Ole Thorups rejsenoter

Roms historie -

Paver og pavedømme

Tekst

Paverne i alfabetisk orden

navne fra L-P

- Paverne

121. Landone - Sabina (913-914)

45. S. Leone I (den Store) - Volterra (440-461)

Paven (er sammen med Gregorio I og måske Niccoló I de eneste med tilnavnet "Magno"). Han blev "ærkediakon" under Celestin I og øvede stor indflydelse på sine to foregængere. Leone blev pave i en krisetid både for kirken og kejserriget. Hele hans politik var baseret på han overbevisning om, at den øverste og universelle autoritet i Kirken, oprindeligt givet af Kristus til Peter og efterfølgende til biskoppen af Rom. Fra Leone stammer ordene "Petri dignitas etiam in indigno herede non deficit" (Peters vrdighed går ikke tabt selv hos en uværdig arvtager). I et kejserligt edikt fra 455 blev ulydighed mod paven stemplet som majestætsforbrydelse.

Han bekæmpede med stort held al vranglærerne særlig arianerne, monofysitterne, pelagianerne, pricillianerne og manikæerne. Han fik den vestromerske kejser Valentiano III (425-455) til at udsende en forordning som anerkendte pavens jurisdiktion over alle de vestlige provinser.

På det treje kirkemøde i Efesos (449) og det fjerde i Khalkedon (451) kæmpede paven mod monofysittismen, og fik vedtaget den rette lære om "Kristus to naturer - den guddommelige og den mennekelige, men uløsligt forbundet i en person". Vedtagelsen betød, at såvel den koptiske og armenske kirke blev afskilt fra resten af Kirken som monofysitter, et brud der endnu ikke er helet. Kirkemødet i Khalkedon fastslog endvidere rangfølgen i Kirken. Pave Leone I nægter at godkende fyrsteudnævnelser af lokale biskopper.

Paven slår hunnerkongen Attila (Guds svøbe) på flugt eller retræte ved Mincio (452). Dette er skildret af Rafaello i Stanza di Eliodoro. Det samme held gjorde sig ikke gældende i 455, da Kong Geiserik foretog en to ugers plyndring af Rom og dens Kirker.

Der er bevaret 96 prædikener og 143 breve af pave Leone. I følge traditionen fik han i 440 lavet bronzestatuen af S. Peter i Peterskirken af metal fra Jupiterstatuen på Kapitol.

Han blev som den første pave gravlagt i forhallen til den gamle S. Pietro.

80. S. Leone II - Sicilia (682-683)

Han blev valgt efter Agatones død i 681, medens det 6. kirkemødet i Konstantinobel var i gang og kejser Konstantin IV Pogonatus holdt godkendelsen tilbage indtil koncilet havde bandlyst pave Onorio I sammen med de øvrige forkæmpere for monoteletismen. Leone II samarbejdede med Kejseren, hvilket gjorde at det autonome Ravenna blev lagt ind under paven.

Leone II overførte mange martyrers relikvier fra katakomberne til kirker inden for bymuren. Han blev gravlagt i S. Pietro.

Eugenio Agneni: Pave S. Leone III

Fabbrica di S. Pietro

Pave Leone III kroner kejser Karl den Store (800)

96. S. Leone III - Rom (795-816)

Efter pave Adriano I's død 1. juledag 795 blev Leone III enstemmigt valgt til pave dagen efter. Straks efter valget meddelte han dette til frankerkongen Karl den Store (768-814) og sendte ham symbolsk nøglen til Peters grav. Med dette anerkendte han kongen som Roms beskytter(Patricius Romanorum). Selv om Leone III var valgt enstemmigt havde han fjender i de aristokratiske kredse, ledet af forgængerens skuffede nevø Pascalis og den pavelige skatmester Campulus.

I april 799 bliver paven overfaldet og man forsøgte at dræbe ham. Efter en formel afsættelsesceremoni med anklager for utugt og mened blev han spærret inde i et kloster. Det lykkedes dog at befri ham, så han kunne flygte til Karl den Stores hof. Paven sendes under kongens beskyttelse

tilbage til Rom, hvor han modtages i triumf, da kupmagerne ikke var populære. Kongen selv kommer til Rom i november 800 for at undersøge anklagerne mod paven, det ender med at paven sværger en højtidelig ed, der fritog ham for anklagerne og oprørerne blev sendt i eksil. !. juledag 800 satte Leone III en jubelbesat kejserkrone på kongens hoved, og menigheden hyldede ham som "den af Gud kronede store og fredsbringende kejser af Rom". Dermed var "Det hellige vestromerske Kejserrige" genskabt. Mange regner denne dag for begyndelsen af middelalderen.

Selv om paven havde kejserens tillid, blev han alligevel ofte overskygget af kejseren, der ikke gav meget for pavelige rettigheder og blandede sig i Roms og Kirkestatens sager. Efter kejserens død i 814 blev paven i stand til at optræde mere uafhængigt. Et nyt oprør mod paven fandt sted i 815, det blev slået ned af hertugen af Spoleto, lederne blev stillet for pavens ret og dømt til døden.

Leone III var en effektiv administrator af Kirkestaten. Han arbejdede hårdt og succesrigt med at udvide Kirkens system for social velfærd og han fortsatte Adriano I's politik med at genoprette det kristne Roms pragt, så forfaldet kunne stoppe.

Han ombyggede S. Susanna i 795, ved denne lejlighed blev kirken udstyret med en apsismosaik, et andet af hans restaureringsarbejder er genopbygningen af SS. Nereo e Achilleo . I Rafael Stanzer i Vatikanet optræder Leone III på billederne "L'incoronazione di Carlo Magno" og "Giustificazione di Leone III", det sidste hvor han skal forklare sig over for forgængerens Adriano I's røst fra det høje. Andre kan dømmes efter evangeliet, men Leone III var kun ansvarlig over for Gud, måske fordi han havde kronet den verdslige kejser Karl.

Han blev bisat i S. Pietro og selv om han var en omstridt pave, blev han af pave Clemente X ophøjet til helgen i 1673.

103. S. Leone IV - Rom (847-855)

Leone var født i Rom og uddannet i klosteret S. Martino tæt på Peterskirken. Han arbejdede først i Lateranadministrationen inden han blev præst ved Ss. Quattro Coronati. Han blev pave på et tidspunkt, hvor arabiske flådestyrker angreb og plyndrede kysten ud for Rom. I Stanza dell'Incendio di Borgo har Rafaello skildret slaget ved Ostia, hvor Leone IV's flåde besejre saracenerne. Som beskyttelse for Peterskirken opførtede han Den Leoniske Mur, der omkransede Vatikanpaladset, Peterskirken og byområdet frem til S. Angelo. Muren er opført efter samme principper som den Aurelianske mur og med en overdækket gang er vatikanpaladserne forbundet med fæstningen S. Angelo, så paverne i krigstilfælde kunne redde sig i sikkerhed. Dette benyttede pave Clemente VII sig af i 1527.

Store dele af muren blev nedrevet af pave Urbano VIII i 1600 tallet, da han anlagde en ny fæstningsmur der også dækkede Trastevere. Leone IV gav venetianerne tilladelse til selv at udnævne dogen. I Stanza dell'Incendio di Borgo har Rafael skildret slaget ved Ostia, hvor Leone IV's flåde besejre saracenerne.

Paven var meget optaget af kirkebyggeri blandt andet restaurerede han Peterskirken og S. Clemente, hvor man i den underste kirke stadig kan se en fresko med hans billede.

Paven havde mange kontroverser med både østlige og vestlige gejstlige og verdslige magthavere om trosspørgsmål og pavemagtens indflydelse. Han ekskommunikerede den østlige biskop Anastasio, men måtte give venetianerne tilladelse til selv at udnævne dogen. Hele dette magtspil var begyndelsen til den lange magtkamp med patriarken af Konstantinobel.

118. Leone V; Ardea (903)

Han blev valgt i juni og døde i sept. 903, i de tumultariske tider blev han hurtigt efter sit valg indespærret og myrdet. Han lig blev brændt og asken kastet i Tiberen.

123. Leone VI; Rom (928)

Paven bliver valgt i maj og dør i december 928. I det korte pontificat gør paven meget for at skabe fred mellem de stridende romerske familier og samtidigt fører han krig mod saracenerne.

126. Leone VII; Rom (936-939)

Han skrev til biskopperne i Tyskland og Frankrig om at de skulle bekæmpe dyrkelsen af hekse og spåkoner.

131. Leone VIII, Rom (963-966)

Paven der var en højt anset gejstlig blev egentligt valgt som antipave af kejser Otto I, men efter stridigheder både med den afsatte pave Giovanni XII og efterfølgeren pave Benedetto V er han optaget i den godkendte paverække.

Pave Leone IV's våbenmærke

Pave Leone IX - med sin øst-vest kirke

152. S. Leone IX - Alsace (f. 1002, 1049-1054)

Med denne pave ophørte næsten 200 års pavedømme med 49 stort set uduelige, mindreværdige paver i korte eller længere tid havde siddet i pavestolen. Han hed oprindeligt Bruno og var søn af grev Hugo af Eisheim og i slægt med kejserhuset. Han blev kannik i 1017 og allerede biskop i 1027. Efter pave Damaso II's død i 1048 ønskede de romerske udsendinge at kejser Henrik III skulle udnævne ærkebispen af Lyon til pave, men kejseren ønskede Bruno. Han blev ved ankomsten til Rom modtaget med akklamation af præsteskabet og kronet 12. februar 1049 i Laterankirken.

Leone IX's pontifikat skulle få afgørende betydning og han regnes for en af de betydeligste personer i pavehistorien og den mest betydningsfulde af middelalderens tyske paver. Længe hade man talt om reformer i Kirken uden at gøre noget gennemgribende, men med Leone IX kom et vendepunkt i pavedømmet.

Allerede på den første synode i 1049 tordnede Leone IX mod simoni (køb og salg af embeder) og ægteskab blandt de gejstlige. (Simoni har navn efter troldmanden Simon, som omtales i Apostlenes Gereninger. Han ville købe sig Åndens nådegaver for penge). Flere biskopper blev afsat og præster der var viet af simonitiske biskopper blev degraderet. Med hensyn til cølibat blev det i højere grad gennemført for biskopper, mens almindelige præsters samliv med kvinder ikke kunne regnes som et formelt ægteskab.

