Paverne i alfabetisk orden

navne fra F-I

- Paverne

- Pavekronologi.

- Paver A-E

- Paver L-P

- Paver R-Z

(F)

 20. S. Fabriano; Rom (236-250)

I dette pontificat udsteder kejser Decius (249-251) et edikt, der påbyder alle riget borgere at ofre til statens guder. Målet var at knuse den kristne kirke og i den forbindelse led et stort antal kristne martyrdøden, blandt andet paven selv der bliver halshugget.

 26. S. Felice I; Rom (269-274)

Paven overlevede forfølgelserne under kejser Aurelian (270-275) og han indledte traditionen med at begrave martyrer under kirkernes altre.

mp S. Felice II; Rom (355-365)

Felice II blev egentlig regnet for antipave, men han er senere legitimeret. En anden teori er at han var en martyr som fejlagtigt er blevet betragtet som pave.

 48. S. Felice III; Rom (483-492)

Paven havde sønner en af dem var far til den senere pave Gregorio I.

54. S. Felice IV - Sannio (526-530)

Han opfører i 527 Ss. Cosma e Damiano til minde om to syriske lægemissi­onærer i en del af Vespasian's Templum Pacis og Maxentius' basilica. Han blev sendt i eksil af goterkongen Teodorik, da han prioriterede kirkens interesser højere end kejserens.

Pave Felice IV

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

Pave Gelasio II

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

mp Felice V; Savoia (1440-1449)

Pave Felice V kalder sig nummer 5 i rækken af paver med navnet Felice, dette er måske et forsøg på at legitimere Felice II som pave.

mp Filippo (juli 768)

111. Formoso; Rom (891-896)

(G)

 49. S. Gelasio I; Afrika  (492-496)

161. Gelasio II - Gaeta (1118-1119)

Efter valget til pave blev han straks angrebet af Frankipane-familien og indespæret i Lateranpaladset. Han blev befriet af genovesiske søfolk og flygtede til Gaeta, og vendte derfra tilbage til Rom.

 mp Giovanni (jan. 844)

53. S. Giovanni I - Tuscia (523-526)

Han kronede den østromerske kejser Justinian. Han døde dog fængslet i Ravenna af østgoterkongen Teodorik den Store.

 56. Giovanni II; Rom (533-535)

Hans monogram finder man i S. Clemente på korets og skrankens marmor, der oprindeligt stammer fra den ødelagte underkirke.

 61. Giovanni III; Rom (561-574)

 72. Giovanni IV - Dalmazia (640-642)

Paven stammede fra Dalmatien. Han udbyggede i 642 Laterankirkens dåbskapel med et Capella S. Venanzio til ære for martyrerne fra Dalmatien. Mosaikkerne i kapellet har stor betydning, da de viser tidens stilændring fra det hellenistiske til det byzantinske. Motivet viser Kristus der kommer til syne mellem to engle, nedenunder Jomfru Maria og til venstre herfor Paulus, evangelisten Johannes, S. Venanziano og pave Giovanni IV og til højre S. Peter, Johannes Døberen, en dalmatisk helgen og den græske pave Teodoro I.

 82. Giovanni V; Antiochia (685-686)

 85. Giovanni VI; Grækenland (701-705)

I denne paveperiode var kristendommen under hård pres fra øst og ikke mindst fra Spanien , hvor saracenerne erobrede store landområder.

86. Giovanni VII; Grækenland (705-707)

Apsismosaikken i Capella Venanzio

S. Giovanni in Fonte, Laterankirken

Pave Giovanni VIII kroner kejser Karl 2 (875)

107. Giovanni VIII; Rom (872-882)

Kejser Karl den Skallede må næsten købe kejserkronen af Giovanni VIII. Også denne pave fører krig mod saracenerne, som han slår i et slag ved Terracina, senere bliver hans tropper dog slået af araberne, da kejseren ikke kommer til hjælp. Paven må betale en stor krigsgæld.

116. Giovanni IX; Tivoli (898-900)

122. Giovanni X; Imola (914-928)

Paven bekæmper saracenerne, han dør dog i fængsel på grund af intriger, der blandt andet medfører at hans bror i 928 lukker ungarske tropper ind Rom gennem Porta Asinaria.

125. Giovanni XI; Rom (931-935)

130. Giovanni XII; Conti di Tuscolo (955-964)

For at forhindre en revolution og erobring af en norditaliensk greve Berengar blev paven nødsaget til at hente hjælp hos den tysk-romerske kejser Otto I. Pave Giovanni XII måtte betale en høj pris for kejserens hjælp.

I 962 må paven krone kong Otto I til kejser af det hellige romerske kejser­dømme. Kejseren får ved denne lejlighed blandt andet magt til at udnævne kirkelige ledere, hvorved pavens magt bliver mindsket, hvilket i løbet af kort tid førte til stridigheder mellem kejser og pave. I 964 afsætter kejseren paven og udnævner en ny pave.

133. Giovanni XIII; Rom (965-972)

Paven kom fra den romerske adelsfamilie Crescenzi og havde derfor mange lokale fjender. Han var fængslet af en oppositionsgruppe, men blev befriet af kejser Otto I.

136. Giovanni XIV; Rom (983-984)

Han blev blev valgt på grund af intriger i det romerske adelsliv. Han blev fanget af Francone-familien og døde af sult i Castel S. Angelo.

137. Giovanni XV; Rom (985-996)

På grund af stridighederne i Rom måtte paven flygte til Toscana.

 ap Giovanni XVI (997-998)

140. Giovanni XVII; Rom (1003)

Han blev valgt juni og døde i december 1003 midt i urolighederne efter kejser Otto III's død.

141. Giovanni XVIII; Rom (1004-1009)

144. Giovanni XIX, Conti di Tuscolo (1024-1032)

Paven kroner den tyske kejser Conrad II som Romersk Kejser og derfor i stridigeheder med den Østromerske Kejser.

 ?? Giovanni XX

har aldrig eksisteret grundet en middelalderlig tællefejl, måske skyldes "fejlen" at man ville råde bod på den manglende nummerering af den Giovanni der blev valgt som antipave i jan 844.

187. Giovanni XXI; Lissabon (1276-1277)

196. Giovanni XXII, Cahors, Frankrig (1316-1334)

Paven blev valgt i Lyon efter at stolen havde stået tom i to år efter pave Clemente V's død i 1332. Han byggede det pavelige palads i Avignon.

Pave Giovanni XIII

udført til S. Pietro

Giacomo Manzu: Busto di Giovanni XXIII"
 

 mp Giovanni XXIII; Napoli (1410-1415)

Modpaven regnes for en af de mest uværdige mænd, der nogen sinde har båret den pavelige tiara. På trods af den nye paves menneskelige kvaliteter, gik han med til at indkalde til et kirkemøde, der skulle samles 1414 i Konstanz ved Bodensøen. Kirkemødet afsatte Giovanni XXIII blandt andet med begrundelserne at han havde forgiftet sin forgænger, bortøslet kirkens ejendom, vist hedensk foragt for religiøse ceremonier, og tilbudt at sælge Johannes Døberens hoved, der tilhørte et kloster i Rom. Han blev holdt fængslet i fire år, hvorefter han blev købt fri af Medici'erne i Firenze, hvor han boede indtil sin død i 1419. Han er begravet i domkirkens dåbskapel i en pragtfuld sarkofag udført af Donatello.

261.Giovanni XXIII, Roncalli (1958-1963)

Angelo Giuseppe Roncalli blev født 1881 i Sotto il Monte (Bergamo) som det tredje af fjorten børn i en fattig bondefamilie. Efter skolegang i landsbyskolen blev han 1892 optaget i gymnasiet i Bergamo, 1899 begyndte han på teologistudiet og tog sine eksaminer allerede i 1900. Han fortsatte sine studier i Rom, hvor hans lærer i kirkeret var Eugenio Pacelli (senere pave Pio XII), han afslutter studierne med en doktorgrad i 1904, samme år bliver han præsteviet. I 1905 bliver han sekretær for biskoppen af Bergamo og professor på præsteseminariet, hvor han underviste blandt andet i kirkehistorie.

Da Italien i 1914 gik ind i 1. Verdenskrig blev Roncalli først sanitetssergent og til slut militærpræst. I 1921 blev han kaldt til det pavelige propagandaministerium i Rom, og i 1925 udnævner Pio XI ham til "apostolsk visitator" i Bulgarien og han bliver bispeviet og tager et motto, der følger ham resten af livet "Oboedientia et Pax". Mange har udtrykt, at en lysende karriere i Vatikanet blev standset med denne udnævnelse. 

Fra 1925 til 1935 arbejdede han for det katolske mindretal i Bulgarien, så bliver han udnævnt til apostolsk delegat i Tyrkiet og Grækenland, hvor han etablerede venskabelige forbindelser med med medlemmer af den tyrkiske regering og lederne af de ortodokse kirker. Han boede i Istanbul frem til 1937, hvor han flyttede til Athen. Under den tyske okkupation (1941-1944) og den britiske blokade af Grækenland, arbejde han sammen med den ortodokse kirke for at forhindre deportationen af de græske jøder, blandt andet ved at udstede falske dåbsattester.

