Ole Thorups rejsenoter

Roms historie -

Paver og pavedømme

Tekst

Paverne i alfabetisk orden

navne fra R-Z

- > Paverne

-> Pavekronologi.

-> Paver A-E

-> Paver F-I

-> Paver L-P

114. Romano; Gallese (897)

Han bliver valgt i august og dør i november 897. Han får rehabiliteret pave Formoso, der var blevet druknet i Tiberen 896. Paven døde af forgiftning.

65. Sabiniano; Viterbo (604-606)

Han bliver valgt efter at "stolen" havde været tom i 6 måneder. Han får indført klokkeringning som signal for "folket" om bøn og meditation. Endvidere får han indført, at den "hellige" lampe altid skal lyse i kirkerne.

84. S. Sergio I; Palermo (687-701)

Paven blev valgt efter to antipaver Tedoro og Pasquale og han fik bilagt den daværende kirkelige strid. Han fik indført i liturgien brugen af "Agnus Dei".

Mere tekst fra bog.

Pave S. Sergio I

Foto af mosaik fra S. Paolo fuori la Mura

A. Nucci: "Papa Silvestro battezza Costantino"

S. Silvestro al Quirinale - 1. kapel højre side

102. Sergio II - Rom (844-847)

Han påbegynder ombygningen af S. Martino ai Monti ved at sammenlægge det gamle Titulus Equiti og den kirke, der blev grundlagt af pave Simmaco (498-514). Saracenerne angriber Rom og plyndrer S. Pietro og S. Paolo fuori le Mura, de besejres dog ved Gaeta.

119. Sergio III - Rom (904-911)

Han genopbygger S. Giovanni in Laterano efter en brand. Han insistere på kirkens ret til at udnævne kirkelige ledere. For første gang vises "tiara'en" på den pavelige medalje.

142. Sergio IV - Rom (1009-1012)

71. Severino - Rom (640, 2 mdr.)

Paven bliver valgt den 28. maj og han dør 2. august 640. I dette korte pontificat kulminerede stridighederne med den byzantinske kejser Heraclius om kirkens enhed. Kejseren besluttede at straffe pave ved at ødelægge Laterankirken og det tilhørende palads, et byggeri der var blevet påbegyndt i 610 under pave Bonifacio IV.

58. S. Silverio - Campania (536-537)

I dette pontificat erobrer den østromerske feltherre Belisario Rom. Paven bliver ført som fange til øen Ponza, hvor han bliver snigmyrdet, da han ikke vil frasige sig pavemagten.

33. S. Silvestro I - Rom (314-335)

Han var pave i næsten 22 år af kejser Konstantins regeringstid (306-337)en periode, hvor Kirken udviklede sig dramatisk, men han synes ikke at have spillet nogen betydningsfuld rolle i de store begivenheder, der fandt sted. Han deltog ikke i det første koncil i Arles (314), hvor 50 vestlige biskopper fordømte "donatismen" og han var heller ikke tilstede på det første økumeniske koncil i Nikæa 325, hvor der deltog 300 biskopper for at løse det arianske spørgsmål. På mødet blev det fastslået, at Jesus som Kristus, Guds søn, var af samme væsen som Gud selv. Dette i modsætning til Arianismen, en trosretning opkaldt efter præsten Arios, ifølge denne var Jesus som Kristus, Guds søn af et andet væsen end Gud selv, sønnen var underordnet faderen. På kirkemødet vedtog man også den nikæanske trosbekendelse vendt mod arianerne. Han fik indført søndagen som helligdag til erindring om genopstandelsen.

Selv om Silvestro ikke var kejserens fortrolige, hvde han den tilfredsstillelse at se at Kirken blev rigere og forskønnet gennem Konstantins fyrstelige gavmildhed. I hans tid blev S. Pietro, S. Paolo, S. Giovanni in Laterano og S. Croce in Gerusalemme grundlagt.

Senere generationer fandt det usandsynligt, at paven skulle have spillet en så ubetydelig rolle i forhold til den første kristne kejser, så i anden halvdel af 400-tallet blev der spredt en romantisk version af Silvestros liv, med en række historier om at han omvendte Konstantin, helbredte ham for pest og medvirket til hans dåb. I SS. Quattro Coronati findes der en pragtfuld fresko serie med scener fra "kejser Konstantins og S. Silvestros liv".