Med Leone IX holdt klosteridealerne fra Cluny sit indtog i pavestolen. Hans hovedmål var at genrejse det gamle præste- og munkeideal og gennemføre pavens forrang i Universalkirken. Han kaldte mange af tidens ledende reformpersonligheder til sit hof som rådgivere, heriblandt Hildebrand (den senere gave Gregorio VII), som efter Gregorio VI's død i eksil i Köln var klar til nye opgaver. Han skulle lede S. Paolo - klostret og fik også embedet som skatmester for den romerske kirke, for at få orden på de fuldstændig ødelagte finanser. Kardinalkollegiet fik et internationalt præg og dermed fik han påbegyndt en radikal omformning af kurien.

Det lykkedes Leone IX at gennemføre en reform af den kirkelige disciplin ved at afholde en række synoder i vigtige europæiske byer. Faktisk opholdt han sig bare nogle måneder af sit pontifikat i Rom, resten af tiden blev brug på afholdelse af synoderne.

Leone IX begyndte processen med at effektivisere den pavelige forvaltning med det kejserlige kancelli som forbillede, og han satte mange klostre under pavelig beskyttelse. På trods af hans harmoniske samarbejde med det tyske kejserdømme, blev det dog tydeligt at den romerske kirke ikke længere kunne være afhængig af kejserdømmet hvis den skulle opfylde sine universelle opgaver. Det er paradoksalt at Leone IX, som regnes for at være den som begyndte de gregorianske reformer som befriede Kirken fra både kejser og den romerske adel, kunne takke begge for sin udnævnelse til pave. Men idealet om uafhængighed fra de verdslige myndigheder udviklede sig først senere.

Fra begyndelsen af 1000-tallet havde normannerne sat sig fast i Syditalien og stadig udvidet sit herredømme i kamp med grækere og saracenere. Robert Guiscard fortsatte i midten af århundredet at underlægge sig den ene efter den anden af de longobardiske småstater og de østromerske besiddelser. Ved denne fremrykning blev mange kirker og klostre ødelagt og ejendomme som tilhørte Kirken plyndret. Da den tyske besiddelse Benevento blev truet søgte den i 1052 beskyttelse hos Leone IX. Kejser Henrik III lovede våbenhjælp, men største delen af de tyske lejetropper blev trukket tilbage, så paven besluttede personligt at lede en lille, dårligt udrustet hær mod normannerne i maj 1053. Men denne hær blev overmandet i Apulia og paven blev taget til fange og sat i fængsel i ni måneder. Paven blev stærkt kritiseret for dette militære eventyr, der skulle føre til den vigtigste hændelse i hans pontifikat: bruddet med østkirken.

Patriarken i Konstantinobel Mikael Kerularios (1043-1058) stræbte efter fuld kirkelig overhøjhed og de østlige kirker, og han betonede stærkt de rituelle forskelle mellem øst- og vestkirken. Pavens indblanding i krigen i de syd-italienske områder og hans udnævnelse af en ærkebiskop for Sicilien fik patriarken til at lukke de latinske kirker i Konstantinobel. På forsoningsmøde i Konstantinopel mellem kejsere, patriark og paven gjorde ikke sagen bedre og den 16. juli 1054 skete sammenbruddet med gensidige ekskommunikationer.

Leone IX vendte tilbage til Rom fra fangenskabet den 12. marts 1054 og han døde den 19. april 1054. Han er begravet i S. Pietro venstre sideskib.

Til tros for fiaskoen med normannerne og skismaet med østkirken regnes Leo IX, som en af Kirkens mest fremstående paver. På billeder fremstilles han ofte med en kirkemodel som attribut.

217. Leone X, Medici - Firenze (1513-1521)

Giovanni de'Medici blev født 1475 i Firenze som søn af Lorenzo "il Magnifico". i 1489 blev han kardinaldiakon, 1511 pavelig legat og valgt som pave Leone X i 1513.

Pavens politik var rettet mod at udnytte modsætningen mellem stormagterne Spanien-Habsburg og Frankrig til at bringe Medicifamilien tilbage til magten i Firenze, efter familiens flugt fra byen i 1494. Leone X havde som pavelig legat for pave Giulio II sammen med spanske tropper medvirket til at republikken Firenzes fald, da de franske tropper måtte forlade Italien 1512. Medici-familien blev politisk meget stærkere og pavestaten blev udvidet betydeligt.

I 1515 vender den franske kong Franz 1. tilbage til Italien for at genvinde det tabte Milano, dette lykkedes efter et vundet slag ved Marignano i nærheden af Milano. Frans 1. indgik et konkordat med Leone X, hvori paven bekræftede den franske konges ret til at besætte alle højere kirkelige embeder i sit rige. Dette konkordat fra 1516 betegnes som den største indrømmelse en pavelig regering nogensinde havde gjort i en principsag.

I dette pontifikat begyndte reformationen med at augustinermunken Martin Luther i 1517 opslår sine 95 teser på slotskirkens dør i Wittenberg, en række af teserne var en reaktion på afladshandlen, der skulle financierer de store udgifter til bygningen af den nye Peterskirke. I 1520 svarede Leo X på Luthers teser med bullen "Exsurge Domine", men da Luthers svar var en offentlig afbrænding af bullen, en fornægtelse af pavedømmets guddommelige oprindelse og kirkemødernes ufejlbarlighed blev han lyst i band, hvilket gjorde at han i princippet blev fredløs. På

Rafaello: "Pave Leone X med to nevøer"

G. de Fabris: "Monumento di Leone XII"

S. Pietro - højre sideskib

grund af det forestående valg til romersk kejser gik paven forsigtigt frem, da kandidaterne var kurfyrst Friedrich III af Sachsen og hans favorit den franske kong Franz I. Selv katolske historikere giver Leone X en væsentlig del af skylden for Reformationen.

Leone X's pontifikat var den romerske renæssances glansperiode, på samme tid - nogensinde - arbejdede den største samling store kunstnere i Rom. Her blev færdiggjort de stråleformede gader, der fordeler trafikken fra Ponte S. Angelo og Piazza del Popolo. I 1519 bliver Rafael ansat som rigsantikvar i Rom og får overdraget ledelsen af byggeriet på S. Pietro. I 1520 forviste Leone X alle kurtisaner fra byen. Ved sin død efterlod Leone X sig en splittet og ruineret Kirke. Han er begravet i S. Maria sopra Minerva, Rom.

232. Leone XI, Medici, Firenze (1605)

Allessandro d'Ottavio di Medici er pave fra 10. april til 27. april 1605 altså i 17 dage, hvilket er 7 dage mere end der blev givet til pave Bonifacio VI (896). Han døde ved indsættelsesceremonien i Laterankirken, "onde" tunger påstår, det skyldes hans meget asketiske livsførelse.

252. Leone XII, della Genga - Ancona (1823-1829)

Den tidligere ærkebisp og kardinal ved S. Maria Maggiore havde gjort en hurtig karriere under pave Pio VII, hvor han blandt andet havde været med til at få Jesuitterordenen genetableret. Han tog initiativ til at fjerne Galio Gallileis bøger fra "index", hvor de havde stået siden inkvisitionen havde placeret dem der i 1632. Han besluttede, at S. Paolo fuori Mura skulle genopbygges efter den alvorlige brand, hvor store dele af kirken blev ødelagt. Som pave Pio VII's statssekretær havde han skaffet midler til en ny facade på S. Andrea delle Fratte.

256. Leone XIII, Pecci (1878-1903)

Vicenzo Giocchino Pecci blev født 1810 i Carpineto Romano (Anagni). Fra 1824 studerede han filosofi, jura og teologi i Rom og i perioden 1843-1846 var han nuntius i Belgien. I 1837 bliver han præsteviet og derefter i 1846 biskop af Perugia, hvor han undervejs i 1854 bliver kardinal. I perioden 1874 til 1878 er han camerlengo for pave Pio IX indtil han som 68-årig vælges til pave i 1878 og dermed indleder 25-årigt pontifikat, der indtil videre er det tredje længste.

Pontifikatet fandt sted i en periode af italiensk politik, hvor det liberale venstre overtog regeringsmagten efter Højre stort set administrativt havde ensrettet det nyligt forende land. Den italienske industrialisering skulle indledes, landbruget skulle omstilles og borgerskabet krævede sin sociale plads. I modsætning til sin forgænger var det hans mål at forsøge at forsone det moderne menneske med kirken og dens kultur overfor de sociale og politiske forhold. Han støttede "nythomismen" (opkaldt efter Thomas Aquinas og -isme), der med udgangspunkt i Thomas Aquinas' kristne, aristotelisk prægede filosofi forsøgte at udvikle en systematisk filosofi, der var i stand til at besvare de udfordringer af intellektuel og social art, som moderniteten stillede den katolske kirke over for. I 1879 gav Leone XIII bevægelsen en officiel status med en encyklika "Aeterni Patris", der blev opretholdt indtil 2. Vatikankoncil 1962-65.

Med stor politisk smidighed blandede han sig i "Kulturkampen" i Tyskland, Bismarck efter Tysklands samling i 1871 søgte at undertrykke den katolske kirke, samt styrke staten gennem en adskillelse af stat og kirke. Kampen var speciel hård i Preussen, hvor den omfattede statsindgreb i indre kirkelige anliggender, forbud mod jesuitterordenen og straffelove, der muliggjorde anholdelse og landsforvisning af katolske biskopper. Den antikatolske lovgivning slog fejl og i løbet af 1880'erne blev den lempet.

Det store problem for paven var fortsat den uløste konflikt med den italienske stat, og da paven i 1886 igen krævede suverænitet over Kirkestaten, reagerede den italienske ministerpræsident med antipavelige demonstrationer. Roms bystyre får i 1889 lov til at opstille et mindesmærke for Giordano Bruno på Campo di Fiori, hvor han blev brændt i 1600. Statuen bliver en af de "talende" med hånsord mod paven på grund af hans modstand mod de organiserede fagforeninger og modstanden mod modernisering og industrialisering.

Paven tog i en række rundskrivelser stilling til den moderne verdens problemer, deriblandt arbejderspørgsmålet. En encyklika "Rerum novarum" fra 1891 er den første socialencyklika fra den katolske kirke, heri betones menneskeværd overfor det materielle, og den forsøger at indtage en formidlende position mellem arbejdere og arbejdsgivere. Den taler om de personlige friheder som fx. retten til at forsamles, og statens sociale forpligtigelser og undsiger socialismen og kommunismen. Encyklikaen bliver grundlaget for den katolske sociallære.

Paven var strengt konservativ men åbnede sig for den moderne kultur, videnskab og teknik. I 1883 åbnede paven Vatikanets arkiver for den historiske forskning.

Leone XIII døde 1903 og er bisat i Laterankirken.

Pave Leone XIII, Pecci

Det første pavefoto fra 1878

36. S. Liberio; Rom (352-366)

I dette pontificat var der fortsat store drøftelser omkring arianismen, pavens holdning medførte at der i denne periode blev valgt en antipave Felix II.

