Modreformationens kirker
Efter Roms plyndring i 1527 blev renæssancens verden slået i stykker, og kunstnerne flygtede fra byen. Tilbage i byen opstod en ny stil - nu kaldet manierismen - der skulle være dominerende frem til 1600, indtil der blev stillet andre krav til kunsten under modreformationen og barokken. Proportionerne og harmonien, det matematiske og nøgterne formsprog i renæssancens kunst og arkitektur, blev afløst af en bevidst stildyrkelse, der skulle skabe kompleksitet, variation og overdådighed. Renæssancekunstnerne koncentrerede sig om at bringe virkeligheden ind i billedet, medens den nye generation, som var aktiv efter 1520'erne stræbte mod at gøre billedet til en virkelighed i sig selv.
Det var en periode, hvor kirken gennem årelange diskussioner søgte en reform, der kunne imødegå det protestantiske oprør i Nordeuropa. Protestantismen var et oprør, der brød kristenhedens enhed og udgjorde en trussel mod romerkirkens organisation og dogmer. Fornyelsen, modreformationen, resulterede i dannelsen af to religiøse bevægelser Jesuitterordenen stiftet af S. Ignazio Loyola og Oratorianersamfundet stiftet af S. Filippo Neri. To bevægelser af vidt forskellige anskuelser af kristendom, men de var fælles om at ønske åndelig velfærd for kirken, og at al kunstnerisk stræben skulle underkastes kirkens mål. Kunst skulle være klar, enkel, forståelig og realistisk.
S. Maria degli Angeli (+)
I de kæmpemæssige ruiner af Diokletians termer skulle Michelangelos sidste opgave (1563) være at forene antikken med kristendommen ved at indbygge en kirke i de antikke ruinerne. Denne titaniske kirke er i bund og grund Michelangelo, den har form som et græsk kors. Står man i korsskæringen med de antikke søjler af rød granit, så føler man, at kirken er umådelig stor. Her bliver mennesket en dværg og menneskeværdet mindskes i stedet for at ophøjes.
S. Ignazio Loyola
S. Filippo Neri