Denne legende blev udgangspunkt for den såkaldte Konstantin Gave "Donatio Constantina", et forfalsket dokument fra mellem 750 og 850. Dokumentet hævder, at Konstantin overdrager ledelsen af Kirken og dens ejendomme, samt den verdslige magt og myndighed over byen Rom, de vestlige regioner til Silvestro og hans efterfølgere. Dermed blev middelalderpavernes herskerkrav underbygget. Dokumentet blev først afsløret som et falsum i 1500-tallet og Kirken tog først afstand fra det i slutningen af 1800-tallet.

Pave Silvestro I er den første pave, der bærer den pavelige tiara. I hans pavedømmet bliver i 315 de første kristne symboler afbildet på de romerske mønter. I 318 blev de kirkelige domstole sidestillet m ed de verdslige og Kirkens arveret officielt anerkendt. Fra 323 overtog de kristne statens højeste embeder.

Silvestro I døde på årets sidste dag i 335 og han blev gravsat i den kirke han havde fået bygget oven på S. Priscilla-katakomben. I 761 blev hans relikvier overført til S. Silvestro al Quirinale.

139. Silvestro II; Frankrig (999-1003)

Paven indførte brugen af det arabiske talsystem.

146. Silvestro III; Rom (1045)

Paven bliver valgt den 20. januar og dør den 10. februar 1045. Han blev ekskommunikeret af pave Benedetto IX som antipave, men kirken har siden godkendt ham som pave.

mp Silvestro IV; Rom (1105-1111)

51. S. Simmaco - Sardegna (498-514)

Hans billede kan man se i apsismosaikken i S. Agnese fuori le Mura, hvor han optræder i purpur dragt. Han lader på Oppiohøjen opføre en kirke ved siden af Titulus Equiti, disse to enheder blev senere sammenbygget til S. Martino ai Monti. Han siges at være ophavsmanden til det første Vatikanpalads.

Pave Silvestro II

Ercole Morrelli: "Pave S. Simmarco"

Fabricca di S. Pietro

47. S. Simplicio; Tivoli (468-483)

I dette pontificat skete sammenbruddet af det Vestromerske imperium og der blev grundlagt armenske, syriske og ægyptiske kirkesamfund.

38. S. Siricio; Rom (384-399)

Han var den første efter S. Pietro, der kaldte sig "papa" - det græske ord for far. Det er også et anagram dannet af ordene "Petri Apostoli Potestatem Accipiens". Udover dette krævede han cølibat af præsterne.

87. Sisinnio; Syrien (708)

Paven bliver valgt den 15. januar og dør den 4. februar 708.

7. S. Sisto I; Rom, Frossinone (115-125)

24. S. Sisto II; Grækenland (257-258)

Paven får oversat S. Pietro og S. Paolo's skrifter, skismaet fra antipave Novaziano (251) om romerkirkens overhøjhed fortsætter. Han lider martyrdøden under kejser Valerianus i år 257, da han bliver halshugget med sværd.

44. S. Sisto III; Rom (432-440)

Han opsætter marmorplader med indskrifter på pavernes og martyrernes gravpladser. Flere af disse er bevaret blandt andet i S. Callisto og S. Agnese. Han lader i S. Giovanni in Fonte i det oprindelige narthex opføre mosaikker, der viser hele den hellenistiske kunst taget i kirkens tjeneste. Endvidere lader han opføre en apsismosaik i S. Maria Maggiore med en tronende Maria omgive af akantusranker, hvor fisk, fugle og andre dyr var anbragt mellem grenene i lighed med motivet i S. Clemente. Denne er dog fjernet da den nuværende mosaik blev opsat i 1292.

212. Sisto IV, Della Rovere - Savona (1471-1484)

Francesco della Rovere blev født 1414 i en fattig adelsfamilie i Savona. Blev tidligt tilknyttet franciskanerne som lærer ved en ordenshøjskole, senere som lærer ved universiteterne i Padova, Bologna, Siena og Perugia. Som en fremragende prædikant og skarpsindig teolog steg han hurtigt til vigtige poster i Franciskanerordenen og i 1464 blev han valgt til ordensgeneral og i 1467 kardinal ved S. Pietro in Vincoli for endeligt at blive valgt til pave i 1471.