(Arianismen var en trosretning for tilhængerne af Arius, som lærte at Kristus ikke var Gud, men en skabning Gud havde skabt af intet.)

2. S. Lino; Volterra (67-76)

Han udnævnte de 15 første biskopper og forbød kvinder at komme i kirken med udækket hår. I dette pontificat led evangelisterne Lukas og Markus martyrdøden

mp Lorenzo (498 og 501-505)

Han blev valgt to gange som antipave.

22. S. Lucio I; Rom (253-254)

Han forbød blodsbeslægtede mænd og kvinder at leve sammen. Han døde som martyr.

166. Lucio II; Bologna (1144-1145)

Dette pontificat skete i den periode, hvor Arnold af Brescia styrede Rom som et republikansk demokrati.

171. Lucio III; Lucca (1181-1185)

Stridighederne i den romerske republik medførte at paven måtte flytte pavestolen til Verona.

Pave Lucio II

foto af pavemosaikkerne i S.Paolo fuori la Mura

Våbenmærke for pave Martino V

(M)

29. S. Marcellino - Rom (296-304)

I denne pavepeiode kulminerede forfølgelserne under kejser Diokletian (284-305) med ødelæggelser af kirker og mange martyrer fx. S. Agnes, S. Bibiana og S. Sebastiano.

30. S. Marcello I - Rom (308-309)

Efter forgængeren pave Marcellino står pavestolen vakant i 4 år, før man får valgt pave Marcello. Han bestemmer, at der ikke kan afholdes kirkemøde uden pavens tilladelse. Han lider martyrdøden under kejser Maxentius (307-312).

222. Marcello II - Montepulciano (1555)

Han bliver valgt den 10. april og dør den 1. maj 1555. Pier Luigi Palestrina komponerede den berømte "Mass de pope Macello".

34. S. Marco - Rom (336)

Paven blev valgt den 18. jan. og de den 7. okt. 336. Han fik lavet den første kalender med religiøse festdage.

108. Marino I, Gallese - Rom (882-884)

Paven lagde stort pres på den østromerske kejser Basil for at få ham til at modarbejde den græske kirkes løsrivelse fra den vestlige.

128. Marino II - Rom (942-946)

De ovenstående paver Marino I og II er fejlagtigt blevet betragtet som paver i stedet for Martino II og III.

74. S. Martino I - Todi (649-655)

Han fordømte de østlige biskopper der nød beskyttelse af den byzantinske kejser. Paven blev fængslet og døde af sult på øen Cherso.

189. Martino IV - Frankrig (1281-1285)

I dette pontificat udbrød der revolution på Sicilien, kendt som den sicilianske vesper, dette hændelsesforløb er senere blevet gjort kendt i en opera af Verdi.

Pisanello: pave Martino V

Galleria Colonna

206. Martino V, Colonna - Rom (1417-1431)

Oddo di Colonna blev i 1368 født i Genazzano i den mægtige romerske adelsfamilie Colonna, hvis palads og huskirke Ss. Apostoli lige ved Pz. Venezia fortsat kan besøges. I 1405 blev han kardinaldiakon ved S. Giorgio in Velabro. I 1417 bilagde Koncilet i Konstanz (1414-1417) det store kirkelige skisma ved at vælge Oddo Colonna til pave Martino V, afsætte mp Giovanni XXIII (Pisa) og mp Benedetto XIII i (Avignon). På dette tidspunkt havde pavestolen stået tom i 2 år efter pave Gregorio XII. Han var den første romerske pave i mange år, alligevel varede det tre år før han i 1420 tog bopæl i den stærk forfaldne by, hvor han påbegyndte en storstilet genopbygning efter middelalderens ødelæggelser.

Udover en begyndende istandsættelse af kirker, paladser og fæstningsværker, fik han efter en reparation genåbnet den antikke Acqua Vergine, så vandet igen begyndte at flyde til Rom. Han var fyrsten i den begyndende renæssance, og man regner med, at Martin V selv inviterede Massacio til Rom for at male en altertavle i Colonnakapellet i S. Maria Maggiore. Dette billede er dog forsvundet.

Koncilet i Konstanz forsøgte gennem dekreterne "Sacrosancta" og "Frequens", at fastholde den opfattelse, at forsamlingen af bisper og højt betroede gejstlige i et kirkemøde besidder den højeste myndighed i kirken. Martino V var ikke af den opfattelse, og kun få måneder efter sit valg opløste han koncilet, reorganiserede kurien og konsoliderede kirkestaten, så han kunne blive den femte magthaver i Italien.

Midt i denne genopbygning var der dog ikke tid til ønskede reformer i Kirken, men efter stort pres indkaldte Martino V kort før sin død til et koncil i Bazel (1431-1449), hvor dagsordenen skulle omhandle punkter som "cølibatet", kalenderreform, aspekter omkring Mariadyrkelsen, fredsslutning på 100-årskrigen mellem England og Frankrig, skrifter fra Birgitta af Sverige og svovlprædikanten Bernardo af Siena. Paven døde først i koncilet 1431 og selv om ønskede det, nåede han ikke at redde Jean d'Arch fra døden på bålet.

Han afholdt det 5. Hellige år og for første gang blev der åbnet en "Hellig dør", det skete i S. Giovanni in Laterano, hvor paven er begravet.

32. S. Milziade, Afrika (311-314)

Det var i dette pontificat at kejser Konstantin før slaget ved Pons Milvius i 312 så det lysende kors på himlen og hørte ordenen, "in hoc signo vinces" (ved dette tegn skal du sejre). Det gjorde han, hvilket skulle begrunde tilladelse til at dyrke kristendommen. Denne pave grundlagde S. Giovanni in Laterano.

gravmæle for pave Martiono V

S. Giovanni in Laterano

(N)

105. S. Niccolò I; Rom (858-867)

Paven gik i forbund med kejser Ludvig II i kampen mod saracenerne.

155. Niccolò II; Savoia (1058-1061)

På en synode under ledelse af den senere pave Gregor VII (1073-1085) blev det vedtaget at paven skulle vælges af kardinaler og ingen bisp kunne udpeges uden pavelig autoriasation. Den såkaldte Investiturstrid var begyndt.

188. Niccolò III, Orsini - Rom (1277-1280)

På Orsinifamiliens vegne overdrager paven Castel S. Angelo til pavestaten, fæstningen var blevet erobret af Orsini-familien i 1259. Han er den første pave der tager permanent ophold i Vatikan paladset, og han begynder grundlæggelse af de berømte haver.

191. Niccolò IV; Ascoli (1288-1292)

Paven foranlediger opsætningen af den nuværende apsismosaik i S. Maria Maggiore, den betales ved at han udnævner et medlem af Colonna-familien til kardinal. For denne tjeneste financierer familien den pragtfulde mosaik der udføres og Torriti. Han er den første pave fra franciskanerordenen. Sammen med byen Genova bekæmper han saracenerne.

mp Niccolò V; Rieti (1328-1330)

208. Niccolò V, Parentucelli - Sarzana (1447-1455)

Tommaso Parentucelli blev født i 1397 i Sarzana ved La Specia. Han studerede i Bologna og blev efterfølgende lærer og bibliotekar i Firenze. I 1444 blev han biskop i Bologna og pavelig legat i Tyskland. I 1447 blev han kardinal ved S. Susanna i Rom, hvorefter han i 1455 bliver valgt til pave og tager samme navn som antipaven mellem 1328-1330.

Niccolò V regnes for den første humanist på den hellige stol, og det lykkes ham at gøre Rom ikke kun til det religiøse centrum, men også et centrum for kunst og kultur. Hans vigtigste interesser var bøger og bygninger. Hans bogsamling, der var en af Italiens største med 350 græske og 800 latinske håndskrifter blev grundstammen i det berømte Vatikanbibliotek.

Leonardo Sormani: pave Niccoló IV

detalje fra D. Fontanas gravmonument i

S. Maria Maggiore

Pave Niccoló V modtager mp Felice V's tilbagetræden.

Han byggede et palads ved S. Maria Maggiore, påbegyndte konservatorernes palads på Capitol, og restaurerede rundkirkerne S. Stefano og S. Theodoro. Han ønskede at forstærke byens forsvar og det skete ved at genopbygge og restaurere flere byporte i den Aurelianske mur. I denne forbindelse lod han Castel S. Angelo, der havde været ruin fra 1379 fuldstændig ombygge så det fremstod som et pragtfuldt renæssancepalads. For at skaffe penge til dette ambitiøse byggeprogram gjorde han 1450 til det 6. jubelår. Udover dette ønskede han at regulere byens kringlede små gyder og erstatte dem med stenlagte gader med åbne arkader. Planen for dette projekt blev udarbejdet af Leon Battista Alberti, men først udført af de efterfølgende paver. Leon Battista Alberti var også rådgiver ved Vatikanpaladsets restaurering og planerne for nedrivning af den gamle S. Pietro fra Konstantins tid.

I sin iver for at forny Rom veg Niccolò V ikke tilbage for en hårdhændet vandalisme mod antikke mindesmærker, der i vid udstrækning måtte levere materialer til hans nye bygningsværker. Forum, Colosseum, Cirkus Maximus og paladsruinerne på Palatin blev degraderet til pavelige sten- og marmorbrud.

Striden med resterne af Baselkonsilet og modpave Felix V fik han løst gennem sine gode kontakter til de romerske adelsfamilier og ikke mindst med Friedrich III (1415-1493), der stiller sig på pavens side med vedtagelsen af "wienerkonkordatet" i 1448. Friedrich III bliver som den sidste, der får en pavelig kejserkroning, men kirkens enhed er genoprettet, selv om der ikke sker de store indre reformer.

Paven er bisat i S. Pietro.

mp Novaziano; Rom (251)

(O)

70. Onorio I - Campania (625-638)

Paven var en effektiv adminstrator og politike, der greb ind i tidens konflikter og supplerede den vaklende byzantinsk administration i Italien. Han fremmede missionen blandt jøderne i Spanien og for kristendommen i England. Han var ophavsmand til et kristologisk kætteri, idet han hævdede at den inkarnerede Guds søn kun har en vilje (monoteletisme). Denne tankegang blev senere fordømt på kirkemøde i Konstantinobel 680-681).