Efter Frankrigs befrielse måtte Den Hellige Stols nuntius hos marskal Pétain forlade landet og pave Pio XII udnævnte i december 1949 overraskende Roncalli til nuntius i Paris, hvor han skal mildne spændingerne, hvor kravet var at mange biskopper skulle afskediges på grund af samarbejdet med Pétain-styret. I 1951 fik han også embedet som Den Hellige Stols faste observatør ved UNESCO i Paris.

I 1953 bliver han udnævnt til kardinal, ærkebiskop og patriark af Venezia og samtidig fik han af Frankrigs præsident tildelt det franske storkors af Æreslegionen. Han var fyldt 72 år og troede, at dette skulle blive retræten på en lang og tro tjeneste i Kirken. 

Efter Pio XII's død i 1958 samledes 51 ud af 57 kardinaler til et konklave, der  - som sædvanligt - var dybt splittet mellem en ældre gruppe, der ønskede at fortsætte og udvide Pio XII's politik og gruppe yngre kardinaler, som var desillusioneret over steriliteten, undertrykkelsen og personkulten i de sidst år af pavens liv. Efter 11 afstemninger havde Roncalli 36 stemmer ud af de 51 og dermed valgt til pave.

Han greb langt tilbage i paverækken, da han valgte et pavenavn, måske for at markere noget nyt, og kaldte sig Giovanni XXIII. Siden den lastefulde modpave Giovanni XXIII (1410-1415) var blevet afsat i 1415 var navnet Giovanni ikke blevet anvendt af nogen pave. Så den første overraskelse den 76-årige Angelo Roncalli gav Kirken efter sit valg til pave, var valget af pavenavn. Selv spøgte han overfor kardinalerne med navnet og sagde "Det er det navn som er mest brugt i den lange række af romerske paver. De har næsten alle haft et kort pontifikat".

Giovanni XXIII blev ved sit valgt regnet som en typisk overgangspave, "papa de tranzione" og med sin alder kunne han også kun regne med en kort pontifikat. I sin "personalemappe" fra Det Hellige Officium" kunne han læse, at allerede i 1921 var påført en lille note "mistænkt for modernisme", dette havde sendt hans karriere ud på et sidespor i Bulgarien. Men hans regeringstid skulle få den største betydning for kirkehistorien. 

Den anden overraskelse var, at han allerede i januar 1959 i en tale til kardinalerne opregnede sine tre mål for pontifikatet: Indkaldelse af en romersk bispesynode, indkaldelse af et økumenisk koncil og revision af kirkeretten.

Den romerske bispesynode, den første i historie, fandt sted i januar 1960 og handlede om at "sjælesorgen" i byen skulle tilpasses de ændrede forhold i en moderne, raskt voksende storby. Paven ville at synoden skulle blive begyndelsen på Kirkens fornyelse, men dens betydning forsvandt i det store koncilarbejde.

Det er forståeligt, at bekendtgørelsen af et koncil var en sensation, efter næsten 100 år skulle verdenskirkens biskopper igen samles. Det Første Vatikankoncil i 1869-70 var ikke afsluttet, men blot suspenderet på grund af udbruddet af den fransk-tyske krig. Paven erklærede, at Kirken nu måtte tilpasse sig tiden krav, koncilet (Det 2. vatikankoncil) skulle drøfte en modernisering, en ajourføring "aggiornamento" af den katolske kirkes liv og lære. Samtidigt ønskede han at fremme den kristne enhed, og inviterede observatører fra andre trossamfund til koncilet.

Det 21. økumeniske koncil (Det 2. Vatikankoncil) var den talmæssigt største kirkeforsamling i historien - i Rom samlede sig 2800 koncildeltagere, og for første gang i historien sendte 18 ikke-katolske (såvel ortodokse som protestantiske) kirker observatører til koncilet. Mere end noget andet ønskede paven dialog med verden, uafhængig af trosbekendelse og fremme bestræbelserne til en genforening af de adskilte kristne. Om de ikke-katolske kristne talte paven om de "adskilte brødre i troen" med mere vægt på "brødre" en "adskilte".

I otte encyklikaer betonede Giovanni XXIII den kirkelige åbning ud mod verden, uden dermed at give afkald på katolske trospositioner, han så på ingen måde "aggiornamento" (tilpasning) som en grundlæggende afvigelse fra kirkelige traditioner. Hans lære var viet de postorale spørgsmål mere end de dogmatiske, selv om han udtalte sig lidt reaktionært "moderne" dogmer som fx. Teilhar de Chardins arbejder.

(1) "Ad petri cathedram" (juni 1959) tiltrædelsesencyklikaen bad paven om at sandhed, enhed og fred skulle fremmes i kærlighedens ånd og han hilste ikke-katolikker som "adskilte brødre og sønner".

(2) "Sacerdotti Nostri primordia" (aug. 1959) var viet minde om sognepræsten i Ars Giovanni Maria Vianney's 100-års dødsdag. Her appellerede han til ungdommen, de kristne familier og alle troende om at støtte præsterne gennem bøn og handling, og sørge for at unge mænd stadig fulgte kaldet til en præstegerning.

(3) "Grata recordatio" (sep. 1959) her opfordrer han præsterne og det kristne folk til rosenkransbønnen.

(4) "Princeps Pastorum" (nov. 1959) beskæftiger sig med missionsspørgsmålet som et vigtigt anliggende. Paven understreger nødvendigheden af et lokalt hieraki, et indfødt præsteskab og lægfolks betydning for missionen. Denne encyklika følges op med udnævnelse af 14 oversøiske biskopper, heraf 8 fra Afrika.

(5) "Mater et Magistra" (maj 1961) om Kirken og den sociale udvikling. Her forstærker og opdaterer paven sociallæren fra Le XIII og Pio XI. Nyorganiseringen af samfundslivet måtte ske i sandhedens, retfærdighedens og kærlighedens ånd. Han gjorde sig til talsmand for en mindsteløn til alle arbejdere og henviste til at en retfærdig udvikling ikke bare skulle ske i det enkelte samfund, men også mellem rige og fattige lande. Han brød med Vatikanets mistænksomhed mod snigende socialisme og ønskede velfærdsstaten velkommen. Det var første gang en pave fremlagde en tredjeverdensproblematik ved at betone nødvendigheden af økonomisk udjævning mellem landene.

(6) "Aeterna Dei sapientia" (nov. 1961) en hyldest til pave Leo den Store på hans 1500-års dødsdag. Budskabet var at Kirken måtte være én og biskoppen af Rom måtte være dens midtpunkt og udforme læresætningerne.

(7) "Poenitentiam agere" (juli 1962). Denne var viet til "boden" som begyndelsen til tilgivelsen af synder og opnåelsen af den evige frelse. Paven henviser til "boden" i Det Gamle og Det Nye Testamente og Kirkens praksis.

(8) "Pacem in terris" (april 1963). Denne regnes for den mest indflydelsesrige af de 8 encyklikaer. Den handler om freden blandt alle folk; i sandhed, retfærdighed, kærlighed og frihed. Den henvendte sig ikke som sædvanligt til de katolske troende gennem deres biskopper, men til "alle mennesker af god vilje". Den gentog forgængeren Pio XII's ord fra 1939: "Ingenting er tabt med freden, men alt kan være tabt med krigen". Paven vurderede FN's menneskerettighedserklæring fra december 1949 som af den største betydning, og han tog stilling til spørgsmålet om afspænding og sameksistens mellem magtblokkene. Han skelnede mellem marxistisk ideologi og kommunistiske regimers aspirationer, og erklærede at der kunne opstå situationer, hvor kontakt og møder om praktiske spørgsmål, som tidligere var utænkelige, nu eller i morgen kunne være virkelig frugtbare. Encyklikaen indeholder også en skarp fordømmelse af atomoprustningen. Denne encyklika blev verden over regnet for pavens testamente.

Til trods for sit ja til sameksistens tav Giovanni XXIII ikke om forfølgelser af Kirken, og han engagerede sig aktivt for de troendes skæbne i østbloklandene, hvilket gav lempeligere vilkår for en række biskopper og kardinaler (fx Mindszenky fra Ungarn, Beran fra Tjekkoslovakiet, Slipyi fra Sovjetunionen). Han åbnede for samtaler med lederne for den kommunistiske verden med den begrundelse at hjælpe de troede i dette magtområde. Under Cuba-krisen i 1962 bad paven offentlig både USA og Sovjet om at vise forsigtighed, Pravda i Moskva citerede ham på forsiden, hvilket måske gav Khrutsjov en undskyldning for at give efter uden at tabe ansigt.  

Med Giovanni XXIII kom en frisk forandringens vind ind i paveembedet. I sin regering af Kirken benyttede han sig i langt større grad end tidligere af kardinalkollegiets hjælp. I fem runder med kardinaludnævnelser gik han ud over det maksimumantal på 70 som pave Sisto V fastsatte i 1586 og som var foreskrevet i "Codex Iuris". Han foretog i alt 52 kardinaludnævnelser og bragte antallet op på 87 og afskaffede også den gamle distinktion mellem kardinalbiskopper, kardinalpræster og kardinaldiakoner, nu skulle alle kardinaler være biskopper. Blandt alle nyudnævnelserne var den første sorte kardinal Rugambwa fra Tanzania. Han gav kardinalkollegiet et mere internationalt præg, og han gav de kardinaler som ikke residerede ved Kurien større indflydelse.