Sisto IV udøvede som pave en upræget nepotisme overfor familien, hans to brødre og en søster fik store pengesummer og job fra pavestolen og han udnævnte sin nevøer Giuliano della Rovere (den senere pave Giulio II) og Pietro Riario til kardinaler. Financieringen af familie og pavehof skete ved udskrivning af højere skatter, salg af embeder (simoni) og fra Roms første bordel, der gav mindst 20.000 dukater i pavens kasse. Han helt uindskrænkede nepotisme og politiske inkompetence bragte ham i konflikt med de store italienske fyrstehuse som Colonna og Medici.

Den berømte konflikt mellem Medici- og Pazzifamilierne har sit udspring i det pavelige intrigespil og den kulminerer 1478 med mordkomplottet mod Medici i Firenzes domkirke, hvor Giuliano Medici myrdes. I denne forbindelse lyste paven interdikt over Firenze og fik skabt et antiflorentinsk forbund mellem Kirkestaten, Siena, Lucca og kongeriget Napoli, der sendte en hær mod Firenze. Det endte resultatløst, da Lorenzo Medici fik sluttet fred med kongen af Napoli, hvorefter felttoget blev stoppet.

I Italien var derefter opdelt i to magtblokke, på den ene side Firenze, Milano, Venezia og på den anden Napoli, Rom og Siena og paven måtte 1478-1480 føre krig mod Firenze og fra 1483-1484 mod Venezia og midt i dette en tyrkisk invasion i Italien ved Otranto.

På opfordring fra Ferdinand V af Aragon bliver inkvisitionen genindført og

under storinkvisitor Tomas de Torquemada (1420-1498) bliver den mere og mere indflydelsesrig og gennemfører blandt andet en stærk forfølgelse af de spanske jøder.

Ved pavens død i 1484 har hans politik ført til stor fjendtlighed mod kirkestaten, hvis pengekasse er tom. Samtidig er der et stærkt voksende behov for en kirkereform, som Sisto IV på alle måder har forhindret gennemført.

Dette pontifikat regnes for den egentlige begyndelse på renæssancens pavedømmer. Sisto IV fuldender forvandlingen fra middelalderens Rom til en renæssanceby. Han blev Roms helt store bygherre, kunstmæcen og byfornyer. Her blev grundlagt nye gader i Rione Borgo op til Peterskirken. Han skænkede byen Rom en række statuer fra de pavelige samlinger (blandt andet Bronzeulven og Torneudtrækkeren) som befandt sig i Lateranpaladset. Statuerne blev samlet i Senatorpaladset på Kapitol, dermed grundlagde han det offentlige museum. Han byggede et stort bibliotek i Vatikanet og foretog store udvidelser af bogsamlingen.

I denne periode byggede man Palazzo della Canzelleria, La Sapienza (byens universitet), Ponte Sisto, hospitalet S. Spirito og Det Sixtinske kapel. Sisto IV restaurerede mere en 20 af de kristne basilikaer og desuden lod han opføre Roms første renæssancekirker S. Maria del Popolo og S. Maria del Pace.

De betydeligste af tidens malere arbejdede på denne tid i Rom, her arbejdede Ghirlandario, Botticelli, Perugino, Signorelli og Pinturicchio. Dette er tiden for det store kunstgennembrud i Roms historie, og det skete med en sådan kraft, at de nærmeste efterfølgere på pavestolen måtte følge med strømmen, indtil højrenæssancen holdt sit indtog i Rom under Sixtus' brorsøn Giulio II (1503-1513).

Melozzo: "Pave Sisto IV udnævner en ny bibliotekar"

Pinacoteca Vaticano

Pave Sisto V

Detalje af gravmælet i S. Maria Maggiore

Cappella Sistina

227. Sisto V, Peretti (1585-1590)

Felice Peretti blev født 1521 ved Ascoli Piceno ved Ancona. Allerede som barn trådte han ind i franciskanerordenen, hvor han i 1566 blev Generalvikar og biskop ved S. Agathe de'Goti i Benevento. I 1570 blev han kardinal og skriftefader for pave Pio V. I 1571 blev han biskop i Fermo for så at blive valgt til pave i 1585.