Paven lod S. Agnese fuori le Mura ombygge i 625 og lod samtidig opsætte den smukke apsismosaik med S. Agnese i herlighed omgivet af de torturinstumenter, der blev brugt ved hendes martyrium på siden står paven i hvidt og purpur fremvisende en model af de restaurerede kirke. Han grundlagde også den oprindelige kirke SS. Luca e Martina, der nu findes som kirkens underkirke. Paven færdiggjorde også Kejser Konstantins kirke S. Paolo fuori le Mura, der var rejst over apostelen Paulus' grav.

mp Onorio II; Verona (1061-1072)

163. Onorio II - Imola (1124-1130)

Paven tager samme navn som en antipave 1061-1072. I 1128 indvier han den nye overkirke S. Clemente med den utrolige apsismosaik. I denne periode opstod opdelingen og krigene mellem Guelfa (for paven) og Ghibellini (for kejseren) ved de europæiske hoffer.

177. Onorio III, Savelli - Rom (1216-1227)

Savelli-familien har haft tre paver Gregorio II (715-731); Onorio III og Onorio IV (1285-1287). Paven får fastlagt pavens rettigheder og beskrevet hvordan valget af paver skal finde sted.

Paven forærede i 1219 den lille kirke S. Sisto Vecchio til dominikanerordenens stifter S. Dominico, senere da ordenen flyttede til S. Sabina blev kirken overdraget den tilsvarende nonneorden. I 1220 kroner han kejser Frederik II i S. Pietro, til gengæld lover kejseren at etablere et 5. korstog for at befri Jerusalem. Han lader i 1220 opsætte den store apsismosaik i S. Paolo fuori le Mura, dette arbejde udføres af byzantinske håndværkere, der har ladet Kristus give den græske velsignelse med højre hånd. Paven selv ses som en undseelig figur ved Kristus fødder.

Giotto: pave Onorio III med S. Francesco

Våbenskjold for pave Paolo II, Barbo

190. Onorio IV, Savelli - Rom (1285-1287)

Paven er den tredje valgt fra Savelli-familien. Han søgte at skabe kontakt og forståelse til Islam, ligesom han søgte tættere relationer til den græske kirke. Han ydede stor støtte til universitetet i Paris.

52. S. Ormisda; Frosinone (514-523)

Under denne pave stiftede S. Benedetto Benedektinerordenen og han grundlagde det store kloster i Monte Cassino (total ødelagt under 2. Verdenskrig). Han besluttede at biskopper ikke skulle have overdraget særlige privillegier.

(P)

93. S. Paolo I - Rom (757-767)

211. Paolo II, Barbo - Venezia (1464-1471)

Fra 1451 var han kardinal ved S. Marco og lader Leon Battista Alberti fortage en ombygning af den gamle kirke og forsyner den med en indgangshal med åbne arkader. Samtidig opfører han uden om kirken Roms første og største renæssancepalads Palazzo Venezia (Barbo-familien stammede fra Venezia). Det kæmpemæssige palads, det største uden for Vatikanet blev først færdiggjort af famlien efter hans død. Paladset blev under pave Pio IV (1559-1565) skænket til republikken Venezia som ambassade.

Han indførte, at kun kardinaler måtte bære den røde "baret" og hvad der var endnu vigtigere, de "hellige år" kunne afholdes med 25 års mellemrum.

Giacomo della Porta: Pave Paolo III, Farnese

detalje fra gravmonumentet

220. Paolo III, Farnese - Viterbo (1534-1549)

En dygtig kirkepolitiker og diplomat, der dog i to omgange var forbigået ved pavevalget. Han mente, at Rom med rette kunne gøre krav på verdensherredømmet. Derfor måtte han arbejde for at løfte Kirken op af dens magtesløshed, og frem for alt måtte han tage kampen op med de kætterske bevægelser. Han beskrev Kirkens indre tilstand ved, at der var for mange uværdige personer på høje kirkelige poster, klostervæsenet var sunket ned i dybt forfald, de pavelige legater i de forskellige lande misbrugte deres magt til privat vinding. Dette skulle ændres.

I 1540 godkendte han den ny munkeorden Jesu Selskab med Ignatius Loyola (1491-1556) som leder og hovedsæde i Rom ved siden af den nuværende kirke Il Gesu. Medlemmerne af jesuitterordenen havde som hovedopgave, dels at intensivere det religiøse liv inden for Kirken, dels at udbrede den katolske tro og knuse alt kætteri. Samme år som oprettelse af Jesuitterordenen blev Oratorianersamfundet også en kirkelig orden under ledelse af S. Filippo Neri, der senere blev Roms skytshelgen.

I 1542 proklamerede han en reorganisering af inkvisitionen under kardinal Caraffa, den senere pave Paolo IV. Der blev nedsat et kardinaludvalg, der fungerede som højeste gejstlige domstol med overopsynet med Inkvisitionen i alle lande.

I 1545 blev kirkemødet i Trento indledt. Mødet skulle med flere afbrydelser vare til 1565, hvor det blev afsluttet under pave Pio IV. (I afsnittet Noter til historien omhandler afsnit 11 om konciler/kirkemøder).

I Paolo III's pavetid gennemføres flere gaderydninger og han gjorde Corso'en til Roms hovedgade i stedet for Via Giulia. På det kunstneriske område bestiller han den kæmpemæssige fremstilling af Dommedag i det Sixtinske kapel hos Michelangelo og i 1547 udnævner han Michelangelo til hovedarkitekt ved byggeriet af S. Pietro. Michelangelo ændrer Bramante's centralkirke så den får form som et græsk kors, samtidig tegner han en ny kuppelkonstruktion og ændrer søjlestrukturen, så den kan bære den store kuppel, der er en inspiration fra kuplen på domkirken i Firenze, Michelangelos fødeby.

Giacomo della Porta: Monumento di Paolo III

S. Pietro højre side af apsis

Pirro Ligerio: Monumento di Paolo IV

Capella Carafa, S. Maria sopra Minerva

223. Paolo IV, Carafa (1555-1559)

Gian Pietro Carafa blev født 1476 i Capriglio i Piemonte. I 1505 blev han først biskop i Chieti og senere ærkebiskop for Brindisi og nuntius for Napoli. Han var nuntius for England i 1513 og for Spanien i 1515. Han var medgrundlægger af Theatinerordenen og i 1536 blev han kardinal og medlem af pave Paolo III's reformkommision. I 1542 blev han leder af Inkvisitionen og i 1555 valgt til Pave. Han regnes for som den første af modreformationens paver og beskrives som en fanatisk, hadsk og hensynsløs forkæmper for de katolske kirke og han udvidede inkvisitionens magt.

Han tilskyndede den franske konge Henrik 2 til i 1557 at genoptage fjendtlighederne med kejser Filip 2. Paven blev hurtigt tvunget til at slutte fred med en spansk trussel om et nyt Sacco di Roma, og franskmændene blev tvunget til at give afkald på alle deres besiddelser i Italien, der herefter var et spansk lydrige.

Paolo IV etablerede Roms Ghetto i 1555 og indfører i 1559 det berygtede "Index librorum prohibitorum" en fortegnelse over bøger, som det var forbudt alle katolikker at trykke, læse eller være i besiddelse af. Det sidste index blev trykt i 1948 og omfattede ca 4000 værker blandt andet alle Émile Zolas værker. Index blev først ophævet i 1967 under pave Paolo VI, men organisationen "Opus dei" førte dog en uofficiel liste, der blandt andet omfattede Umberto Eco's "I rosens navn".

Paolo IV ønskede at rive Michelangelo's Dommedagsfreske i det Sixtinske kapel ned, men indskrænkede sig til at lade male tøjflige på personernes mest anstødelige steder.

Han blev begravet i S. Pietro, men hans jordiske rester blev i 1566 overført til S. Maria sopra Minera i Rom.

233. Paolo V, Borghese - Rom (1605-1621)

Denne periode var særdeles fredelig på trods af trediveårskrigens udbrud, hvor det lykkedes paven at holde pavestaten uden for de egentlige kamphandlinger.

Acqua Trajana fra år 109 bliver istandsat og genåbnes som Aqua Paola, der fører vand blandt andet til Vatikanet og Peterspladsen. Pave Paolo V fuldfører Palazzo Quirinale, bygger palazzo Borghese og opfører pavefamiliens Capella Borghese i S. Maria Maggiore og lader planlægge en forlængelse af S. Pietro. I 1612 bygger Giovanni Fontana (bror til Domenico) den store slutfontæne til Aqua Paolo på Gianicolo, til denne anvendes blandt andet tre søjler fra den antikke Peterskirke. Pavens nevø kardinal Scipione Borghese lader i 1613 Villa Borghese opføre. Paven etablerer forbindelse med Romanoff-familien i Rusland og han opfordrer alle civiliserede nationer til at gribe ind over for Japan og Kina's forfølgelse af de kristne.

262. Paolo VI, Montini (1963-1978)

Giovanni Battista Enrico Antonio Maria Montini blev født 1897 i Concesio i provinsen Brescia. Han var i perioden 1923-1954 tilknyttet Vatikanets udenrigstjeneste. Han var biskop i Milano 1954-1964 og deltog i konklavet 1958, hvor han var kandidat for de reformivrige efter Pio XII's død. Han blev udnævnt til kardinal i 1958 og valgt som pave i 1963.

Paolo VI fuldførte det reformarbejde, der var begyndt af forgængeren Giovanni XXIII, bragte det 2. Vatikankoncil til afslutning i 1965 og fik udmøntet koncilets beslutninger i konkrete reformer og moderniseringer.

Paven indførte lokale biskopkonferencer og tillod lokale sprog i liturgien, samtidig fortsatte han med en internationalisering af kardinalkollegiet og begrænsede alderen til 80 år for kardinaler der skulle deltage i et konklave. Han fortsatte Giovanni XXIII's åbning af Kirken mod andre trossamfund og han forsøgte forsat en udsoning med Østkirken. Endvidere oprettede han et paveligt sekretariat for Ikke-kristne.

For at understrege pavestolens økumeniske (almene) opfattelse foretog paven adskillige rejser i alle verdensdele. Han var til FN's generalforsamling i 1965, til kirkerådsmøde i Genf 1969 og han modtog ærkebiskoppen af Canterbury i Rom 1966 og indledte dermed dialog med den Anglikanske Kirke.

Dog rejste der sig i Kirken modstand mod de pavelige reformer, der blandt andet i stærke former blev udtryk af den franske ærkebiskop Lefebvre, der måtte suspenderes og senere ekskommunikeres.

Paolo VI's pontifikat faldt sammen med ungdomsoprøret, marxismen og dn seksuelle revolution, og han måtte opleve koncilårenes eufori munde ud i en dybtgående krise. I 1968 udsendte han encyklikaen "Humanae vitae" som fastholdt det traditionelle nej til kunstig prævention. Denne vakte stor modstand inden for den katolske kirke.

I Paolo VI's pontifikat opføres Museo Gregoriano profano og den spiralformet trappe, der nu fører ud af Vatikanmuseerne. I 1975 blev det 25. jubelår gennemført.

