Paverne i alfabetisk orden

navne fra A til E

> Pavekronologi.

> Paver F-I

> Paver L-P

> Paver R-Z

(A)

  68. S. Adeodato I; Rom (615-618)

Han var den første pave der anvendte segl på pavelige skrivelser, hans segl er det ældste, der opbevares i Vatikanet.

  77. Adeodato II, Rom (672-676)

Paven brugte missionærer for at få det armensk-syriske folk underlagt romerkirken.

  95. Adriano I, Rom (772-795)

Paven restaurede murene omkring Rom, de antikke akvædukter, S. Agnese fuori le Mura og S. Giovanni a Porta Latina. Han afholdte endvidere det 7. økomeniske koncil.

106. Adriano II; Rom (867-872)

Paven kronede Alfred den Store af England, der blev den første engelske fyrste velsignet af Rom. Han prøvede at forlige de dybe stridigheder mellem katolske folkeslag. Han indkaldte det 8. økomeniske koncil.

109. S. Adriano III; Rom (884-885)

Paven fortsatte presset mod den østromerske kejser for at stoppe skismaet mellem den østlige og vestlige katolske tro.

Pave Adriano II

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

Pave Adriano IV, Breakspear

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

169. Adriano IV, Breaksperare - England (1154-1159)   

Han blev født (ca. 1100) i en fin Londonfamilie og er den hidtil eneste engelske pave i historien. Han drog tidligt til Frankrig, hvor han i 1130'erne blev abbed og fra 1149 var han kardinal biskop af Albano sydøst for Rom. I perioden 1150-53 var han pavelig udsending  i Norden, hvor han ophøjede Nidaros til ærkesæde.

Kort efter udnævnelsen til pave indgik han på trods af, at han delte Gregor VII's syn på pavens stilling, forlig med kejser Friedrich 1. Barbarossa i striden mellem kirke og kejser.

I dette pontifikat udbrød der en republikansk folkerejsning i Rom, med deltagelse af præsten og agitatoren Arnold af Brescia, i et forsøg på at frigøre sig fra pavelig overhøjhed. Kejser Friedrich 1, Barbarossa drog til hjælp og trængte frem til Peterskirken, hvor han blev kronet, men det lykkedes ikke at nedkæmpe byrepublikken, der dog blev lyst i band. Paven flygtede til Viterbo, hvor pavestolen havde sit sæde frem til 1188.

Efter politiske tilnærmelser mellem pave Hadrian 4. og kejser Frederik Barbarossa udleverede romerne i 1155 Arnold til kejseren og paven, der lod ham henrette ved brænding uden for Porta Popolo. Paven kroner Fr

Paven døde i Anagni og er bisat i S. Pietro.

186. Adriano V - Genova (1276, 1 mdr.)

Paven blev valgt den 11. juli og døde den 18. aug. 1276, altså et pavedømme på 39 dage.

218. Adriano VI - Utrecht (1522-1523)

Adriaan Floriszoon Dedel blev født i 1459 i Utrecht. Han studerede ved universitet i Löwen og var i 1491-1507 professor i teologi samme sted, hvor han skrev flere moralteologiske skrifter. Han blev i 1507 lærer for den senere tysk-romerske kejser karl V, i hvis tjeneste har siden beklædte høje verdslige og gejstlige embeder i Spanien. I 1516 blev han biskop i Tortosa (Spanien) og i 1517 inkvisitor i Aragonien og Navara og udnævnt til kardinal. I 1522 blev han efter pres fra kejseren valgt til pave på trods af modstand fra romerne, der kaldte ham "barbar".

Hans mål var at spille rollen som fredspave og som sådan ønskede han ikke at blande sig i striden mellem kejseren og den franske konge. Han ville stoppe Reformationen ved at gennemføre reformer af kurien og forene det kristne Europa i korstog mod tyrkerne (Korstoget mod tyrkerne var begrundet med at "Süleman I (1495-1566) havde fordrevet Johanitterordenen fra Rhodos), men begge de store planer slog fejl allerede før hans død.