Pave Sisto V's pontificat fandt sted en periode, hvor den store kamp om herredømmet over Frankrig mellem huguenotter og katolikker Frankrig rasede og hvor Spaniens Filip 2.'s "uovervindelige" spanske armada led nederlag ved Englands kyster i 1588. Til disse opgør var han en ivrig tilskuer. Det lykkedes Sisto V at skabe orden i Kirkestaten, genoprette pavestolens økonomi og reorganisere den katolske kirkes centrale administration, samtidig med at han gjorde en indsats mod kriminalitet. Det sidste ved at fremvise de afhuggede hoveder af synderne.

I 1588 oprettede han en række permanente kardinalkongregationer (ministerier) med ansvar for hver deres gren af kirkens virke, en struktur der endnu består. Samtidig fastsatte han antallet af kardinaler til maksimalt 70, et tal der først blev ændret under pave Giovanni XXIII. Han støttede Modreformationens rekatoliceringsforsøg i de protestantiske Nordeuropa.

Udover arbejdet med en reorganisering af Kirkestaten viste Pave Sisto V stor interesse for kunst og byplanlægning, men i sin samtid mest kendt for nepotisme og brandbeskatning. Han færdiggjorde den påbegyndte restaurering af den ødelagte Alessandrina-akvædukt og gendøbte den Aqua Felice. Han gjorde Dominico Fontana til hofarkitekt og med ham planlagde han det nye Rom, en plan der blev fulgt frem til 1870. I denne periode opstilles obeliskerne på Piazza S. Pietro og Piazza Maria del Popolo (1589). Dioskurerne blev sat op foran Palazzo del Quirinale og Vatikanbiblioteket blev grundlagt. Samtidig blev Lateranpaladset ombygget, Via Sistina og Via Quattro Fontane anlagt og i S. Maria Maggiore byggede han det Sixtinske kapel og de tilhørende gravmæler for Pio V og sig selv.

12. S. Sotero; Fondi (166-175)

Han besluttede at ægteskab kun var gyldigt, hvis det var velsignet af en præst.

23. S. Stefano I; Rom (254-257)

I hans tid lever skismaet efter modpave Novanziano fortsat, og diskussionen om romerbiskoppens overhøjhed når sin foreløbige kulmination, da han under henvisning til Peters forrang for de øvrige apostle krævede lydighed for alle andre apostelefterfølgere mod Peters efterfølger og stedfortræder i Rom, ham hvem Himmerigets nøgler var betroet. Dette blev kraftigt bestridt og imødegået både teologisk og praktisk af magtfulde bispesæder uden for Rom, og dets delvise virkeliggørelse hører en lang senere tid til, da verden var blevet en anden. Han lider martyrdøden ved at blive brændt i sin biskoppelige stol.

92. Stefano II - Rom (752-757)

Der er egentligt to paver med dette navn, den første blev valgt den 23. marts, men han døde få dage efter valget, uden at have holdt sin indsættelsestale, hvorfor han efter traditionen ikke blev medtalt i paverækken. Kardinalerne valgte derefter den 26. marts hans ældre bror, der så tog samme navn.

Det store problem for pavedømmet på dette tidspunkt var den manglende militære hjælp fra den byzantinske kejser i kampen mod longobarderne, der havde besat store dele af den italienske halvø uden om Rom. Longobarderkongen Aistulf (749-756) havde i 751 erobret Ravenna og i 753 plyndret Rom. Af den grund rejser Stefano II, som den første pave over Alperne for at anmode den franske konge Pipin III (715, 752-768) om hjælp i krigen mod kejseren og Longobarderne. Ved denne lejlighed kronede paven (Ungo te in regem) kongen og hans to sønner, den ene blev den senere Karl den Store. Som tak for kroningen foretog Pipin III i 754 og 756 to felttog til Italien, hvor han besejrede longobarderkongen og garanterede pavestolens første verdslige besiddelser omkring Ravenna og de fem byer ved Adriaterhavet Rimini, Ancona, Fano, Pesaro og Senigallia, hvorfor han er blevet kaldt Kirkestatens grundlægger.

94. Stefano III - Sicilia (768-772)

Han blev valgt på et tidspunkt, hvor der var to modpaver Costatino og Filippo.

I hans pontifikat indleder kejser Karl den Store sit endelige felttog mod longobarderne i Norditalien. Det ender med Karls erobring af Pavia, hovedstaden i longobarderriget.