Han døde i Castel Gandofo og er bisat i S. Pietro

mp Pasquale 687

98. S. Pasquale I; Rom (817-824)

S. Pasquale I genopfører tre romerske kirker til ære for Jomfru Maria og de hellige martyrer: S. Maria in Domnica, S. Cecilia in Trastevere og S. Prassede. I modstrid med det kejserlige dekret om ikonoklasme og som et direkte angreb på billedødelæggelserne blev de tre kirker udsmykket med skønne apsismosaikker. Mosaikkerne er en af de største skatte de romerske kirker rummer. Under Pasquale I fik pavestaten overdraget øerne Corsika og Sardinien af den franske konge. Han fik udført store udgravningsarbejder i katakomberne for at søge martyrernes grave, traditionen siger at han fandt resterne af mere end 2300 martyrer.

160. Pasquale II - Ravenna (1099-1118)

Paven indledte de første forhandlinger om en løsning på investiturstriden. Dette førte til et første kompromis i 1110, der indgik i en kroningsaftale, hvoraf det fremgik at Pasquale II skulle krone Henrik V i Peterskirken og fremover skulle det gælde at kirkens folk skulle give afkald på verdslige besiddelser! Da ingen prælater eller biskopper ville acceptere aftalen eller et andet kompromis, fortsatte striden og endnu engang blev der udnævnt en antipave Gregorio VIII.

Pave Paolo VI, Montini efter kroningen

Francesco Mochi: S. Pietro

Orginal: Palazzo Braschi

Kopi: Ydersiden af Porta Popolo

Han byggede den oprindelige S. Maria del Popolo omkring 1100, denne kirke blev senere ombygget af pave Sisto IV (1472-1477). Han blev kronet i den genopbyggede underkirke af S. Clemente, men allerede på dette tidspunkt planlagde han opførslen af den nye overkirke med apsismosaikken.

mp Pasquale III; Crema (1164-1168)

60. Pelagio I; Rom (556-561)

Han valg til pave blev stærk støttet af den Østromerske kejser Justinian, der nu herskede over Rom som en byzantinsk provins. Han grundlagde SS. Apostoli.

63. Pelagio II; Rom (579-590)

Født i Rom af gotiske forældre. Da Rom var truet af lombarderne søgte han hjælp hos kejseren i Konstantinobel.

1. S. Pietro - Galilea (30-67)

Den kirkelige tradition fastslår at apostlen Peter var den første biskop i Rom. På Peter og hans efterfølgere tillempede man Matthæusevangeliets kap.16 vers 18 med de kendte Jesu ord:"Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i himlene; og hvad du løser på jorden, det skal være løst i himlene."

Efter Roms brand i 64 iværksatte Kejser Nero de første store forfølgelser af den romerske menighed. Efter et ophold i Det marmertinske Fængsel og en fulgt ud at Via Appia, vendte Peter tilbage til Rom, hvor han led martyrdøden ved korsfæstelse med hoved nedad, dette sket i Nero's Cirkus tæt på den nuværende Peterskirke.

10. S. Pio I - Aquileia (140-155)

Paven bygger en kirke (Titulus Pudentis) på det sted, hvor senator Quintus Cornelius Pudens havde sit hus i hvilket S. Peter opholdt sig og afholdte gudstjenester under sit andet ophold i Rom. S. Pudenziana er efter traditionen den ældste kirke i Rom. Paven lider martyrdøden ved halshugning ved forfølgelserne under kejser Antonio Pio (138-161). Han indfører datoen for "Påsken" som den første søndag efter marts fuldmånen.

210. Pio II, Piccolomini (1458-1464)

Enea Silvio de'Piccolomini blev født i 1405 i Corsignano (Pienza) i republikken Siena. Han levede de første fyrre år af sit liv uden for kirken, men dog med en arbejdsmæssig tilknytning til Kirken.

Under Baselkoncilet fra 1432 var han en ivrig og indflydelsesrig tilhænger af konciliarismen.

(Konciliarismen er en kirkepolitisk opfattelse, ifølge hvilken forsamlingen af bisper og højt betroede gejstlige i et kirkemøde besidder den højeste myndighed i kirken).

Da koncilet i 1439 valgte en modpave, Felix 5., blev Piccolomini hans sekretær og skrev et værk til forsvar for koncilets autoritet og imod pavens. I 1442 overtalte den tysk-romerske konge, Frederik 4. (fra 1452 kejser under navnet Frederik 3.), ham til at gå i sin tjeneste. Han blev sendt som kongens ambassadør til Rom. Samme år 1442 blev han digterkronet (poeta laureatus) i Frankfurt, og i de følgende år fulgte en række litterære værker.

Som ambassadør i Rom og mødet med Eugenio IV ændrede han sin opfattelse af konciliarismen til det modsatte, at paven var kirkens egentlige overhovedet i alle trosspørgsmål (papalismo). I 1445 opgav han sin hidtidige livsførelse for at blive præsteviet, hvorefter der fulgte en gejstlig lynkarriere, der begyndte med at han støttede pave Eugenio IV, da han blev fordrevet fra Rom, og han fik den tyske konge til at støtte paven.

I 1447 blev han biskop og i 1456 kardinal, og gjorde tjeneste hos Nicoló V og Calisto III, Borgia (1453-1458) som diplomat, dette arbejde gjorde, at han opholdt sig 25 år uden for Rom, indtil han i 1450 blev biskop af Siena, 1456 blev han kardinal ved S. Sabina i Rom og endelig i 1458 blev han overraskende valgt som pave Pio II.

Som pave udfoldede Pio 2. fortsat en livlig skribentvirksomhed med samtidshistoriske værker, historisk-geografiske beskrivelser og kommentarer.

Gravmonumenterne for Pio II og Pio III, Piccolomini S. Andrea delle Valle.

Pintoricchio: Enea Piccolomino é creato pontefice col nome di Pio II

Libreria Piccolomini - Duomo di Siena

I 1459 erklærede han konciliarismen for kættersk med bullen Execrabilis.

Han satte alt ind på at samle Europas fyrster i et korstog mod osmannerne efter Konstantinopels fald i 1453. Det lykkedes ham ikke at forene fyrsterne om projektet (Mantova 1459). Han søgte så selv at sætte sig i spidsen for det planlagte korstog, men så døde han af feber i Ancona, hvor en mindre venetiansk flåde var samlet.

Pio II ophøjede Catarina af Siena til helgen, men han er måske mest kendt for, at da han blev pave lod han sin lille fødeby Cosignano ombygge til en sand renæssanceperle efter Vitruvius' regler, og ændrede dens navn til Pienza, efter hans pavenavn.

I 1620 blev pavens jordiskerester ført til S. Andrea delle Valle i Rom, hvor renæssancekunstneren Andrea Bregno har udført gravmælet. Her kan man også finde gravmælet for den anden Piccolomini-pave pave Pio III.

Kommer man til Siena vil man i domkirkens Capella Piccolomini se Pintoricchio's fantastiske billedserie om Pio II's liv. Dette er en omvej værd.

215. Pio III - Siena (1503, 30 dage)

Pavens gravmæle findes i S. Andrea delle Valle.

224. Pio IV, Medici - Milano (1559-1565)

Hans slægt stammer fra Milano og er tilsyneladende uden forbindelse med den florentinske familie af samme navn. Han var en dreven politiker og det lykkedes ham at få genindkaldt kirkemødet i Trento, og i 1563 lykkedes det ham at få afsluttet mødet med et for den katolske tro, lykkeligt resultat.

I Pio IV's regeringstid skaber Michelangelo Piazza del Campidoglio og Porta Pia i en tidlig manierisk stil. Endvidere omdanner han ruinerne af Diokletians termer til den store kirke S. Maria degli Angeli, hvor paven senere blev bisat. Det var også denne pave der beordrede Michelangelos Kristusstatue i S. Maria sopra Minerva forsyne med et gyldent lændeklæde. Udover Porta Pia, hvor Michelangelo nåede at fuldføre sydfacaden ind mod byen, før han døde, blev der udført flere forstærkninger og befæstninger af bymuren blandt andet ved Porta del Popolo, hvor man kan se pavens prangende Medici-våben kronet af pavetiara og korslagte nøgler på indersiden, hvor det forkyndes at forskønnelsen fandt sted i pavens tredje regeringsår.

Udover dette grundlagde han kvarteret Borgo Pio i kvarteret bagved Via della Conciliazione. Han var endvidere stærkt engageret i at få etableret Roms Universitet i Palazzo della Sapienza. Han overdrog Palazzo Venezia som ambassade for republikken Venezia.

225. S. Pio V, Ghislieri - Piemonte (1566-1572)

Michele Ghisleri blev født 1504 i Bosco Marengo (Piemonte). I 1518 blev han dominikanermunk og i 1556 biskop i Viterbo-provinsen. Fra 1558 fungerede han som Storinkvisitor indtil han i 1566 på initiativ af kardinal ( og senere helgen) Carlo Borromeo blev valgt som pave.

Som kirkens overhoved kæmpede paven for en troens renhed, og han gik hårdt i mod jøder, muslimer og støttede Frankrigs kamp mod hugenotterne. Han forsatte sin forgængers (pave Paolo IV) rigide politik, som en ivrig bannerfører for modreformationens program og en overbevist tilhænger af strengt asketiske idealer.

Han bandlyste dronning Elisabeth I (1533-1603) af England i 1570 og dette regnes for at være den katolske kirkes sidste forsøg på at knuse reformationen. Det var Pio V's mening, at alle katolske magter burde slutte sig sammen mod England og sende tropper for at kue landet. Dette stred dog mod Filip 2. ønsker og befolkningen i England sluttede op om Elisabeth mod Rom. I 1571 deltog Pavestaten i en kristen alliance med Spanien og Venezia mod tyrkerne, der i et stort søslag ved Lepanto blev tilføjet et alvorligt nederlag. Den pavelige admiral var Andrea Doria, hvis palads kan besøges midt på Corsoen og hærføreren var MarcAntonio Colonna.

Han udråbte Thomas Aquina (1225-1274), middelalderens betydeligste filosof og teolog til kirkefader, og gav dermed hans skrifter en officiel karakter, der blev bestemmende for den kirkelige liturgi frem til 2. Vatikankoncil (1962-65).

Pio V's gravmæle udført af Fontana findes i S. Maria Maggiore i det store Sixtinske kapel.

250. Pio VI, Braschi (1775-1799)

Grev Giovanni Angelo Braschi blev født 1717 i Cesena (Emilia-Romagna). I 1766 bliver han skatmester for det Apostolske Kammer, i 1773 kardinalpræst for S. Onofrio (Rom) og i 1775 bliver han biskop og samme år valgt til pave efter et fire-måneders konklave.

