys og skygge, der gør denne facade til en af de mest fremragende af Roms barokfacader.

S. Maria in Campitelli

Indvendigt er kirken ikke mindre imponerende med med majestætisk fritstående søjler omkrandsende den græske korsform. Storslåetheden i de dybt kannelerede, korintiske søjler og pilastre forstærkes af de overvældende synsindtryk, når man bevæger sig fra det rummelige græske kors til området under den pragtfulde kuppel.

S. Marcello al Corso

Er bygget af Carlo Fontana i 1682, han havde arbejdet som tegner for Bernini, Pietro da Cortona og hos Rainaldi og her er hans måske mest vellykkede værk. Facaden er korrekt og nydelig, men den savner den livfulde robusthed, der ellers kendetegner højbarokken. Det siges, at han med denne facade foregriber stilen hos arkitekterne i det følgende århundrede - settecento.