En kort karakteristik siger, at han ikke forstod sig på politik og kulturens æstetiske sider interesserede ham ikke.

Efter sin død i 1523 blev han begravet i S. Pietro, men senere overført til S. Maria dell'Anima. Hans helt fantastiske gravmæle blev udført af den sienesiske arkitekt, maler og billedhugger Baldassare Peruzzi (1481-1536), hvis hovedværk er Palazzo Massimo delle Colonne i Rom.

 57. S. Agapito I - Rom (535-536)

Paven aflagde besøg i Konstantinobel hos kejser Justinian for at afklare kejserens ambitioner i Italien. Ved den lejlighed blev han forgivet af kejserens hustru Theodora, der ikke tilhørte den kristne tro.

129. Agapito II - Rom (946-955)

Med hjælp af den tyske Otto I får paven pacificeret en række stridigheder i Italien. Den danske kong Harald Blåtand går over til kristendommen.

79. S. Agatone - Palermo (678-681)

Paven opbyggede stærke relationer til de engelske biskopper og opdagede den irske kultur. Han afhold det 8. økomeniske koncil.

 mp Alberto (1102); Sabina

Peruzzi: Gravmæle for pave Adriano VI

S. Maria dell'Anima - Rom

Pave Alessandro III og Friedrich Barbarossa

1177 ved freden i Venezia

6. S. Alessandro - Rom  (105-115)

Paven indførte brugen af "helligt" vand i kirkerne og foreskrev at nadverbrødet skulle fremstillet af usyret brød. Paven led martyrdøden ved halshugning.                                                                                     

156. Alessandro II - Milano (1061-1073)

Paven var mere interesseret i religion end i politik. Han intervenere i opbygningen af den franske kirke, og rager sig uklar med kejser Henrik IV (1056-1105)

170. Alessandro III, Bandinelli - Siena (1159-1181)

Orlando Bandinelli er født i Siena omkring 1105, bliver kardinal i 1150 og arbejder som pavelig rådgiver for paverne Eugenio III og Adriano IV i deres kamp for at få et separat kirkeligt retssystem og gøre kirken uafhængig af verdslig magt. Han bliver valgt som pave i 1159, samtidig vælges en kejservenlig modpave Vittore IV (1159-1164), der efterfølges af modpaverne Pasquale III (1164-1168), Callisto III ( 1168-1178) og Innocenzo III (1179-1180). Hverken paven eller modpaverne kunne få ophold i Rom må tage ophold uden for Rom, Allesandro i byen Ninfa sydøst for Velletri og Vittore IV i byen Farfa nordøst for Rom.

Striden mellem kejser og pave begynder i 1159, hvor Bandinelli som pavelig udsendig til et møde i Besancon kræver, at de kejserlige landområder i Mellemøsten og Nordafrika skal være pavelige len. I 1168 støtter paven dannelsen af Den Lombardiske Liga, der skal bekrige Friedrich 1, Barbarossa. Ligaen besejrer i 1176 Friedrich I i slaget ved Legnano, hvorefter der indledes fredsforhandlinger, der afsluttes med freden i Venezia 1177, hvor kejseren trækker sin støtte til modpaverne tilbage.

I 1179 sammenkalder Allessandro III til det tredje Laterankoncil. i dekretet "Licet de vitanda" besluttes det, at et pavevalg kun er gyldigt med et totredjedelsflertal, og det blev indskærpet, at alle gejstlige valg i tilfælde af konflikt skulle afgøres ved appel til pavestolen.

I 1170 blev ærkebispen af Cantebury Thomas Beckett myrdet i sin katedral. Alessandro III underlagde England og kong Henrik 2. interdikt i anledning af mordet, men han søgte samtidig at begrænse konflikten, idet han gav kongen syndsforladelse for mordet.