97. Stefano IV - Rom (816-817)

I Reims kronede han kejser Ludvig, frankernes konge.

110. Stefano V - Rom (885-891)

Han ønskede ikke at blive pave, men blev tvunget til at sætte sig på S. Peters trone.

Pave Stefano II

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

pave Stefano VI

Fot af mosaik i S. Pietro

113. Stefano VI - Rom (896-897)

Som et led i de borgerkrigslignende tilstande i Rom, får han aflivet sin forgænger pave Formoso (891-896) og smidt hans lig i Tiberen. Selv bliver han taget til fange af romerne og kvalt i fængslet.

124. Stefano VII - Rom (928-931)

Han blev valgt af de mægtige fyrster af Tuscolo.

127. Stefano VIII - Rom (939-942)

Han hjælper den franske Ludvig IV i stridigheder mod de franske vasaller, og forsøger at samle de magtfulde fyrster under sig i striden mod kejseren.

154. Stefano IX - Lorena (1057-1058)

Han forbød ægteskab mellem blodsbeslægtede.

(T)

8. S. Telesforo - Calabria (125-136)

Han indførte at der skulle være faste forud for påsken. Endvidere skulle hver præst afholde tre messer julenat. Han led martyrdøden.

mp Teodorico (1100-1102)

mp Teodoro 687

73. Teodoro I - Jerusalem (642-649)

I apsismosaikken i Capella Venanzio i S. Giovanni in Fonte kan man se paven afbilledet som den tredje person til højre for Jomfru Maria. I hans pontificat var der store stridigheder mellem kejser Konstantin II og pavestolen.

115. Teodoro II - Rom (897)

Valgt i december 897 og døde 22 dage efter i sammen måned efter at være blevet forgivet.

17. S. Urbano I - Rom (222-230)

Han omvendte Cecilia til kristendommen, og han lod i 230 opføre et kapel over det hus (Titulus Cecilia), hvor martyren S. Cecilia og hendes mand Valerian havde boet. Dette kapel blev i 820 af pave Pasquale I ombygget til S. Cecilia in Trastevere. Hans gravmæle kan ses ude på Via Appia Antica ved Via dei Lungari.

159. Urbano II - Reims (ca. 1035, 1088-1099)

Han var født i en ridderslægt. Studerede i Reims hos Karteuserordenens stifter, blev kannik og ærkediakon i byen, inden han i 1068 trådte ind i Benediktinerordenen i klostret i Cluny. Han kom til Rom, hvor Gregorio VII udnævnte ham til kardinalbiskop af Ostia. Han var pavelig udsending i Tyskland 1084-85, hvor han som leder af en synode i Sachsen i 1085 bandlyste kong Henrik IV's modpave Clemente III.

Efter Vittore III's død i Monte Cassino 1087 tog det mere end et halv år at få efterfølgende valgt på et konklave i Velletri, da Rom var besat af modpaven Clemente III.

Stillet over for en fjendtlig kejser og en succesfuld modpave, skulle Urbano II etablere sin stilling som legitim pave, selv om han understregede sin tilslutning til Gregorio VII's reformprogram. Først i 1090 kom han ind i Rom og blev kronet i S. Pietro, men måtte hurtigt flygte til normannerne i Syditalien. (I afsnittet Noter til historien handler artikel 11 om Normannerne). I 1092 led Henrik IV nederlag til grevinde Mathilde af Canossa, så han måtte flygte nordpå til regionen omkring Verona. Urban II vendte tilbage til Rom i 1093, og ved bestikkelser kom han i besiddelse af Lateranet i 1094 og Castel San Angelo i 1098. Som tak for normannernes hjælp (grev Roger I) fik de magten over de pavelig len i Syditalien og på Sicilien.

I 1095 var Urbano II's stilling så befæstet, at han kunne afholde en række synoder på trods af skismaet med kejseren fortsatte. I Piacenza blev bandlysningen af Clemente III og hans tilhængere fornyet og alle udnævnelser som modpaven havde foretaget erklæret ugyldige og det samme gjaldt for simonitiske udnævnelser. I Clermont vedtog synoden igen Gregor VII's reformlovgivning, den blev udvidet med at forbyde biskopper og gejstlige at blive vasaller for konger og andre lægfolk. Endvidere vedtog man det endelige forbud mod præsters ægteskab. Den største betydning fik dog synodens opfordring til korstog (som Gregorio VII allerede havde tænkt på i 1084).