Giovanni XXIII var den første pave i over 200 år, der overværede en teaterforestilling, det var T. S. Eliots stykke om Thomas Becket. Han var også den første pave der i mere end 100 år foretog en rejse ud af Vatikanet. Han drog på pilgrimstur til Assisi og Loreto.

Fra begyndelsen af 1962 havde Giovanni XXIII været alvorlig syg med mavekræft, der dog først blev dianogstiseret i september 1962, han viste sig sidste gang offentlig på Kristi himmelfarts dag den 23. maj 1963 og han døde den 3. juni 1963. Kun få pavers død har udløst så stor sorg i verden også blandt ikke-katolikker og ikke kristne. Italiens fagforeninger, også de kommunistiske, opfordrede til arbejdsnedlæggelser i 10 minutter ved pavens begravelse. 

Han er fortsat mere end 30 år efter sin død en utrolig populær pave også hos de ikke-religiøse italienere, alle steder opfattes han som "mennesket" på pavestolen, et menneske, der har udvist stor forståelse for forsoning mellem kirkesamfund, mellem racerne, de fattige og ikke mindst kvinders vilkår. I den tidlige Kirke ville Giovanni XXIII øjeblikkeligt have blevet udråbt til helgen efter et folkeligt krav, men i vor tid går det lidt langsommere. Han blev saligkåret september 2000 af pave Giovanni Paolo II. Han er begravet i krypten under S. Pietro.

263. Giovanni Paolo I; Luciani, Belluno (1978, 33 dage)

Paven blev valgt den 26. aug. og han døde den 28 sept. 1978, så dette pontifikat blev kun på 33 dage. Forfatteren David Yallop hævder, at paven blev myrdet af frimurerlogen P2, fordi han ville afskedige Vatikanets bankchef den amerikanske kardinal Paul Marcinkus. Denne historie er gendigtet i filmen "Godfather IV". Han er den første pave med et dobbelt navn. 

264. Giovanni Paolo II, Wojtyla (1978-2005)    

Carol Woytola blev født i 1920 af fattige forældre i Wadowice (ved Krakow). Under 2. Verdenskrig deltog han i den polske modstandsbevægelse, arbejdede i et stenbrud og studerede teologi. Han bliver præsteviet i 1946, dr. theol. og professor i moralteologi i Lublin 1953, biskop i 1958, ærkebiskop af Krakow i 1964 og endelig udnævnt til kardinal af Paolo VI i 1967.

Efter Giovanni Paolo I's pludselige død i 1978 blev han valgt til pave, som den første ikke-italienske pave siden 1522 (pave Adriano VI). Hans valg skal ses i sammenhæng med de dybe kirkelige krise, der var opstået ved gennemførelsen af reformerne fra 2. Vatikankoncil. Han blev valgt som kompromispave, da flertallet ikke kunne enes om hvem og hvordan udviklingen efter 2. Vatikankoncil skulle videreføres. Hans pontifikat skulle med sine 27 år blive det pavehistoriens tredjelængste.

Hans pontifikat rummer både konsolidering og fornyelse. I en strøm af pavelig rundskrivelser forsøgte han at fastholde den katolske kirkes traditionelle lære. Gennem sine mange rejser i alle verdensdele, den fortsatte internationalisering af kardinalkollegiet og den romerske kurie har han markeret den katolske kirkes karakter af verdenskirke.

Allerede i 1979 fremtrådte han på flere måder som en konservativ pave, han skred ind over for den marxistisk inspirerede befrielsesteologi og han ekskommunikerede en gruppe katolske traditionalister omkring ærkebiskop Lefebvre for integrisme.

På et latinamerikansk bispemøde i 1979 fordømte han abort og skilsmisse og advarede samtidigt præsterne mod radikalt socialpolitisk arbejde i stedet for at hellige sig kirkens interesser. Han fremtræder som en meget berejst og kirkepolitisk pave, der ofte på sine besøg i fremmede lande taler mod totalitære staters undertrykkelse af demokratiet.

Pave Giovanni Paolo I med kardinal Woytola

Pave Giovanni Paolo II & præsident Pinochet 1979

I 1980 genoptager Vatikanet kættersagen mod astronomen Gallio Galilei, som Inkvisitionen i 1632 tvang til at afsværge læren om jordens gang omkring solen. I 1983 meddeler paven, at Vatikanet hæver bandlysningen af Galilei.

Giovanni Paolo II var en kontroversiel mand og i 1981 såres han med tre revolverskud ved et attentat på Peterspladsen, dette giver anledning til adskillige overvejelser om Bulgarien eller Sovjetunionen står bagved attentatmanden.

Vatikanet sender i 1982 det vil sige 448 år efter Henrik 8.'s brud med romerkirken ambassadører til London. Samme år besøger paven Argentina, og her opfordrer han til standsning af Falklandskrigen.

I 1983 besøger paven Centralamerika og Polen og påtager sig en politisk rolle ved at få de to militærstyre til at imødekomme nogle af befolkningernes krav. Samme år deltager paven, som den første pave nogen sinde i en protestantisk gudstjeneste, her læste han en bøn af Luther. Dette fortsætter i 1986 med et besøg i den jødiske synagoge i Rom.

I 1984 indgås der et nyt konkordat mellem den katolske kirke og Italien.

Ved en højtid på Peterspladsen i 1986 for ca. 8000 pilgrimme forsikrer han dem om, at der findes engle, og at de er klogere end mennesker.

1987 er et hektisk år for Vatikanet. Man nægter at udlevere den amerikanske kardinal Paul Marcinkus og to andre ledere af Vatikanets bank, mod hvem en italiensk domstol havde udstedt arrestordre på grund af deres andel i en konkursskandale. På det udenrigske område fordømmer Giovanni Paolo II militærdiktaturet i Chile ved en messe i Santiago, hvilket giver anledning til voldsomme gadekampe mellem politi og modstanderne af militærdiktaturet. Hjemme i Vatikanstaten modtager paven under store protester Østrigs præsident Kurt Valdheim.

Som optakt til et besøg i Danmark saligkåres Niels Steensen i Peterskirken. Besøget i Danmark og Skandinavien i 1989 er pavens 42. udenlandsrejse, der gør ham til den mest berejste pave. Året efter i 1990 genopretter Vatikanet de diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen, de blev afbrudt i 1917 efter oktoberrevolutionen af pave Benedetto XV.

Den 12. marts 2000 ved en gudstjeneste i S. Pietro undskylder paven for de overgreb og fjendtlige handlinger den katolske kirke i tidens løb har forvoldt andre religioner.

I 2001 besøger han i Damaskus som den første pave overhovedet en moské.

Den 2. april 2005 dør paven og bisættes efterfølgende i S. Pietro.

Rafaello: "Pave Giulio II"

National Galleri London

35. S. Giulio I; Rom (337-352)

Han indførte at den orientalske del af kirken skulle fejre jul den 25. dec. og ikke som tidligere de 6. jan. Han beordrede at alle kirkens officielle papirer skulle arkiveres og bevares.

216. Giulio II, Della Rovere - Savona (1503-1513)

Giuliano della Rovere blev født 1443 i Albisola ved Savona. Han blev franciskaner, i 1471 blev han af sin onkel pave Sisto IV udnævnt til kardinal, men først i Innocenzo VIII's pontifikat (1484-1492) blev han meget indflydelsesrig. Han kom i strid med Alessandro VI og måtte flygte til Frankrig, men i 1503 blev han enstemmigt valgt til Alessandro VI's efterfølger som pave Giulio II. På trods af sine egne udnævnelser under onklen pave Sixto IV's pontifikat, valgte han en benhård linje mod alle "simonitiske" udnævnelser i kirken og erklærede dem ugyldige.

Han tilhørte oppositionen mod Allesandro VI (Borgia), men byggede videre på Borgiaernes ønske om at samle Kirkestaten og sikre kirkens verdslige magt og gøre Pavedømmet til den afgørende politiske magtfaktor i Italien. Han ønskede, at nedbryde stormagternes indflydelse i Italien blandt andet i Milano og Napoli.

Han regnes for en af de store "krigspaver" og blandt politikere står Giulio II som den fornemste repræsentant for en fremvoksende italiensk nationalisme. Giulio II indgik et forbund med Ludvig 12. og kejser Maximilian og indledte i 1504 en krig mod Venezia, der skulle vare til 1510. I denne periode erobrede paven Rimini, Faenza, Perugia og Bologna.

I 1510 førte det til krig mod Frankrig, hvilket gav anledning til at en gruppe oprørske kardinaler indkaldte til et kirkemøde i Pisa, der i 1511 erklærede paven for suspenderet. Som modtræk indkaldte paven i 1512 til det 5. Laterankoncil.

Samme år indgik Giulio II en ny alliance, denne gang med Spanien, Venezia, kejser Maximilian og kongen af England Henrik 8. og formålet var at få franskmændene ud af Italien.