181. Alessandro IV, Conti di Segni (1254-1261)

Paven indvier i 1254 kejser Konstantins mausolæum for døtrene Constanza og Helena til kirke med navnet S. Constanza. Han kanoniserede S. Clara og sagde god for stigmatiseringen hos S. Franscesco. Paven forbød summarisk rettergang i forbindelse med kætteri og han fordømmente flagellation.

mp Alessandro V; Creta (1409-1410) 

Udnævnes til pave under kirkemødet i Pisa, der afsatte både Gregorio XII fra Rom og Benedetto XIII (Avignon). Han regnes for modpave, da kirken regner med Rompaven som den eneste rigtige.

214. Alessandro VI, Borgia, Spanien (1492-1503)

Rodrigo de Borja (Borgia italiensk) bliver født 1431 i provinsen Valencia i Spanien. Han bliver i 1456 udnævnt til kardinaldiakon og biskop af Valencia af onklen pave Callisto III. I 1457 bliver kan vicekansler i Kirkestaten og endelig i 1492 bliver han valgt til pave.

Som pave fører han et helt usædeligt liv og hæmningsløs nepotisme og det væsentligste element i hans magtpolitik var at opbygge sin familie som romersk magtbastion. Han har et livslangt forhold til den romerske Vanozza de Catanei (1442-1518) med hvem han fik fire børn, Cesare, Juan, Joffré og Lucrezia, som han offentlig vedkendte sig.

I denne periode med krige tabte paven til de ydre fjender, og i Rom gav Tiberen oversvømmelser og skabte store ødelæggelser og flere epidemier.

Samtidig med dette var Borgia-familien mest optaget af alle former for udskejelser og sikring af egen rigdom og skabe et dynasti, hvor børnene blev gift ind i andre fyrstefamilier

De mange anklager mod Alexander VI er i mange henseender berettiget, han var en dårlig kristen med mange elskerinder og børn, men en god politiker. Paven og hans sønner kæmpede en hensynsløs kamp for at sikre familiens magtstilling. Deres politik var først og fremmest rettet mod de romerske aristokrater, der som pavelige vasaller skaltede og valtede i Romagna, hvor deres indbyrdes magtkampe havde gjort Midtitalien til et meget usikkert område. Han bekæmpede ligeledes de andre europæiske magter (Frankrig og Spanien) der forsøgte at få indflydelse på den italienske halvø.

Pave Alessandro VI, Borgia

Palazzo Barberini

Bartholomeo Veneto: "Lucrezia Borgia"

Efter at Frankrig i 1494 havde fordrevet Medicierne fra Firenze etablerede dominikanermunken Savonarola en fanatisk religiøs republik i bystaten. Savonarola holdt "tordenprædikener" mod paven for hans livsførelse med kostbare vaner og amourøse skandaler, han søgte også at få indkaldt til et kirkemøde, der kunne afsætte paven. Alessandro VI svarede igen ved i 1497 at bandlyse Savonarola i 1497. I 1498 fik Firenze nok af det fanatisk religiøse styre og afsatte Savonarola, der blev brændt på Pz. Signora.

I tre felttog mellem 1499 og 1502 fik Cesare Borgia underlagt hele Romagna. Han indgik forskellige alliancer mellem forskellige politiske kræfter (Spanien og Frankrig) der ønskede indflydelse i Italien. Med den "Hellige Liga" med Kejseren, Spanien, Venezia og Milano blev kong Karl VIII af Frankrig (1495) tvunget til at trække sig tilbage fra Italien. Derefter blev han (1501) allieret med Frankrig og kunne erobre Napoli.

Efter at Christoffer Columbus i 1492 opdagede Amerika, viste han pavens magt ved i bullen "Inter caetera divinae" (1493) fastlagde grænserne mellem de portugisiske og spanske besiddelser (blandt andet blev Brasilien portugisisk).