Pave Urbano II ved kirkemødet i Clermont

Rafaello: "Urbano IV"

detalje a billedet Messen i Bolzena

Rafaels Stanzer i Vatikanet

Efter bruddet med østkirken under pave Leone IX var det fristende for Urbano II at udnytte det svage byzantinske kejserrige til at lægge Det Hellige Land under romersk-katolsk kontrol. Ved siden af at generobre Kristi hellige grav og frigøre Jerusalem fra muslims kontrol, ville Urbano II også samle Vest-Europa i et stort fælles projekt under pavelig ledelse, og dermed føre adelens krigslyst ind på et "nyttigt" og mere ædelt "spor".

Det første korstog 1096-1099 omfattede c. 4.500 ryttere og 30.000 fodfolk. Den 15. juli 1099 faldt byen i korsfarernes hænder efter et frygteligt blodbad, hvor stort set alle byens ikke kristne blev dræbt. De militære mål blev nået, men der skete ikke en genforening med øst-kirken på trods af store anstrengelser blandt på en synode i Bari 1098 med deltagelse af de græske biskopper i Syd-italien.

I dette pontifikat skete der en øget centralisering af det kirkelige styre, reorganisering af de pavelig finanser, grundlæggelse af kurien (udtrykket curia Romana optræder første gang i en pavelig bulle fra 1089).

Urbano II døde to uger efter erobringen af Jerusalem. Ved hans død var paven det anerkendte overhoved for kristenheden, og aldrig siden skulle kejseren få den rolle. Han blev først saligkåret af pave Leone XIII i 1881.

172. Urbano III; Milano (1185-1187)

Han blev valgt ved et konklave i Verona, hvor han oprettede sit "hof". Han fortsatte striden mod Frederich Barberossa og måtte opleve at saracenerne indtog Jerusalem.

182. Urbano IV - Frankrig (1261-1264)

Han blev valgt ved et konklave i Viterbo. I Vatikanmuseets "Stanza di Eliodoro" har Rafael i 1512 malet "La messa di Bolzena". Et billede der henviser til det mirakel som Urbano IV var udsat for i 1264, da der kom blod ud af oblaten, der symboliser Kristi legeme. Han indførte dagen for "Corpus Christi" der finder sted 80 dage efter påske.

200. Urbano V - Frankrig (1362-1370)

Guilleaume de Grimoard blev i 1310 i en adelsfamilie på borgen Grisac.

Efter studier i Montpellier og Toulouse aflægger han løfte som benediktinermunk i Marseille. i 1342 bliver han professor i kirkeret i Marseille og Avignon og i 1352 bliver kan abbed ved Saint-Germain i Auxerre og administrator af bispedømme Avignon. Han var efterfølgende pavelig udsending i Lombardiet, Napoli og Rom.

Efter Innocenzo VI's død 1362 samledes kardinalerne til konklave i Avignon og på femtedagen valgte man enstemmigt Guilleaume til pave Urbano V. Han forblev med at være benediktiner munk og levede asketisk og fandt tid til bøn og studier ved siden f den pavelige adminsitration. Han fortsatte pave Innocenzo VI's reformer, begrænsede luksus ved pavestolen og satte en stopper for "pluraliteten" (flere kald) og der blev slået ned på nepotisme, simoni og dårlig livsførelse hos præsteskabet. Han gav meget støtte til uddannelse af fx. præsterne, men ogås videnskaberne og universiteterne fik opmærksomhed, og han grundlagde nye universiteter i fx. Krakow og Wien.

Udenrigspolitisk prøvede har at organisere en pavelig liga for at føre krig mod hertug Barnabò Visconti i Milano. Dette førte dog til en ydmygende fred, hvor paven måtte betale store summer for at frikøbe det erobrede Bologna.