L. Sormani "Pio V"

gravmonument i S. Maria Magiore, Cappella Sistina

Butoni: Pave Pio VI, Braschi

Museo di Roma

Dette pontifikat er et af kirkehistoriens længste, efter jesuitterproblemet er det præget af opgøret mod statskirker og de lange skygger fra den franske revolution (1789).

Efter forgængerens pave Clemente XIV ophævelse af Jesuitterordenen, stod tilhængere og modstandere af ordenen uforsonligt over for hinanden, men med valget af Pio VI havde tilhængerne fået overtaget. Paven tillod ordenen at bestå i Preussen og Hviderusland.

Han var den sidste pave, der forsøgte (uden held) at fastholde kirkens og pavestatens magtposition. Han aflægger et besøg i Wien 1786 for at overbevise kejser Josef 2. om, at kirken ikke skulle underordne sig staten. Josef 2. inddrog alle klostre, hvis medlemmer ikke helligede sig undervisning, velgørenhed, sygepleje eller studier. En række af de foregående paver havde tabt væsentlig indflydelse overfor de øvrige italienske stater, samtidig med at enevælden blev afskaffet overalt i Europa. Han afholder det 19. kirkelige jubelår.

I 1791 blev de diplomatiske forbindelser mellem Frankrig og Den Hellige Stol afbrudt og syv år senere måtte paven opleve, at Kirkestaten blev nedlagt.

Da Pio VI i 1796 tøver med at godkende en fredstraktat mellem Frankrig, Østrig og Kongeriget Sardinien, besætter franske tropper Rom og foretager en regulær plyndring. Ved fredsslutningen i Tolentino 1797 må paven afstå store landområder og betale en enorm krigsskadeerstatning, samt udlevere en lang række kunstværker. For at skaffe de mange penge omsmeltes Pierre Legros massive sølvstatue af S. Ignazio.

Derefter forsøgte Pio VI at skabe et forbund med Østrig og Napoli, dette blev dog forpurret af Napolen og i 1798 indtager franske tropper igen Rom og afvæbner pavehæren, afsætter paven og udråber Den Romerske Republik. Den 80-årige dødsyge pave blev derefter bragt til Valence i Frankrig, hvor han dør. Først i 1814 vendte en pave tilbage til Rom.

I 1789 lader han opstille obelisken foran Trinita dei Monti. Han er den sidste pave, der får opført et paveligt familiepalads, Palazzo Braschi. Dette blev i 1952 omdannet til Roms Bymuseum (Museo di Roma).

I S. Pietro ser man en statue af den bedende Pio VI i krypten ved hovedalteret.

251. Pio VII, Chiaramonti (1800-1823)

Luigi Barnaba, greve af Chiaramonti, blev født 1742 i Cesena (Emilia Romagna). I 1758 blev benediktiner, senere professor i teologi og i 1782 biskop af Tivoli, 1785 udnævnes han til kardinal og i 1800 vælges han i Venezia efter et fire måneders konklave til pave. Hans pontifikat bliver helt overordnet præget af forholdet til Napoleon og dennes forhold til Kirkestaten. Senere i pontifikatet sker reetableringen af Jesuitterordenen, nyskabelsen af Kirkestaten og de kirkelige forhold i Europa.

Pio VII var reformvenlig og stærkt kompromissøgende på det kirkepolitiske område. I 1801 indgår han et konkordat med Napoleon om genopbygning af den franske kirke. Lige fra revolutionens begyndelse havde der været kamp mellem den katolske kirke og staten. Konkordatet erklærede, at "katolicismen var den religion som det store flertal af franskmænd bekendte sig til", og at der frit kunne afholdes offentlig gudstjeneste.

De kirkelige godser, som var blevet konfiskeret under revolutionen blev ikke leveret tilbage, men de biskopper som blev udnævnt af staten, skulle indvies af paven. Konkordatet tillader også en delvis restaurering af Kirkestaten og det giver en kortvarig fred med Frankrig og paven tillades at vende tilbage til Rom. Pio VII deltog ved Napoleons kroning til kejser i 1804.

I 1803 indledes de første systematiske udgravninger på Forum Romanum af franske arkæologer.

David: "Pave Pio VII"

Thorvaldsen: Gravmælet for Pio VII, Chiaramonti

S. Pietro - venstre sideskib

Forholdet mellem Napoleon og paven forværredes dog hurtigt. Paven ville ikke støtte den franske krigspolitik med blandt andet kontinentalspærring af England. Måske skal begrundelsen søges i at Pio VII ikke ville give sit samtykke til Napoleons skilsmisse fra Joséfine og ægteskabet med Marie Louise. Uanset begrundelse bliver Rom i 1808 igen besat af franskmændene, denne gang i en periode frem til 1814. Pio VII ekskommunikerer (udelukker) Napoleon fra den katolske kirke, hvorefter han selv blev arresteret af de franske tropper og ført som fange til Sydfrankrig og Kirkestaten indlemmes i det franske kejserrige. Napoleons og Marie Louises søn (1811-32) fik kort efter fødslen titlen "Kongen af Rom".

Wienerkongressen i 1814 beslutter at genoprette Kirkestaten og pave Pio VII vender tilbage til Rom fra sit fangeskab i Frankrig. Sammen med den pavelige diplomat, kardinal og statssekretær Ercole Consalvi (1757-1824)arbejder Pio VII på at skabe en ny Kirkestat og samtidig indgik han en række konkordater med en række stater der sikrede ordnede kirkelige forhold efter Revolutionskrigenes kaos. Allerede ved pavens hjemkomst i 1814 blev Jesuitterordenen officielt genoprettet.

Pio VII var en stor kunstmæcen. Den franske arkitekt Giuseppe Valadier (1762-1839) anlægger i årene fra 1816-1824 "passeggiata del Pincio" og omlægger Piazza del Popolo med trapper og ramper op mod Monte Pincio samtidig med, at han flytter Ramses II's obelisk ud midt på pladsen til en ny "løvefontæne". Antonio Canova rekonstruerede Vatikanets store antiksamling, der bliver til Museo Chiaramonti en af de mange afdelinger i Vatikanmuseet. I dette pontificat kreeres Pavestatens flag.

Paven er begravet i S. Pietro, hvor lutheraneren Bertel Thorvaldsen i 1832 udførte hans gravmæle i kirkens venstre sideskib.

253. Pio VIII, Macerata (1829-1830)

Han etablerede Vatikanets postvæsen og ikke mindst gik han stærkt ind for en forøget missionsvirksomhed.

255. Pio IX, Mastai-Ferretti (1846-1878)

Giovanni Maria Mastai-Ferretti blev født 1792 i Senigallia (Ancona), som fjerde søn af en lokal adelsmand. Mellem 1802 og 1809 studerede han i Volterra og i 1809 drog han til Rom for at studere filosofi og teologi frem til 1818. Han bliver præsteviet i 1819 og i perioden 1823-1825 arbejdede kan som ambassaderåd for den pavelig legat i Chile.

Pave Leone XII udnævner ham til ærkebiskop af Spoleto i 1827 og bliver biskop af Imola 1832, kardinal i 1940 og valgt til pave i 1846. Konklavet var splittet mellem de konservative (Jesuitterne og tilhængere af den afdøde pave Gregorio XVI) og de liberale, der ønskede den ultraliberale kardinal Gizzi som pave. Mastai-Ferretti blev valgt som et kompromis, selv om Østrigs repræsentant skulle nedlægge veto mod hans valg, da han i Imola havde utrykt sympati for de italienske nationale aspirationer.

Han er, hvis man ser bort fra pave S. Pietro, der ifølge traditionen var pave fra 30-67, den pave der har siddet længst ved magten i Pavestaten.

Det var en liberal, frisindet og fremskridtsvenlig pave, der efterfulgte den reaktionære pave Gregorio XVI, og han udnævnte straks kardinal Gizzi til statssekretær. Han indledte sit pontificat med et amnesti for alle politiske fanger og landsforviste, blandt de sidste var Mazzini og Garibaldi. Endvidere foretog han en betydelig lempelse af censuren. Dette åbnede sluserne for liberalismen i Italien og til en stærk tilbagegang i pavestolens magt og indflydelse. De liberale idéer og demokratiske tiltag i Kirkestaten, bragte paven i konflikt med Østrig, der på grund af Wienerkonventionen holdt okkupationstropper i Ferrara. Da de blev forstærket med 900 mand truede paven Metternich med ekskommunikation, og den italienske nationalist Mazzini opfordrede Pio IX til at stille sig i spidsen for den nationale samlingsbevægelse.

Fra januar 1848 bredte de revolutionære bevægelser sig over hele Europa og også Kirkestaten, hvor der den 8. februar kom til demonstrationer i Rom med krav om, at pavens ministre skulle gå af. Den 14. marts blev forfatningen for Kirkestatens verdslige regering offentliggjort med et første kammer udnævnt af Paven og et andet kammer, som skulle vælges af folket. I marts 1848 udbrød der revolution i det østrigske Lombardi, og kong Albert af Piemonte gik i krig mod Østrig og opfordrede hele Italien til at deltage i hellig krig mod de fremmede. Pave Pio IX var blevet grebet af frygt for reformernes konsekvenser, og han ønskede ikke at deltage i Italiens frihedskamp mod en katolsk nation, fordi han som pave måtte møde folk med samme faderlige kærlighed. Han fordømte idéen om et føderalt Italien ledet af pavedømmet.

Pave Pio IX

ukendt kunstner

Den 15. november blev pavens statsminister myrdet i Cancelleria, og paven blev belejret i Quirinalet. Den 24. november flygtede paven til Gaeta i kongeriget Napoli, hvorfra han bad om bistand fra de europæiske stormagter Frankrig, Østrig, Spanien og Napoli. Efter pavens flugt kom Mazzini og Garibaldi til Rom og proklamerede i februar 1949 den romerske republik og ophævelse af pavens verdslige magt.

Den nye franske præsident Louis Napoleon Bonaparte (Napoleon III efter et statskup i 1851) sendte den 24. april et ekspeditionskorps til Rom for at genindsætte paven og jage de radikale ud af byen, det lykkedes først den 3. juli. Pavedømmet blev genindført, Mazzini flygtede til England og Garibaldi fortsatte kampen fra sin fødeby Nice, der på dette tidspunkt hørte til Kongeriget Sardinien. Franskmændene blev i Rom frem til 1870 (med en kort afbrydelse 1866-67) og Østrigerne blev i Romagna til 1859.