Han døde i 1513, hvorefter hans livsværk styrtede sammen.

Udover den kæmpemæssige krigsindsats blev der sat adskillige arbejder i gang i Rom, og paven var mæcen for kunstnere som Michelangelo, Rafaello og Bramante og gjorde byen Rom til et centrum for renæssancekunsten.

Han igangsatte byggeriet af den ny Peterskirke under Bramantes ledelse og finansieret ved salg af aflad. Loftet i det Sixtinske kapel blev udført af Michelangelo. Pavens egen sikkerhedsgarde "Schweizergarden" blev grundlagt i 1506 og Michelangelo tegnede uniformerne. Rafaello blev kaldt til Rom 1508 og fik til opgave at male væggene i pavens lejlighed (Rafael's stanzer) og her skabes nogle af højrenæssancens ypperste billeder i "Camera della Segnatura". Michelangelo påbegynder udkastet til Giulios kolossale gravmæle i kirken S. Pietro in Vincoli. Det skulle omfatte 42 marmorfigurer med en over alle troende Giulio II, det færdiggøres først i 1545 i stærkt reduceret form). Via Giulia blev grundlagt med sine mange paladser og kirker.

221. Giulio III, Rom (1550-1555)

Paven søger uden held at få kirkemødet i Trento (1545-1563) genoptaget, men uden held. Da dronning Mary Tudor af England forlader tronen, sender paven diplomater til England for at reetablerer den katolske kirke. I hans pontificat anlægges Vatikanets haver. Han bestiller hos Ammanati (1511-1592) de store maskefontæner på Via Flaminia, dette sker i forbindelse med byggeriet af hans store Villa Guilia. Det 10. jubelår afholdes i 1550.

Michelangelo: "Moses"

detalje fra gravmælet i S. Pietro in Vincoli

Pave Gregorio I

fra apsismosaikken i S. Clemente

 mp  Gregorio di Roma (1012)

  64. S. Gregorio I; Rom (590-604)

Gregorio I er sammen med Leone I og Nicoló I de eneste paver med tilnavnet "Magno". Hans far var en rig romersk senator med et stort hus på Celio-højen og store ejendomme på Sicilien. Han fik den bedst tænkelige uddannelse (bla jura og administration) og arvede alle rigdommene ved faderens død i 573. I perioden 572-574 var han bypræfekt i Rom, men i 575 trak han sig tilbage fra den politiske karriere, solgte alt hvad han ejede og gav det til de fattige, omdannede sine seks sicilianske ejendomme til klostre og ændrede ejendommen på Celio-højen til et benediktinerkloster, hvor han slog sig ned og førte et strengt asketisk liv (Klosteret blev nedbrændt i 1084 af Robert Guiscards normannere, men efterfølgende genopbygget. Kirken S. Gregorio Magno er fuldstændigt ombygget i 1624).

Pave Benedetto (575-579) kaldte ham til tjeneste i 578 og efterfølgeren pave Pelagio II (579-590) sendte ham som pavelig ambassadør til kejserhoffet i Konstantinobel, hvor han blev til 585. Han fortsatte som rådgiver for Pelagio II og efter dennes død, blev han enstemmigt valgt til hans efterfølger, hvilket han gjorde alt for at undgå. Han skrev endog til kejser Maurikios (582-602) og bad ham om ikke at give sit samtykke. Som den første munk på pavestolen blev han under protest i september 580 indsat som biskop af Rom.

Han afslog titlen "Universalis Apostulus" og beskrev sig selv som "Servus Servorum Dei", en titel som alle efterfølgere har brugt. På trods af beskedenheden viste han sig at blive en stærk og sikker pave, måske den mest begavede og indflydelsesrige pave i det første kristne årtusinde. Hans pontifikat var afgørende for Kirkens videre historie, og han lagde grundlaget for middelalderens pavevælde igennem sin dygtighed so administrator, økonom, diplomat og teolog.

Da den civile myndighed var brudt sammen efter Longobardernes invasion/erobring i 568 blev har stærkt involveret i de verdslige problemer, som uddeling af mad til de fattige og skaffe hjælp til syge og nødlidende opgaver, der normalt skulle varetages af kejseren. Han fik orden på de pavelige finanser og skabte en social forsorg og fattigpleje som lå langt forud for sin tid. Han gennemførte også en gennemgribende nyorganisering af administrationen af Kirkens ejendomme og landområder (Patrimonium Petri), hvilket var til glæde for Kirkens skatkammer, der fik midler til hjælpearbejdet, men vigtigere var at der blev skabt et solidt økonomisk fundament for den fremtidige Kirkestat.

Da det kejserlige exarkat/statholderskab i Ravenna intet foretog sig i forhold til den longobardiske trussel mod Rom, sluttede Gregorio i 592 våbenhvile med hertug Ariulf af Spoleto. Da denne året efter brød våbenhvilen måtte Gregorio betale "løsepenge" og derefter en årlig skat til Longobarderne. I de år blev paven i realiteten civil hersker over Italin, forhandlede aftaler, lønnede tropper og udnævnte generaler. Han udtaler selv i et af sine skrifter, at han "ikke vidste om hans embede var at være præst eller verdslig fyrste".

Med de germanske stammer stående foran Kirkens porte erkendte Gregorio den romerske kirkes missionsopgave, ikke bare ved at omvende dem, men ved virkelig at integrere dem i den universelle kirke. Rom blev under hans ledelse igen vestens missionscentrum, og den vigtigste opgave var at gøre angelsakserne kristne. Denne opgave blev gennemført i 597 af Augustino (prior i Gregorios kloster på Celio), der skulle blive kendt som Englands apostel, S. Augustin af Canterbury. I missionsarbejdet skabte Gregor et virkningsfuldt redskab ved at tage munkene i pavedømmets tjeneste.

Man tilskriver almindeligvis Gregorio en gennemgribende omdannelse af den romerske kirkes liturgi, herunder indførelsen af gregoriansk kirkesang. Han fik afgørende betydning for den officielle kirkelære og gejstlighedens indtægter ved at indføre dogmet om skærsilden, mellemstadiet mellem døden og dommen, hvor sjælene pines i en ild for at blive renset for synd.

Gregorio var en populær prædikant og en produktiv forfatter. Der er bevaret flere bøger fra hans hånd, der alle havde stor betydning for middelalderens biskopper. Endvidere er der bevaret 854 breve og en række prædikener blandt dem 40 stykker om evangelierne, 22 over Esekiel, 2 over Salomons højsang og en kommentar til 1. Samuels bog.

I kunsten bliver han ofte fremstillet som pave med bog og fjerpen og en due på skulderen, som et symbol på at hans skrifter var inspireret af Gud.

Han er begravet i S. Pietro og hans sarkofag har indskriften "Consul Dei" (Guds konsul).

I 1295 gjorde pave Benedetto VIII fire af vestens store kirkefædre til "doctores ecclesiae", det er S. Gregorio, S. Ambrosio, S. Agostino og S. Gerolamo.  

Pave S. Gregorio I Magno

udstyret med bog, pen og den himmelske due

Pave Gregorio V

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

89. S. Gregorio II; Savelli,Rom (715-731)

Han er den ene af familien Savelli's tre paver. De to andre er Onorio III (1216-1227) og den anden er Onorio IV (1285-1287). Gregorio II sætter sig op mod kejser Leo III's edikt, der forbød billeddyrkelse og befalede den såkaldte "ikonoklasme". Denne opsætsighed gav krigslignende tilstand mellem pavestaten og kejseren.

90. S. Gregorio III, Syrer (731-741)

Paven søgte hjælp hos den franske kong Charles mod longobarderne. Han indfører begrebet "Peters penge" for de gaver kirken modtager til velgørenhed.

101. Gregorio IV; Rom (827-844)

Han genopfører S. Marco, også denne kirke udmykkes med en strålende apsismosaik, der blev den sidste opført i Rom i de næste 300 år. I Gregor's pavetid blev billedstriden afsluttet til fordel for den vestlige, romerske anskuelse. Han får etableret en stærk hær, der fem gange angriber Saracenerne i Nordafrika. Imidlertid er slagene ikke afgørende for Saracenerne indvaderer i Italien og ødelægger Civitavecchia og Ostia.

138. Gregorio V; Sassonia (996-999)

Han blev fordrevet til Pavia af antipave Giovanni XVII, der herskede omkring et år. Paven blev støttet af kejser Otto III og var i stærk modstrid med den romerske familie Crescenzio, der tidligere havde haft Giovanni XIII på pavestolen.

148. Gregorio VI; Rom (1045-1046)

I de borgerkrigslignende tilstande i Rom, bliver han af kejser Henrik III tvunget til at abdicere og gå i eksil i Köln. I dette eksil ledsages han af munken Hildebrandt, der senere i 1073 vælges til pave. Gregorio VI regnes for grundlæggeren af den pavelige hær.