Han var den sjette af Avignon-paverne, men den første der ønskede at flytte kurien til Rom på trods af at Rom lå i ruiner og Vatikanet var ubeboeligt. Hans politik var, at han kun fra Rom kunne gennemføre et korstog og en genforening med den østkirken. Hans ønske om at få pavestolen flyttet til Rom blev kraftigt støttet af den tyske kejser Karl IV (1355-1378), digterne Boccaccio og Petrarca og Birgitta af Sverige, de mente at skismaet havde svækket pavedømmets indre kraft og det ydre anseelse var dalet i stor grad. Den 30. april 1367 forlod Urbano V Avignon kun ledsaget af 5 kardinaler. Han gik i land ved Tarquinia, hvor han mødte kardinal Albornoz, kirkens militære leder, dogen af Pisa og lejetropschefen Sir John Hawkwood og tusinde soldater. Efter et ophold i Viterbo, hvor der blev samlet en hærstyrke, drog paven i oktober 1367 ind i Rom, der var præget af forfald og fattigdom, byens indbyggertal var reduceret til omkring 25.000 mennesker. Han bosatte sig i Vatikanet, som han havde sørget for blev restaureret, medens han var i Avignon.

Det pavelige bureaukrati var efterladt i Avignon og det forsatte med at styre Kirkens økonomiske affærer, medens paven var travlt optaget af reparations- og udsmykningsarbejder af forfaldne kirker og bygninger. Blandt meget andet påbegyndte han en opbygning af Laterankirken, der var brændt ned i 1360. Samtidig begyndte han på at reformere den civile administration, så paven kunne genindtræde som øverste myndighed i byen.

Kejser Karl IV kom til Rom i 1368 og demonstrerede dermed enheden mellem pavedømmet og kejserdømmet. Hvad vigtigere var at den byzantinske kejser Johannes V Palaiologos i 1369, for at få hjælp til sit rige, som var omringet af muslimske tyrkere. For at opnå denne hjælp var han villig til personligt at underkaste sig den hellige stol og afsvrge sig den græsk-ortodokse tro. Dette medførte dog ingen genforening af Kirkerne og paven var ude af stand til at skaffe vestlige styrker til at redde østen for de fremstormende ottomannere.

Der var dog fortsat uroligheder i Rom, hvor de forskellige partier/familier bekæmpede hinanden, og det pavelige militær var for svagt. Perugia gjorde oprør og lyst i band og i 1370 sluttede Rom sig til oprøret, så Urbano V søgte tilflugt i Viterbo. Udover oprøret i Kirkestaten og trusler fra Toscana og Milano var paven var under konstant politisk pres fra de franske kardinaler, da 100-årskrigen igen brød ud i 1369. Urbano V gav op og vendte tilbage til Avignon i september 1370 for at skaffe fred. Kraftprøven mellem adel og folk sluttede dermed, at paven som før stod uden for striden. Han døde i november 1270 og bisat i abbediet Saint-Victor i Marseille. Han blev saligkåret af pave Pio IX marts 1870.

Han tilføjede den 3. krone i den pavelige tiara, den skulle symbolisere den kejserlige magt, de to andre symboliserede den kongelige og den åndelige magt.

Pave Urbano V

gravplade fra Avignon

Pave Urbano VI

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

202. Urbano VI - Napoli (1378-1389)

Bartolomeo Prignano blev født i Napoli 1310. Han blev ærkebiskop i 1363 og fra 1376 fungerede han som kansler under pave Gregorio XI.

Paven blev valgt på det første konklave, der blev afholdt i Vatikanet. Prignanos valg skete under pres fra den romerske befolkning, der ønske en romer eller mindst en italiener valgt som pave. Han er den sidste pave uden kardinaltitel og hans valg førte til et næsten 50-årigt skisma (spaltning) af den romersk-katolske kirke, hvor der frem til et møde i Pisa 1409 var to paver og efter mødet var der tre paver en situation, der varer til at de stridende parter mødes på et konsil i Konstanz (1414-1418), hvor man enes om at vælge Oddo di Colonna som pave Martino V og afsætte de øvrige.