Pave Pio IX kom tilbage som en forandret og skuffet mand, grundigt kureret for liberale holdninger, han havde mistet sin popularitet, slog ind på en en reaktionær politik over for de liberale, der ønskede et samlet Italien. Han fik også sat murene op rundt om den jødiske ghetto og begrænsede igen jødernes grundlæggende rettigheder i Kirkestaten.

Efter at Pio IX havde svigtet den nationale bevægelse overtog Sardinien-Piemonte under statsminister Camillo Cavour ledelsen af den italienske samlingsbevægelse, med det mål at fordrive østrigerne og samle Italien til en stat. Piemontes regering førte en systematisk sekulariseret politik og i 1850'erne gennemførte den en række fjendtlige tiltag for at reducere Kirkens indflydelse. I 1854 blev alle klostre i Piemonte lukket og dette overbeviste Pio IX om, at Risorgimento var dybt ateistisk oog en reinkarnation af ånden fra 1789. Det endelige slag mod Kirkestaten begyndte, da Cavour og Napoleon III sammen gik i Krig mod Østrig, der med et nederlag ved Magenta den 4. julig 1859 trak sine tropper væk fra det pavelige territorium. Piemonte annekterede Romagna i 1859 og da Pio IX nægte at afgive Umbrien og Marche, rykkede de piemontesiske tropper ind i Pavestaten. Pavens tropper blev i september 1860 slået først ved Castelfiardo og siden ved Ancona, og Marche og Umbrien blev slået sammen med Piemonte, hvorved Kirkestaten havde mistet 2/3 af sit territorium og bestod af en smal landstribe omkring Rom (Lasio), beskyttet af Napoleon III's tropper.

Den 17. marts 1861 blev kongeriget Italien proklameret og man tilbød paven suverænitet og en fast indtægt, hvis man kunne få Rom som hovedstad. Forslaget blev purre afvist, pavedømmet kunne give afkald på Kirkestaten, selv om den økonomisk knapt var levedygtig. I 1864 forpligtede den italienske regering sig overfor Frankrig ikke at angribe pavens område. Alligevel gik Garibaldi i 1867 med sine frihedskæmpere ind i Kirkestaten, men blev slået af pavelige og franske tropper ved Mentana den 3. november 1867.

Det skulle blive den tysk-franske krig i 1870, der førte til Kirkestatens fald. Den 10. august blev de franske beskyttelsestropper kaldt til Frankrig, den 11. september efter 250 års venten blev Rom's fjerde akvædukt "Aqua Pia Antica Marcia" og den 20. september efter en nærmest symbolsk kamp ved Porta Pia i den Aurelianske bymur overgav pavens styrker sig og Viktor Emmanuels II's tropper marcherede ind i Rom. Ved en folkeafstemning blev Rom indlemmet i den italienske stat, den 1. november ekskommunikerede Pio IX alle "ophavsmænd til og deltagere i Roms usurpation". I 1871 blev Rom udråbt til hovedstad i Det italienske Kongerige", Quirinalet blev kongelig residens, medens paven blev "fangen i Vatikanet".

Da Pio IX ikke ønskede at forhandle med kongeriget, forsøgte man på egen hånd at regulere Den Hellige Stols stilling og rettigheder. I den såkaldte garantilov af 13. marts 1871, anerkendte Italien pavens suverænitet og ukrænkelighed, tildelte paven en årsindtægt på 3.25 mio lire og overlod ham brugsretten til Vatikan- og Lateranpaladserne og villa Castel Gandolfo. Paven blev garanteret kommunikation med alle verdens biskopper og fri udøvelse af det gejstlige embede. De italienske biskopper skulle frit udnævnes af paven, og staten gav afkald på enhver troskabsed. Paven forkastede garantiloven, for ham var kampen for Kirkestaten et udtryk for den altid foregående strid mellem Gud og Satan, og i den strid var Satans nederlag uundgåeligt. I en bandrulle "Non expedice" fra 1874 forbyder Pio IX alle rettroende katolikker at deltage i det offentlige liv i Italien. Dette forbud var gældende indtil 1929, hvor der kom en endelig løsning på det romerske spørgsmål.

Politisk kan Pio IX's pontifikat med tabet af Kirkestaten synes at have været en katastrofe, men fra et kirkeligt synspunkt var det fyldt med positive resultater. I 1850 begyndte paven parallelt med den politiske udvikling at centralisere katolicismen og dermed definitivt begrænse nationalkirkernes særrettigheder.

Han udnævnte den hellige Katarina af Siena til Roms skytshelgen og i 1860 grundlagde han "Osservatore Romano". Allerede i 1849 sendte han en rundskrivelse til biskopperne og spurgte om muligheden for at dogmatisere læren om Marias uplettede undfangelse. I 1854 erklærede Pio IX i bullen "Ineffabilis Deus" at Maria gennem en særlig Guds nåde have blevet fri for arvesynden helt fra sin undfangelse. Dogmatiseringen fik stor tilslutning i den katolske verden, men den blev også udsat for kritik fra intellektuelle, frem for alt også af historisk erfarne teologer.

Over for Palazzo di Spagna er rejst en søjle til minde om dogmets vedtagelse. Samme år indvies S. Paolo fuori le Mura, der efter branden i 1823 var blevet fuldstændigt restaureret for midler skaffe fra en verdensomspændende indsamling foranlediget af pave Leone XII.

Pave Pio IX

Jacometti: "Pave Pio IX bedende"

S. Maria Maggiore - nedgang til krypten

I december 1864 offentliggjorde han encyklikaen "Quanta Cura", hvor han fordømte det liberale og demokratiske tankegods som fejltagelser i tiden og opfordrede til en kristelig restaurering i samfundet. Han tog skarp afstand fra den politiske liberalisme, religionsfrihed og andre videnskabelige og filosofiske doktriner som afveg fra kirkelæren.

Den vigtigste hændelse i Pio IX's pontifikat var indkaldelsen af Det Første Vatikankoncil, tre hundrede år efter det sidste almene koncil i Trient (1545-63). Det 20. økumeniske koncil (Vatikan I) blev åbnet i S. Pietro den 8. december 1869 og blev aldrig formelt afsluttet. Der var over 642 stemmeberettigede, der var forud af kommissioner udarbejdet 541 forslag til dekreter og der blev afholdt 89 generalmøder. En af koncilets afgørelser var læren om pavens ufejlbarlighed. Han er den umiddelbare, højeste myndighed i verdenskirken, og vedtagelsen betegner pavens Ex cathedra-afgørelser i spørgsmål og tro og etik som ufejlbarlige i sig selv og de skal ikke godkendes fra Verdenskirken. Dermed fuldførte Pio IX århundredes doktrinære udvikling og fjernede alle fortolkninger af pavedømmet. Pavedømmet gik styrket ud af koncilet, Rom blev mere og mere det åndelig midtpunkt i verdenskirken, og Pio IX var den første pave som helhjertet identificerede sig med "ultramontanismen", det vil sige at centralisere myndigheden for Kirkens styre og lære i Den Hellige Stol.

Pio IX's pontifikat havde stor betydning for verdenskirken. I England blev den katolske kirke genoprettet, Irland fik sin første kardinal, i Nederland blev der oprettet et ærkebiskopdømme, i USA steg antallet af katolikker fra 4 til 7 % af befolkningen, der laves konkordat med Rusland om at lette forholdene for katolikkerne og missionsarbejdet blev stærkt fremmet over hele verden.

Da Pio IX's pontifikat gik mod slutningen, havde han i realiteten skabt det moderne pavedømme, frataget sin politiske magt men til gengæld væbnet med stærkt øget åndelig autoritet. Han var selv lukket for moderne politiske og intellektuelle retninger, og han efterlod Kirken med dårlige muligheder for at besvare deres udfordringer, men han efterlod den også dybt ændret og styrket i sit indre liv.

Han døde den 7. februar 1878, hans sarkofag står i S. Lorenzo fuori le Mura. Han blev saligkåret den 3. september 2000.

257. S. Pio X, Sarto (1903-1914)

Giuseppe Melchiore Sarto blev født af fattige forældre 1835 i Riese mellem Vicenza og Treviso. Han fik et stipendium fra patriarken af Venezia og kunne fra 1850 studere ved præsteseminariet i Padova. I 1858 blev har ordineret til præst og udnævnt til kapellan og i 1867 blev han sognepræst i Salzano. I 1875 blev har kannik ved domkirken i Treviso og i 1884 udnævnte Leone XIII ham til biskop i Mantova og i 1893 blev han kardinal og samme år patriark af Venezia. Ved konklavet efter Leone XIII's død var der to fløje over for hinanden. Den stærkeste bestod af kardinalerne fra Portugal, Spanien, Frankrig, Belgien og Italien hvis kandidat var en kardinal Rampolla, den sidste statssekretær for Leone XIII. Modparten bestod af kardinaler fra Tyskland, Østrig, Nederlandene, Amerika og nogle få fra Italien, de havde ingen modkandidat og i første afstemning fik Rampolla dog kun 24 stemmer, hvor kravet var 42 (2/3). Så nedlagde fyrstebiskoppen af Kraków i kejser Franz Josef af Østrigs navn veto mod Rampolla. Så blev en meget modvillig Sarto og en kardinal Gotti bragt i spil og deres stemmer blokerede for valget af Rampolla, og ved syvende afstemning fik Sarto 50 af 62 stemmer. Han tog navnet Pio X af respekt for de sidste paver med dette navn, som modigt havde modstået forfølgelser, men det var også et signal om, at han havde intentioner om at vende tilbage til en mere konservativ linje efter Leone XIII. Allerede i 1904 i "Commissum nobis" forbød Pio X indblanding fra verdslige magter ved fremtidige pavevalg med ekskommunikation som straf.

Pio X var kritisk overfor Leone XIII's politiske aktiviteter med forsoning over for de sekulære myndigheder, da de på mange områder var mislykket. Han hade været præst i 45 år, og han skulle blive "det indre livs pave", han blev en meget "religiøs pave", og politik eller diplomati hørte ikke til hans stærke sider, han lagde hele sin opmærksomhed på pavedømmets åndelige opgaver, og forsøgte at beskytte Kirken fra en "ukristelig tilpasning" til den moderne tid. Han stod urokkeligt på Kirkens rettigheder.

Også Pio X kom allerede i december 1905 i konflikt med Frankrig, da adskillelsen af stat og kirke blev gennemført og kirkens ejendomme blev overført til staten. Paven forkastede allerede i januar 1906 denne løsning, og han forbød de franske biskopper at acceptere de betingelser som staten satte for at de kunne beholde kirkebygningerne. De positive følger var et frit valg af biskopper og der kunne udnævnes præster uden hensyn til staten. Pio X ofrede kirkens ejendom for at sikre Kirkens frihed overfor staten. Da Portugal og Spanien også gennemførte en adskillelse af kirke og stat i 1910-1911 protestere Pio X igen med skarpe protester.