157. S. Gregorio VII, Hildebrand (ca.1020, 1073-1085)

Han blev født i beskedne kår i Toscana, han kom til Rom som barn, blev benediktinermunk og kom tidligt til det pavelige Lateranpalads. Hans lærer den senere pave Gregorio VI tog ham i sin tjeneste og udnævnte ham til kapellan. Hildebrand fulgte Gregorio VI i exil til Köln, og efter pavens død i 1047 gik han ind i det berømte reformkloster Cluny, hvorfra den nyudnævnte pave Leone IX i 1049 tog ham med til Rom og gjorde ham til personlig rådgiver og skatmester for Kirken. I de følgende 24 år tjente han 5 paver og indtog mange højtstående embeder, blandt andet som pavelig legat i Frankrig (1054-1056) og i Tyskland 1057 og i 1058 fik han enkekejserinde Agnes' tilslutning til valget af pave Stefano IX. Efter Alessandro II's død blev han enstemmigt valgt som pave uden godkendelse hos den tyske kong Henrik IV (1056-1106), der var i unåde ved den Hellige Stol, da han fortsat havde rådgivere, der var ekskommunikeret af Alessandro II. Gregorio VII skulle blive en af middelalderens vigtigste paver, og han søgte for enhver pris at virkeliggøre Augustins "Gudsstat" under ledelse af S. Pietros efterfølger.

Pave Gregorio VII sammenfattede allerede i 1075 en liste med 27 programpunkter til en handlingsplan for kirken, pavestolens integritet, pavens rolle som kirkens leder og kirkens plads i verden. Hovedformålet var at løsrive Kirken fra verdsligt formynderskab og rense den for alle laster.

Gregorio VII's reformindsats (Gregorianismen) retter sig både mod Kirkens indre og ydre situation. Det er i dette perspektiv man søger bagud til den tidlige kirkes ideale tilstand for på dette fundament at begynde forfra og genetablere en organisation, in institutionel struktur, der bekræfter paveembedes gudgivne plads og handlefrihed.

Pave Gregorio VII

Pave Gregorio VII, kong Henrik IV og Mathilde af Canossa

Et grundlæggende træk i reformbevægelsen, var ideen om kirkens genskabelse af oldtidens ideelle samfund, denne ide har betydning for forståelsen af det oldkristne repertoire i det 12.årh. romerske kunst.

Det første hovedpunkt i reformprogammet var indførelsen af cølibat - forbud mod ægteskab - for præsterne, således om det var tilfældet for munke og nonner. Det andet hovedpunkt var afskaffelse af simoni - fyrsters ret til salg af kirkelige embeder til højestbydende. Eftersom indsættelsen i kirkelige embeder medførte, at man tillige modtog Åndens nådegave, kunne ingen lægmand tildele sådanne embeder eller give investitur - overdragelse af kirkelige len og kræve troskab. Kampen mod simoni blev udvidet til et forbud for alle lægmænd, inklusive fyrster, mod at give investitur på kirkelige len. Dette gjorde, at kejsere og konger måtte betragte en sådan udvikling som et grundskud mod deres magt. Gregorio VII's åbenlyse demonstration af, at paven så sig selv som kristendommens og de verdslige monarker overhoved, var en overmodig udfordring af kejseren i den standende strid mellem kejser og pave. Kong Henrik IV og de tyske biskopper reagerede kraftigt og skrev i 1076 at de afsatte Gregorio VII og en række af de lombardiske biskopper tilsluttede sig de tyske. Paven svarede med at bandlyse kongen, og nu fandt kongens politiske modstandere sammen og indkaldte paven til et møde med Rigsdagen i Augsburg. Kongen var ikke interesseret i et sådant møde, så han drog sydpå medens paven var på vej nordpå, hvor de så mødtes i januar 1077 på en borg i Canossa, hvor paven boede hos en af sine støtter grevinde Mathilde af Canossa. Kongen lovede at bøje sig for paven og bad om at blive løst fra bandlysningen. Paven løste ham for bandlysningen, hvilket skulle vise sig at være en politisk fejltagelse, da kongen nu kunne samle sine fjender. Dette førte til en kort borgerkrig og i 1080 udnævnte Henrik IV på en synode i Brixen ærkebiskop Guibert af Ravenna til modpave Clemente III.

I 1081 drog kongen med en stærk hær mod Rom og begyndte på en belejring af byen, der i 1084 blev fuldstændigt erobret med undtagelse af Castel S. Angelo, hvor paven havde søgt tilflugt, medens han ventede på undsætning fra normannerhertugen Robert Guiscard.

Kongen var blevet kronet til kejser af mp Clemente III, men han trak sig ud af Rom, da hans tropper ikke var stærke nok til at modstå normannerne, der så plyndrede byen og brændte halvdelen ned (bla. S. Clemente). Paven blev befriet i maj 1084, men han måtte flygte til Salerno for de rasende romere, og normannerne hjalp ham ikke da Guiscard tænke mere på at bekæmpe den østromerske kejser. Paven døde han i maj 1085 og blev begravet i Salernos domkirke S. Matteo.

Gregors pontifikat var bemærkelsesværdigt, bortset fra den dramatiske og ødelæggende konflikt med kong Henrik IV. Hans breve viser omsorg for Kirkens stilling i så fjerne lande som Norge, Danmark, Spanien, Polen og Ungarn. Han stræbte altid, med varierende grad af succes, at binde verdslige herskere til Den Hellige Stol og han gjorde stor brug af pavelige legater hos de forskellige fyrster. Et stort arbejde blev udført for at etablere en ensartet vestlig liturgi og doktriner om fx. transsubstantionslæren.

Gregorio VII kæmpede målbevidst for at befri Kirken for skadelig indflydelse og afhængighed af verdslige magthavere, men han er en omstridt skikkelse. Hvor nogle historikere har set ham som middelalderens største reformpave, er han for andre en magtsyg kirkefyrste, der ved at ville udstrække pavens herredømme ind på den verdslige magts område bærer hovedansvaret for stridighederne mellem pave og kejser.

I 1584 blev Gregor VII saligkåret af Gregorio XIII og i 1606 blev han kanoniseret af pave Paolo V.

mp Gregorio VIII, Frankrig (1118-1121)

173. Gregorio VIII; Benevento (1187, 2 mdr.)

Paven tager samme navn som antipaven fra 1118-1121, han regerer dog kun i 2. mdr.

178. Gregorio IX - Conti di Segni (1227-1241)

Da kejser Frederik II ikke får etableret sit lovede korstog mod Jerusalem, bliver han lyst i band og medens kejseren førte krig i Syrien, rykkede paven ind i hans syditalienske besiddelser og erobrede en del land. Kejseren indleder det 5. korstog i 1228 og generobrer Jerusalem. Ved kejsernes hjemkomst i 1229 fik paven til at trække sig tilbage til kirkestaten, og den bandlyste kejser indledte forhandlinger, der førte til, at paven ophævede bandlysningen mod til gengæld at få tilbagele­veret al siciliansk kirkegods, og præsteskabet blev løst fra deres skattepligt til kronen og deres afhængighed af verdslige domstole.

Pave Gregorio VII's våbenskjold

Pave Gregorio IX

Roberto Bompiani for Fabricca di S. Pietro

Allerede i 1239 gentog paven sin bandlysning af kejser Frederik II, dette skete efter at kejseren havde tilføjet de Lombardiske byer et nederlag og forlangte blind underkastelse af Milano. I denne strid med kejser Frederik II søgte paven at lokke Frankrigs konge Ludvig den Hellige til at støtte paven og blive kronet til kejser. Han afslog for at blive fredsmægler. Han kanoniserede grundlæggerne af de store munkeordener S. Francesco, S. Benedetto og S. Antonio.

184. Gregorio X, Visconti - Piacenza (1272-1276)

Tebaldo Visconti blev født i en adelig familie i Piacenza ca. 1210. Han var med til at orgnisere konsilet i Lyon 1245, mellem 1248 og 1252 studerede han i Paris, hvor han mødte de store teologer Thomas Aquinas (1225-1274) og Bonaventura (1217-1274). I 1265 ledsagede han kardianl Ottobono til England. Han blev ærkediakon i Liège og deltog sammen med kong Edvard I af England i det 7. og sidste korstog.

Efter forgængeren pave Clemente IV's død i nov. 1268 står Den Hellige Stol ledig i næsten 2 år og 9 måneder, da de 17 kardinaler ved konklavet i Viterbo var ikke alene splittet mellem personlige- og familiemæssige interesser, men også i forskellige holdninger til Karl I, konge af Sicilien (1266-1285) så det er umuligt at opnå det nødvendige flertal på 2/3. Til sidst blev kardinalerne låst inde i pavepaladset, sat på madrationer og endeligt fjernede man taget over mødelokalet. Endelig fik franciskanergeneralen Bonaventura opnået et kompromis og Tebaldo blev valgt, medens han opholdt sig på korstog i Palestina. Han kom tilbage til Viterbo februar 1272, hvorfra han drog til Rom, blev præsteviet og kronet som pave Gregorio X den 27. marts 1272. 

I sit korte pontifikat arbejdede Gregorio X hårdt for endnu et korstog, der skulle befri de hellige steder i Palestina, og han indkaldte derfor til et konsil i Lyon, der skulle løse tre opgaver: Etablering af et korstog, genforening med den græske kirke og en reform af Kirken.   