Navnene på paver og modpaver i denne periode er

mp. Clemente VII (1378-1394)

203. Bonifacio IX (1389-1404)

mp. Benedetto XIII (1394-1423)

204. Innocenzo VII (1404-1406)

205. Gregorio XII (1406-1415)

mp. Alessandro V (1409-1410)

mp. Giovanni XXIII (1410-1415)

På konklavet i 1378 valgte Det italienske parti Prignano til pave Urbano VI, men de franske kardinaler ville ikke godkende valget og de blev politisk støttet af den franske kong Karl V og Napolis dronning Johanna 1 af Anjou. Det franske parti valgte så kardinal Robert af Genf som modpave under navnet Clemente VII, og han bosatte sig i Avignon og så var spaltningen af den romersk-katolske kirke en kendsgerning og de indbyrdes krige kunne begynde, hvor Pave Urbano VI tabte en række slag, men han afslog alle forsøg på et kompromis, så hans indflydelse blev stærkt svækket. Han døde efter et fald fra en hest.

Midt i småkrige og skisma indførte han, at det "Hellige år" kunne fejres hvert 33. år. Han er begravet i S. Pietro.

228. Urbano VII - Rom (1590)

Han døde af malaria efter 13 dage i pavestolen.

235. Urbano VIII, Barberini (1623-1644)

Maffeo Barberini blev født 1568 i Firenze. Fra 1604-1607 var han nuntius i Paris, kardinal fra 1606 kardinal og i 1608 til 1617 var han biskop i Spoleto, medens han fra 1611-14 var pavelig legat i Bologn. Han blev valgt til pave i 1623.

Dette pontifikat er præget af en grænseløs nepotisme, en fantastisk byggeaktivitet og en for kirkestaten katastrofal finanspolitik, alt imens 30-årskrigen (1618-1648) rasede i Europa.

Pave Urbano VIII støttede Frankrig og kardinal Richelieu i kampen mod Habsburgerne, da de sammen havde en rodfæstet frygt for et stærkt kejserdømme. På trods af kampe i Lombardiet omkring Mantova, hvor franske og pavelige tropper vandt over spanske tropper, lykkedes det at holde Pavestaten ude fra de værste kampe under trediveårskrigen. Urbano VIII udnævner jesuitten Giulio Mazarini som pavelig diplomat ved det franske hof. Han bliver i 1638 fransk statsborger og udnævnt til kardinal med navnet Mazarin, på trods af at han aldrig havde tilhørt den gejstlige stand. Mazarin bliver i 1642 ledende minister i Frankrig.

mp Ursino (366-367)

G. L. Bernini: "Pave Urbano VIII"

Detalje af gravmonumentet

S. Pietro apsis venstre side

Pave S. Vittore I

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

(V)

100. Valentino - Rom (827)

Han blev valgt den 1. sept. og døde den 16. sept. 827.

59. Vigilio - Rom (537-555)

76. S. Vitaliano - Segni (657-672)

Han sendte pavelige udsendinge til Spanien og England. I han pontifikat blev lombarderne i 671 omvendt til kristendommen.

14. S. Vittore I - Afrika (189-199)

Som Roms biskop er han en af de første, der i kirkespørgsmål tager stilling som noget de øvrige menigheder må rette sig efter. Det er Rom der taler, som velorganiseret og velstående hovedstadsmenighed. Romerbiskoppen har under henvisning til S. Peter en overhøjhed over de øvrige menigheder.

153. Vittore II - Tyskland (1055-1057)

Han blev valgt efter at pavestolen havde været vakant over et år efter Leo IX's død.

158. Vittore III; Benevento (1086-1087)

Han blev valgt den 24. maj 1086 og døde den 16. sep. 1087. Han var munkt i Montecassino og fire dage efter sit valg til pave flygtede han tilbage til montecassino, men han blev udnævnt endnu engang og med magt ført til Rom. Han ekskommunikerede antipaven Clemente III. Han tog bopæl på Tiberøen.

mp Vittore IV; ukendt fødested (1138)

mp Vittore IV; Tivoli (1159-1164)

(Z)

91. S. Zaccaria, Calabria (741-752)

Han kæmpede hårdt mod hertugen af Friuli, der ønskede at besætte hele Italien. I den forbindelse godkendte han Pipin den Lille som frankernes konge.

15. S. Zefirino; Rom (199-217)

Han døde som martyr. Hans pontifikat var præget af store teologiske stridigheder, han ekskommunikerede Tertullian.

41. S. Zosimo (Grækenland) (417-418)

I hans morallære blev det fastslået, at uægte børn ikke kunne blive medlemmer af præsteskabet. Han sendte de første vikarapostle (missionærer) til frankernes rige.