Pave Pio X

Pave Pio X efter kroningen

I 1912 blandede Pio X sig i en tysk fagforeningsstrid, hvor modsætningen var om arbejderne skulle organiseres i tværkirkelige foreninger eller om de skulle være rent katolske. Paven henviste til, at det ud fra et trosspørgsmål var bedst om de katolske arbejdere gik sammen i fagforeninger med rent katolsk præg, men som forholdene var i Tyskland kunne det tolereres at slutte sig til de kristne.

I denne periode med stærkt voksende industrialisering, holdt mange katolske intellektuelle sig fra at medvirke ved den politiske og kulturelle udformning af Italien, samtidig med, at paven på alle måder advarede mod det voksende socialistiske parti og de organiserede fagforeninger, der ødelagde det stabile katolske samfund.

På trods af den erklærede politik over for det politiske liv skete der en gradvis afspænding mellem Vatikanet og regeringen, blandt andet indgik Pio X i 1913 en aftale med den liberale ministerpræsident Giolitti, der skulle have støtte fra katolske kulturorganisationer, til gengæld fik katolikkerne økonomisk støtte til deres private skoler og politisk støtte i familie spørgsmål om for eksempel skilsmisse. Delvis på grund af frygt for socialismen tillod han allerede i 1905 at biskopper efter eget skøn løse personer fra bandlysning, hvis den troede deltog i et italiensk parlamentsvalg.

I dette pontifikat opstår en katolsk bevægelse "modernismen" som ønskede at forene traditionel katolsk lære med de moderne historiske,

filologiske og sociologiske videnskaber. Det er en parallel til den protestantiske liberalteologi, og den blev kritiseret for ensidig positivisme, relativisme og immanentisme. I 1907 udsender paven rundskrivelsen "Pacendi dominici gregis" (Vogt Herrens hjord), hvori han fordømte det liberale og demokratiske grundlg for de moderne statsforfatninger og modernismen som filosofisk system, "en syntese af alle kætterier". I 1910 foreskriver han antimodernist-eden (gyldig til 1967) for alle præster og lærere ved højere katolske læreanstalter.

De fleste af ovennævnte tiltag var defensive, men Pio X var også ansvarlig for en konstruktiv fornyelse af det indre liv i Kirken. I 1903 fik han gennemført en reform af kirkemusikken, hvor han betegnede den gregorianske sang som Kirkens egentlige sang, som derfor skulle bruges ved højtidelige gudstjenester. I 1911 grundlagde han den kirkemusikalske højskole i Rom.

Pio X sørgede for en skrivning af kirkeretten, da den daværende lovbog "Corpus Iuris Canonici" var stærkt forældet. En kommission blev nedsat til at foretage en systematisk bearbejdelse af de kirkeretslige bestemmelser. Det endelig resultat forelå dog først i 1917 under pave Benedetto XV. I

I 1908 offentliggjorde Pio X nyorganiseringen af kurien, de kirkelige ministerier. Han reducerede antallet af kongretionere og tribunaler, fjerne forældede embedere, og den enkelte myndigheds kompetancer og opgaver for fordelt, så kurien skulle blive bedre til at løse centralorganisationens opgaver. I 1909 skabte han et paveligt embedsblad "Acta Apostolicae Sedis", hvor de pavelige konstitutioner og de romerske myndigheders udgivelser blev offenliggjort uforkortet og i 1910 nyorganiserede Pio X den kirkelige domstol, rotaen.

Den kirkelige fornyelse under Pio X blev i stor udstrækning gennemført med kirkelig kontrol. Hans alvorlige reformiver lignede Paolo IV's i sin centralistiske indstilling og metoderne ved gennemførelsen var ofte tilsvarende.

Pave Pio X var på mange måder dybt konservativ, men han hører til de største og mest konstruktive reformpaver, særlig på grund af den religiøse fornyelse af Kirken. Straks efter hans død var der et folkeligt ønske om hans kanonisering. Processen begyndte i 1923, han blev saligkåret af Pio XII i 1951 og i 1954 blev han helgenkåret som den første pave i 242 år.

259. Pio XI, Ratti (1922-1939)

Ambrogio Damiano Achille Ratti blev født 1857 i Desio, Milano. Fra 1882 var han professor ved præsteseminariet i Milano, fra 1888 præfekt for Biblioteca Ambrosiana (Milano), derefter fra 1907 præfekt for Vatikanbiblioteket. Fra 1918 nuntius i Polen, 1921 kardinal og ærkebiskop af Milano for derefter at blive valgt som pave i 1922.

Efter omvæltninger efter Den Første Verdenskrig forsøgte paven (1922-25) gennem konkordater at få orden på de kirkelige forhold i Mellem- og østeuropa. Det kirkepolitiske betydeligste resultat var dog løsningen på det problem der havde hersket siden 1870 - forholdet til den italienske stat. I 1929 indgik Den Hellige Stol og den italienske, fascistiske regering under Benito Mussolino det konkordat (Trattati del Laterano), der afsluttede striden mellem den katolske kirke og den italienske stat.

Aftalen garanterer suverænitet for Den Hellige Stol og etablering af en ny stat ellers bestod den af tre dele. For det første en traktat om gensidig anerkendelse og katolicismen blev anerkendt som statsreligion. For det andet var der en finansiel aftale, hvor Vatikanstaten fik erstatning for de kirkelige besiddelser, der blev nationaliseret i 1870. For det tredje en aftale, som fastlagde kirkens myndighedsområde i samfundet.

Pave Pio XI

F. Nagni "Pio XI"

Detalje af gravmæle i S. Pietro h.s.

Den samlede aftale regnes for Mussolinis største politiske triumf, da kirken lovede at støtte regimet og erkendte at Rom var Italiens hovedstad. Til gengæld fik kirken en betydelig åndelig handlefrihed for egne kulturorganisationer, betragtelige økonomiske fordele samt en række indrømmelser på vigtige områder som religionsundervisning, familielovgivning og de private skoler.

Efter konkordatet består Vatikanstaten af Vatikanet og Peterspladsen, de tre hovedbasilikaer (Laterankirken, S. Maria Maggiore og S. Paolo fuori Mura), Universita Gregoriana, S. Spirito in Sassia med det store hospital, enkelt stående bygninger, paladser og villaer rundt om i Rom samt Castel Gandolfo ved Albanersøen.

I 1947 blev konkordatet gjort til en del af den italienske republiks grundlov. Pio XI gik ind for tekniske fremskridt og som en del af traktaten fik kan ført en jernbanelinje ind til en jernbanestation i Vatikanet og Marconi konstruerede Vatikanets radiostation.

På trods af lateranaftalerne arbejdede paven på mange områder mod styrets interesser. I en række "encyklika" blev der protesteret mod fascistisk indoktrinering i skolerne, krigen i Etiopien, samarbejdet med Franco og Hitler og indgrebene mod kirkens frihed. Pave Pio XI var leder for kirken gennem de turbulente år op mod den 2. verdenskrig. Han protesterede imod nazismen, stærkest i rundskrivelsen "Mit brennender Sorge" (1937)

Han udstedte adskillige sociale encyklika, hvor der blandt andet blev debatteret ægteskab og familie, den sociale orden og den økonomiske krise.

I Vatikanet lader Pio XI oprette en jernbanestation, en radiostation og et pinakotek og sommerresidensen Castel Gandolfo udstyres med en observatorium. Der afholdes der jubel år i 1929 og 1933. Ellers var paven vist mest berømt for i et dekret at fastslå, at ethvert fremskridt var imod pavens vilje.

Pave Pio XI døde i 1939 og er bisat i S. Pietro.

260. Pio XII, Pacelli - Rom (1939-1958)

Lederen af Vatikanets "Sekreteria del Stato" kardinal Eugenio Pacelli blev valgt til pave ved et af de hurtigste valg nogen siden, det tog mindre end tre døgn. Allerede som 41 årig blev han i 1917 pavelig diplomat i München og tre år efter i Berlin. I 1929 blev han kardinal med tjeneste i Pavestatens regering "Sekretaria del Stato".

Han var som sin forgænger en profascistisk pave, der havde forståelse for fascismens autoritære facon, som et nyttigt værn mod socialisme, kommunisme og tidens moralske og politiske opløsningstendenser. Ikke desto mindre inviterede han tre dage efter sin tiltrædelse alle nationer til et fredsmøde i Vatikanet. Dette forslag vandt ikke gehør, derefter protesterede han mod Italiens bombning af Tirana, tyskernes indmarch i Prag og den russisk-tyske indmarch i Polen og senere mod koncentrationslejrene. Det førte til, at Vatikanet ikke længere støttede det fascistiske regime og i stedet styrkede de diplomatiske forbindelser med den allierede lejr. Samtidig begyndte katolske politikere, der var i eksil i Vatikanet at opbygge det Kristelige Demokratiske Parti, som efter krigen overtog magten i Italien med Vatikanet som forlænget arm.

I lyset af de kommunistiske staters forfølgelse af ledende katolikker i Ungarn, Tjekkoslovakiet og Polen udsteder antikommunisten Pio XII i 1949 en historisk proklamation om, at alle romersk katolske med nogen form for sammenhørighed med kommunismen automatisk ville udsætte sig for ekskommunikation af kirken.

I 1946 udnævnes 32 nye kardinaler hvoraf 5 er fra USA, hermed bringes kardinalkollegiet op på et antal medlemmer tæt på det traditionelle antal 70, ved udnævnelserne bliver alle verdensdele repræsenteret.

Pio XII udsteder flere encyklika (pavelig rundskrivelse i tilknytning til aktuelle spørgsmål, hvor kirkens officielle standpunkt fastslås.) "Mystici Corporis Christi" 1943, hvor det forklares at Kirken er Kristus åndelige legeme. I "Divino Afflante Spiritu" 1943 og i "Humani Generis" fra 1950 advares mod moderne videnskabelig tænkning uden udgangspunkt i kirkens traditioner.

I 1950 blev det officielt, at Vatikanets arkæologer havde fundet apostelen Peters grav i udgravninger under højalteret i S. Pietro. Samme år udstedes dogmet om Jomfru Marias optagelse i himlen, og det 24. kirkelige jubelår afholdes for at placere kirken i forhold til den nye Italienske republik, en anden form for markedsføring var et stort antal helgenkåringer, blandt andet af Pave Pio X, dette skete i 1954.

18. S. Ponziano; Rom (230-235)

Han får indført hilsenen "Dominus Vobiscum". Han deporteres til minerne på Sardinien, hvor han lider martyrdøden.