For at få dette gennemført et korstog var det nødvendigt for det første at få afsluttet den ødelæggende strid mellem guelferne (pro-pavelige) og ghibellinerne (pro kejserlige) i de toscanske og lombardiske byer. For det andet var det nødvendigt at få afsluttet den regeringsløse tid efter kejser Friedrich II's død i 1250. Alle tronstridigheder faldt på plads, da de tyske fyrster valgte Rudolf, greve af Habsburg til konge den 1. oktober 1273. o og han lover Gregorio X på et møde i Lausanne, at han frasiger sig retten til de pavelige len på Sicilien.

Tanken om en "kirkeunion" var baseret på Gregor X's tanker om et korstog og fordi den byzantinske kejser Mikael VIII Palaiologos (1259-1282) så det som et middel for at standse de ambitiøse planer Karl af Sicilien havde for en generobring af Konstantinobel til Vesten.

Det 14. økumeniske konsil trådte sammen maj 1274 (Thomas Aquinas døde på vej til konsilet og Bonavetura døde under konsilet) og den 6. juli kunne Gregorio X formelt forkynde unionen mellem de græske og latinske kirker. Dermed var der opnået enighed for første gang siden 1054. Desværre holdt aftalen om union ikke, da det græske præsteskab gjorde det klart, at kejserens unionspolitik ikke vil få deres støtte. Kejseren var svækket indenrigspolitisk, men styrket udenrigspolitisk da Karl af Siciliens planer blev opgivet. Korstoget må på trods af mange løfter og beslutninger opgives på grund af pavens tidlige død i januar 1276.

Den tredje opgave på konsilet om en reform af Kirken blev på grund af tidsnød overfladisk behandlet, men størst betydning fik "Ubi periculum" med nye regler for pavevalg. Kardinalerne skulle ikke vente mere end ti dage på ikke tilstedeværende kardinaler før de samler sig på stedet hvor paven døde. De skal bo under samme tag uden kontakt med omverdenen (konklave).

Gregorio X døde i Arezzo januar 1276 på vej hjem fra konsilet for at bilægge konflikter i de nord- og mellemitalienske byer. Han er begravet i Arezzos domkirke.

201. Gregorio XI - Frankrig (1329, 1370-1378)

Pierre Roger de Beaufort  blev født 1329 på slottet Maumont. Han bliver kardinaldiakon ved S. Maria Nuova og studerer kirkeret i Perugia. Allerede som 19 årig i 1348 udnævnes han til kardinal af pave Clemente VI, som han er nevø til. Efter Urbano V's død i  1870 vælges efter et to-dages konklave, den forholdsvis unge Pierre som pave Gregorio XI. Kardinalerne ønskede en ung energisk ledelse og et lang pontifikat.

Som sin forgænger ønsker paven at bryde det "babylonske fangenskab" i Avignon på trods af modstand fra de franske kardinaler og det franske hof. Med støtte af tidens store religiøse navne Catharina af Siena og Birgitta af Sverige forlader han Avignon i 1376 og når på grund af pengemangel først Rom 5 måneder efter, hvor han modtages med befolkningens jubel og bosætter sig i Vatikanet. Han bliver den sidste pave i eksil i Avignon og indtil videre den sidste franske pave.

Udover problemerne omkring flytningen af pavestolen til Rom er der mange andre teologiske og politiske problemer for paven. De politiske drejer sig om 100-årskrigen mellem Frankrig og England (1338-1453), Hertug Visconti af Milanos trusler mod de pavelige len i Piemonte og Romagna og den konstante mangel på penge i pavens kasse. Til de teologiske hørte den engelske filosof, teolog og reformator John Wycliffe (1330-1384). .Han var i 1381 blevet bortvist fra sit embede i Oxford fordi universiteteet fordømte hans opfattelse af nadveren. Han blev derefter sognepræst i Lutterworth. For ham udtrykker Bibelen som et almenbegreb kristendommens uforanderlige væsen. Derfor forkastede han såvel pavedømmet som klostervæsenet, og han afviste brødets og vinens forvandling (transsubstantiation) under messen.

Med militær voldsomhed sikrede paven de kirkelige besiddelser i Norditalien og nedkæmpede en opstand i Firenze. I januar 1377 kom han til Rom og slog sig ned i Vatikanet, omgivet af fortsatte intriger, oprør og kampe i Rom mellem det franske og det italienske parti. Kampe der skulle komme til at ryste Kirken i dens grundvold.

Han døde i 1378 i en alder af 47 år og blev begravet i S. Francesca Romana ved Forum.

Pecheux: "S. Caterina accoglie papa Gregorio XI al

rintro a Roma da Avignone"

S. Catarina af Siena, Roma - Via Giulia

Passerotti: pave Gregorio XIII, Boncompagni

Universitá Gregoriana - Rom

205. Gregorio XII - Venezia (1406-1415)

Pavens pontifikat finder sted i den mørkeste periode af det store skisma, hvor der er tre paver en i Rom, Avignon og Pisa. Han abdicerer i forbindelse med det 16. kirkemøde der på kejser Sigismund afholdes i Konstanz 1414-1418.

226. Gregorio XIII, Boncompagni  (1572-1585)

Ugo Boncompagni blev født 1502 i Bologna. I perioden 1531-1539 var han lærer ved universitetet i Bologna og senere gjorde han tjeneste i Kurien. I 1558 blev han biskop i Vieste og i 1585 kardinalpræst ved S. Sisto i Rom og pavelig legat i Spanien og i 1572 blev han valgt til pave.Som pave søgte han at gennemføre Tridentinerkoncilets reformbestemmelser (1545-1563) i den katolske kirke.

I begyndelsen af han pavedømme fandt Bartholomæus-natten sted i Paris, den fejrede paven med en procession og udstedelsen af en erindringsmedalje. Han støttede den franske kong Henrik III's (1551-1589) kamp mod Hugenotterne, ligesom han fastholdt bandlysningen af den engelske dronning Elisabeth I (1533-1601). Overalt støttede han jesuitternes kamp mod protestantismen og deres missionsarbejde i Asien og Afrika. Han grundlagde "Unversitá Gregoriana", et jesuitter universitet for filosofi, teologi og kirkeret.

Sammen med sin efterfølger (pave Sisto V) står han som en af de paver der ofrede meget på reorganisering af det romerske gadenet og opstilling af adskillige fontæner blandt andet på Pz. Navona og Pz. del Popolo. I dette pontifikat planlægges byggeriet af Palazzo del Quirinale som pavelig sommerresidens, og der sker en genopbygning af den antikke Aqua Alessandrina og man får bygget den imponerende dobbelte byport Porta S. Giovanni blev opført i 1574. I Vatikanet grundlægger han "Galleria delle Carte Geografiche".

I dag er Gregorio XIII mest kendt for navnet på den reform af den Julianske kalender, han fik gennemført i 1582 "Den Gregorianske kalender".

Camillo Rusconi: Monumentet for Gregorio XIII

S. Pietro høje sideskib

I 1577 nedsatte paven en kommission til revision af "Den Julianske Kalender", hvilket var bestemt af Tridentinerkoncilet. Kalenderen skulle fastlægge bevægelige højtider faste, påske og pinse. Påskedag skulle falde på den første søndag efter fuldmånen efter forårsjævndøgn, som bestemtes til 21. marts. I henhold til Den Julianske Kalender flytter jævndøgnet sig ca. 1 dag på 128 år, og det lå i 1500-tallet den 11. marts. Med reformen i 1582 bestemte paven så, at dre skulle springes 10 dage over fra den 4. til den 15. oktober, og at der for fremtiden kun skulle være 97 skudår i 400 år, nemlig ikke i de år, der er delelige med 100, men ikke med 400.

Den gregorianske kalender blev indført i Danmark i 1700 på grund af Ole Rømers politiske indsats. Den blev først indført i de græsk-ortodokse lande i 1900-tallet. Der blev afholdt det 11. "jubelår" i 1575. Paven blev gravsat i S. Pietro, hvor man kan se monumentet i kirkens højre side.

229. Gregorio XIV - Cremona (1590-1591)

Han ekskommunikerede Henrik IV af Frankrig.

234. Gregorio XV, Ludovisi - Bologna (1621-1623)

Han udnævner i 1622 på foranledning af den franske dronning Maria af Medici (Ludvig 13.'s moder) Richelieu til kardinal og samme år kanoniserer han Jesuiterordenens stifter Ignatius Loyola.

Han var meget interesseret i missionsarbejdet og indstiftede "Propaganda Fide" for at understøtte dette arbejde. "Propaganda Fide" har hjemme i et stort palads, hvor både Bernini og Borromini har ydet væsentlige bidrag til arkitekturen. Pavens nevø kardinal Ludovico Ludovici stillede penge til rådighed for opførslen af jesuitterkirken S. Ignazio.

254. Gregorio XVI - Belluno (1831-1846)

Udenrigspolitisk støttede paven den hellige alliance mellem Preussen, Østrig og Rusland, der skulle dæmme op for den franske indflydelse. Ellers var der tale om et dybt reaktionært pontificat, hvor man forsøgte at holde folkeoplysningen nede på det lavest mulige niveau. Der var streng censur og på universiteterne var det forbudt at undervise i moderne litteratur og økonomi.

I Pavestaten skulle der i denne periode ikke indføres jernbaner og telegraf, men han påbegynder anlæggelsen af den store romerske kirkegård Campo Verano ude ad Via Tiburtina.

I 1838 begyndte man at udgrave og frit lægge buerne fra Aqua Claudio i Porta Romana, og i 1839 fik paven etableret Vatikanets ægyptiske og etruskiske samling og åbner Museo Egizio. Udover dette lod han opsætte en portico med 12 søjler på hovedsædet for det pavelige postkontor i det nuværende palazzo Wedekind.

(I)

  9. S. Igino; Athen  (136-140)

Han indførte det kirkelige hieraki. Han døde som martyr.

 46. S. Ilario; Sardegna (461-468)

Han fastslog, at det krævede et vist kulturelt niveau for at man kunne blive præst. Endvidere fastslog han at paver og biskopper ikke selv udnævnte deres efterfølgere.

 40. S. Innocenzio I; Albano (401-417)

I dette pontificat blev Rom plyndret af Aleriks goter. Han fik kejser Honorius (395-423) til at forbyde gladiatorkampe.

164. Innocenzo II - Rom (1130-1143)

Han blev valgt med støtte fra Frangipane-familien, der ikke Familien indrettede Colosseo og Titusbuen på Forum Romanum til et fæstningsanlæg. Paven opsatte apsismosaik og triumfbuen i S. Maria in Trastevere. Apsismosaikken med den kronede Jomfru Maria betegner Madonnakultens absolutte højdepunkt, pave Innocenzo II ses yderst til venstre med en model af kirken. Billedet har paven måske set som glasmaleri i Paris, som han besøgte i 1122.

Efter pave Innocenzo II's død udbrød der en republikansk rejsning i Rom under ledelse af Arnold af Brescia, kejser og pave blev frakendt magt over byen, Colosseo blev indtaget i 1142. I 1154 brød borgerkrigen ud igen og magten over Colosseo gik tilbage til Frankipane-familien. Paven indkaldte til det 10. kirkemøde.

Luigi Amici: Monumento di Papa Gregorio XVI"

S. Pietro -  højre sideskib

Pave Innocenzo III

Subiaco, Sacro Specco, Chiesa inferore

 mp Innocenzo III; Sezze (1179-1180)

176. Innocenzo III - Conti di Segni (1198-1216)

Lotario da Segni bliver i 1160 født ind i en af Roms ældste familier, der har båret mange navne conti di Ceri, di Segni, di Poli og fået valgt mindst fire paver: Uover Innocenzo III drejer det sig om Gregorio IX (1227-1241), Alessandro IV (1254-1261) og Innocenzo XIII (1721-1724).

Efter studier i teologi og kanonisk ret i Paris og Bologna blev han i 1190 udnævnt til kardinaldiakon. I 1198 vælges han til pave og tager samme navn som antipave fra 1179-1180. Pave Innocenzo III regnes, hvad politisk begavelse angår, blandt de ypperste, og han betragtes om den dygtigste realpolitiker blandt middelalderens herskerskikkelser. Innocenzo III gik energisk ind for Gregor VII's ideér, og for ham var det rette kun det, der gavnede den Hellige Kirke og dens overhoved.

Han blev i 1197 udnævnt til rigsforstander på Sicilien for Frederik II, og blev dermed Siciliens virkelige regent helt frem til 1208. I 1212 gennemtrumfede han, at Frederik II blev sat på Tysklands trone.

Pave Innocenzo III får på grund af Venezia handelspolitiske interesser startet det 4. korstog (1202-1204), der ender med Konstantinobels  plyndring (det hele blev slæbt til Venezia) og ødelæggelse i 1204.

Traditionen fortæller, at Innocenzo III grundlagde Ospedale S. Spirito efter, at en engel i en drøm viste ham ligene af Roms uønskede nyfødte børn samlet op fra Tiberen. 

Efter en langvarig strid med Johan uden Land, hvori Innocenzo III tvang ham til at tage England i len af paven, erklærede han Magna Charta for ugyldigt. Ligeledes modtog kongerne af Polen, Portugal og Aragonien deres riger fra Innocenzo III som pavelige len. Frankrig blev i 1200 lyst i interdikt på grund af Filip 2. Augusts krav om skilsmisse fra sin danskfødte dronning, Ingeborg.

I kirkelige spørgsmål var Innocenzo III overmåde aktiv. Han tog initiativ til det 4. og 5. korstog og til det blodige korstog mod albigenserne i 1209. Innocens 3.s kirkelige lovgivning var omfattende og blev kronet med afholdelsen af det skelsættende 4. Laterankoncil, som bl.a. indførte det årlige skriftemål og særlige klædedragter for muslimer og jøder.

Paven var den første der systematisk anvendte titlen "Kristus vikar".

(albigenserne (efter byen Albi) var en middelalderlig dualistisk kætterbevægelse, som især gjorde sig gældende i Sydfrankrig i 1100-tallet og første halvdel af 1200-tallet. Det var en hovedgruppe af katharerne (de rene). Bevægelsen stammede fra Det Byzantinske Rige og nåede i løbet af 1000-tallet til Vesteuropa, hvor den fik stor udbredelse efter det første korstog. Læremæssigt havde albigenserne forbindelse til senantikkens manikæere. De mente, at den materielle verden var frembragt af en ond gud, som kæmpede imod den åndelige verdens gode gud. Frelsen bestod for albigenserne i, at menneskeånden løsrev sig fra den materielle verden.)

180. Innocenzo IV - Genova (1243-1254) 

Sinibaldo Fieschi født ca 1195 i Genova, studier i Bologna, tilsluttet kurien som dommer i 1226, blev kardinal i 1227. 

Efter Gregorio IX's død stod pavestolen ledig i næsten to år, hvorefter i 1243 en klog og beregnende prælat (Sinbalbo Fieschi) blev valgt til pave, og overtog fra forgængerne Onorio III (1216-1227) og Gregorio IX konflikten med kejser Friedrich II.

Paven fastholdt kravet om, at før kejseren kunne få ophævet bandet, skulle han trække sine tropper tilbage fra de områder af kirkestaten, som var besat. Da kejseren ikke gik ind på disse betingelser, flygtede paven til Lyon i 1244, hvor kan indkaldte til det 13. kirkemøde, der fastholdt bandlysningen af Frederik II og man forsøgte sig med udnævnelsen af en "modkonge" landgreven af Thüringen.

Efter Frederik II's død i 1250 vendte Innocenzo IV tilbage til Italien og indledte nye intriger omkring den syditalienske krone. Til sidst fandt man en engelsk prins, der var villig til at modtage Sicilien som len af paven, betale skat til pavestolen, og om nødvendigt at støtte Kirkestaten med tropper. Han deltog i det 5. korstog under ledelse af Louis IX af Frankrig.

Paven opfordrede til en stærk missionspolitik (franciskanere og dominikanere) rettet mod østen (mongolerne) og ikke mindst mod Islam.

185. Innocenzo V - Savoia (1276)

Paven blev valgt den 22. febr. og døde den 22. juni 1276. Han døbte tre ambassadører fra Den store Khan, og dermed bragte han kristendommen til Mongoliet.

Pave Innoncenzo IV

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

Ant. & P. Pollaiolo: "Monumento di Innocenzo VIII"

S. Pietro - venstre sideskib

199. Innocenzo VI - Frankrig (1352-1362)

Paven forsøger at gøre sig til herre i kirkestaten gennem sin generalvikar den spanske kardinal Egigius Albornoz, som gjorde de adelige småtyranner til pavelige vikarer, og byerne til pavelige domæner med en pavelig indsat podestá. I Rom forsøger man sig med en demokratisering, da paven i 1358 kun udnævner 1 senator, der skulle blive den sidste romer på denne post, herefter blev de valgt fra andre byer. Forfatningen ændres således at de adelige blev udelukket fra byens styre. Senatorens myndighed indskrænkes til det retslige, og de folkevalgte havde magten over embedsmændene. Han byggede forsvarsmuren rundt om Avignon.

204. Innocenzo VII - Sulmona (1404-1406)

213. Innocenzo VIII - Genova (1484-1492)

I en kort periode efter Sisto IV's død var der igen åben krig mellem de forskellige adelsfamilier og kardinaler om, hvem der skulle sidde på Peters stol, så man valgte den svage Innocenzo. Der kom hurtigt til kampe mellem de romerske adelsfamilier og der kom en periode med anarki i gaderne og kanoner på tagene. På trods af otte år med en svag og ubeslutsom pave, kunne udviklingen fra Sisto IV ikke standses, selv om flere af de store malere forlod byen, men Filippino Lippi malede Caraffa-kapellet i S. Maria sopra Minerva. Paven lod i 1490 opføre den fontæne på Peterspladsen, der er nærmest vatikanpaladserne, den blev i 1610 ombygget af Maderno.

Paven var født i Genova og han støttede Columbus' bestræbelser for at finde den vestlige vej til Indien.

230. Innocenzo IX - Bologna (1591)

Han var pave fra den 29. okt. til den 30. dec. 1591.

236. Innocenzo X, Pamphili - Rom (1644-1655)

Måske er denne pave mest kendt på grund Velazquez portræt af den hellige fader, et portræt der blev malet under et besøg i Rom 1650. Det er blevet til det skønneste pavebillede, en samstemt harmoni mellem maleriets røde grundtone og pavens rødblå ansigt, en makaber realisme. Billedet kan ses ved siden af G. L. Berninis ikke mindre fantastiske buste i Galleria Doria-Pamphili på Via del Corso. (Velazquez portræt kan ses på siderne Tur8-Termini til PzPopolo og Seicento)

Paven protesterede mod alle indskrænkninger i den Romerske Kirkes magtstilling, der findes i fredsaftalen efter trediveårskrigen og erklærer at alle sådanne bestemmelser var fuldstændig uden bindende kraft.

Villa Doria Pamphili opføres i 1644-48 efter inspiration fra Hadrians villa i Tivoli og i samme periode opføres Palazzo Pamphili på Piazza Navona. Palazzo Spada restaureres i 1645 af Borromini og han skaber det berømte perspektiv galleri. Borromini påbegynder også restaureringen af S. Giovanni in Laterano med henblik på det 14. jubelår i 1650. 

I 1648 opfører Borromini S. Ivo in Sapienza med det smukke spir, og Innocenzo X bestiller Bernini til at udføre den store Fontana dei Quattro Fiumi midt på Piazza Navona, og i 1653 overtager Borromini arbejdet på S. Agnese in Argone efter brødrene Rainaldi, i denne kirke er Innocenzo X og flere familiemedlemmer begravet.

240. Innocenzo XI, Odeschalchi (1676-1689)

Benedetto Odescalchi blev født 1611 i Como i en rig købmandsfamilie. Han gik i skole hos jesuitterne, hvorefter han kom i lære i familiens bank i Genova. Han studerede jura i Rom og tog en doktorgrad i 1639, hvorefter han gik i tjeneste hos Urbano VIII, hvor han senere blev præsident for det apostolske kammer. Han bliver kardinal i 1645 og biskop af Novara i 1650, men trækker sig på grund af dårligt helbred tilbage i 1654 og bosatte sig i Rom. I 1676 bliver han efter to måneders konklave til sin egen overraskelse godkendt af Frankrig som ny pave, men han stillede som betingelse, at kardinalerne skulle godkende et reformprogram på 14 punkter.

Det var en dybt religiøs og asketisk pave konklavet havde valgt, han pontifikat blev præget af retlinethed, åbenhed og moralsk livsførelse. Han reformere kurien, nedskar antallet af embeder og stipendier og forbedrede pavestolens økonomi, så der blev overskud til at reducere skatterne.

G. L. Benini: "Busto di Innocenzo X"

Palazzo Doria-Pamphili

Pierre E. Monnot: Monumnto di Innocenzo XI"

S. Pietro - venstre sideskib

Udenrigspolitisk skulle hans pontifikat blive præget forholdet til Frankrig og af forsvaret mod tyrkerne.

Pavens ubøjelige modstand mod indgreb i Kirkens rettigheder førte ham uafbrudt i konflikt med Ludvig XIV's enevældige krav. Forgængeren Clemente X havde ikke taget til genmæle mod Ludvigs dekreter af 1673 og 1675, hvor kongen ensidigt havde udvidet sin regalitetsret (besætte ledige embeder og forvalte biskoppelige indtægter), hvilket at de franske biskopper tolkede som paven havde underordnet sig. Innocenzo XI sendte tre breve til kongen og bad ham frasige sig regalitetsretten, og i det tredje advarede mod "Guds straffedom".

I 1682 en generalforsamling for det franske præsteskab de fire såkaldte "Galliske artikler", hvor friheden for den franske kirke gentaget. I artiklerne blev det blandt andet understreget, at paverne havde fået en åndelig magt af Gud. Konger og fyrster stod i verdslige sager ikke under nogen kirkelig magt og kunne derfor ikke blive afsat af nogen kirkelig "nøglemagt". Paven havde den øverste myndighed ved afgørelser af trosspørgsmål, men hans definition var ikke uforanderlig uden en tilslutning fra verdenskirken.

Innocenzo XI tilbageviste på det skarpeste artiklerne og nægtede at godkende udnævnelser af biskopper, som havde underskrevet dem.

Overraskende stoppede Ludvig XIV generalforsamlingen for at genoptage forhandlingerne med paven, der også var villig til forhandling på grund af den truende fare fra tyrkerne. De største vanskeligheder i forhandlinger var, at paven ikke ville godkende de bisper som kongen havde udnævnt, så i løbet af seks år var 35 bispedømmer ubesat eller bispen manglede en bispevielse. Ludvig XIV håbede på at hans angreb på hugenotterne og ophævelse af Nantes-ediktet (relativ religionsfrihed) i 1685 kunne gøre pave mere samarbejdsvillig. Selv om Innocenzo XI godkendte ophævelsen af ediktet, var han mistænksom over for motiverne der lå bag det, og han beklagede de voldelige metoder som blev brugt i forfølgelsen af protestanterne.

I 1687 kom det til nye konflikter mellem Vatikanet og Frankrig på grund af den diplomatiske immunitet til de udenlandske udsendinge i Rom, der også ønskede udstrakt toldfrihed, hvilket havde medført en omfattende handelsvirksomhed, endvidere havde diplomaterne såkaldt "asylret". Da den franske ambassadør forsøgte at kæmpe for sine rettigheder med våbenmagt, blev han bandlyst og den franske nationalkirke S. Luigi dei Francesi belagt med interdikt.

I januar 1688 informerede paven i hemmelighed Ludvig XIV om, at han og hans ministre var ekskommunikeret. Ludvig XIV svarede igen ved at besætte de pavelige territorier i Avignon og Venaissin, ambassadøren blev hjemkaldt fra Rom og den pavelige nuntius fra Paris. Et åbent skisma blev undgået ved mægling og ved at den politiske situation i England var ændret med afsættelsen af den katolske kong James II. Først under pave Alessandro VIII gav Ludvig XIV efter for de pavelige krav og gav afkald  på asylretten og gav de pavelige territorier tilbage. 

Innocenzo XI's største mål var at mobilisere modstand mod det osmanniske styre, der rykkede ind over Europa. Han støttede det truede Østrig med halvanden million gylden, og selv om han modarbejdet af Ludvig XIV's intriger og ekspansionistiske politik fik han i 1863 en alliance i stand mellem kejser Leopold I og Kong Johan III Sobienski af Polen (1674-96). I et stort slag om Wien den 12. sept. 1683 led storvesir Kara Mustafa nederlag ved Kahlenberg. I Rom gav de troende æren for for sejren, og han indførte festen "Maria navnedag" den 12. september for hele Kirken til minde om sejren. I 1684 blev der dannet Den Hellige Liga mellem kejseren, Polen og Venezia med det formål at befri de kristne, der levede under osmannernes regime. I 1686 blev Ungarn befriet og i 1688 blev Beograd erobret.

Innocenzo XI var måske mest kendt som "Papa No", han udstedte buller og forordninger blandt andet om lukning af byens værtshuse og forbud mod lotterier, og han førte en hensynsløs og ydmygende politik mod byens jøder.

I sin modstand mod alt tant og fjas, gik han så vidt, at figurerne på Berninis gravmæle for pave Alessandro VII blev tildækket. Bernini fik dog lov til at færdiggøre sit sidste arbejde i S. Pietro, Capella del Ss. Sacramento.

Innocenzo XI døde 1689 i Qurinalpaladset og blev bisat i S. Pietro. Pave Clemente XI begyndte en helligkåringsproces i 1714, men Frankrigs "allerhelligste" majestæter kunne ikke glemme striden mellem ham og Ludvig XIV, så de forhindrede helligkåringen med alle midler. Så den blev suspenderet i 1744 og først taget op af pave Pio XII, der saligkårede

ham i 1956.

242. Innocenzo XII - Bari (1691-1700)

Paven fejrede det 16. jubelår i 1700. Frankrig brød aftalen om de kirkelige rettigheder, så paven måtte acceptere biskopper, der blev udnævnt af den franske konge.

244. Innocenzo XIII - Conti di Poli, Palestrina (1721-1724)

På paven foranledning blev S. Eustachio i 1723 ombygget af Antonio Canevari. Pavefamiliens palads er Palazzo Poli, der danner ryg til Fontana Trevi. Han bevilgede store pengebeløb til Malteserordenen for at støtte riddernes kamp mod tyrkerne.

mp S. Ippolito; Rom  (217-235)

Hvis du ønsker flere små uddybende bemærkninger om de "vigtigste" paver, så "klik" på en af følgende links

-> Paver A-E

-> Paver L-P

-> Paver R-Z

Fuga della Valle: "Monumento di Innocenzo XII

S. Pieetro - højre sideskib

-> Kongedømmet

-> Republikken

-> De første kejsere

-> Rigets opløsning

-> Middelalderen

-> Renæssancen (1400-1527)

-> Modreformationen (1530-1600)

-> Seicento (1600-1700)

-> Settecento (1700-1800)

-> Ottecento(1800-1870)

-> Fra 1870 til år 2000

-> Roms kejsere

-> Paverne

-> Noter til historien