Den historiske betydning af Borgiaernes politiske gerning ligger i, at de gjorde ende på feudalismen og de anarkistiske tilstande i Kirkestaten og indførte et fast, ensartet styre - et verdsligt hertugdømme.

På den ene side var Alessandro VI et typisk eksempel på en renæssancepolitiker, der magtsyg, skruppelløs forfulgte sine politiske mål, på den anden side var han også en pave, der ofrede meget på det kunstneriske område. Han lod Pinturicchio (1454-1513) udsmykke "Appartamenti Borgia" med fresker og Michelangelo udførte til det 8. hellige år i 1500 sin berømte "Pietá" til S. Pietro. I hans pontifikat anlagde man byens første renæssancegade Borgo Nuovo i Rione Borgo.

Da han døde (måske af malaria eller forgiftning) blev han bisat uden ceremonier i S. Maria in Monserrato i Rom.

237. Alessandro VII, Chigi - Siena (1655-1667)

Fabio Chigi blev født i Siena februar 1599. Hans pontifikat var præget af uoverensstemmelser med den franske kong Ludvig XIV og hans minister kardinal Mazarin, der prøvede at etablere en uafhængig fransk national kirke. Paven bekæmpede af al sin magt udbredelsen af protestantismen (Jansenismen) specielt i Frankrig og Italien.

Alessandro VII er den sidste i rækken af de store byggepaver fra de rige familier, denne gang en bankfamilie fra Siena. Som kardinal Fabrió havde Alessandro VII deltaget i fredsforhandlingerne efter trediveårskrigen. Han var en stor kunstkender og meget generøs mod kunstnere, med hvem han elskede at diskutere idéer og løsninger, så det er ikke mærkeligt at i dette pontificat er barokmesteren Bernini på spil overalt. Porta Popolo ombygges i 1556 af Bernini i forbindelse med Christina af Sveriges modtagelse ved Pavehoffet.

S.Andrea al Quirinale opføres af Bernini 1658-1661, og han bygger Scala Regia i Vatikanet 1663-1666, endelig færdiggør han den mægtige kolonnade, der skaber Piazza S. Pietro op mod Maderno's facade. Alessandro VII's gravmæle er et af Berninis sidste værker kan ses i S. Pietro (på siden Barokkens gravmonumenter er der en beskrivelse af dette fantastiske værk).

241. Alessandro VIII, Ottoboni - Venezia (1689-1691)

Pietro Ottoboni blev født den 22. april 1610 i Venezia, og var derved næste firs år, da han på grund af et politisk tryk fra kong Ludvig XIV af Frankrig blev valgt til pave. Han indgik en aftale med Frankrig om kirkens rettigheder, men ønskede dog ikke at godkende kardinaler indstillet af Ludvig XIV. Pavestaten ydede hjælp til Polen i kampen mod Tyrkerne.

3. S. Anacleto; Rom (76-88)

I nærheden af S. Peters grav byggede paven et oratorium, hvorfra de kristne martyrer kunne begraves. Han led selv martyrdøden.

Domenico Toitti: "Pave Alessandro VII, Ghigi"

foto af mosaik i S. Pietro

Pave Anastasio II

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

mp Anacleto II; Rom (1130-1138)

Han kæmpede mod Frankipane-familien om magten over pavestolen og Rom.

mp Anastasio (juli - nov. 855)

39. S. Anastasio I; Rom (399-401)

Paven løste skismaet mellem Rom og Antiochia.

 50. S. Anastasio II; Rom (496-498)

Paven omvendte den franske kong Clovis til kristendommen, men han blev også anklaget for kætteri og i Dante's "Guddommelige Komedie" er han anbragt i Helvede.

120. Anastasio III; Rom (911-913)

168. Anastasio IV; Rom (1153-1154)

Med hjælp af den engelske kardinal Breakspeare (der efterfulgte ham som pave Adriano IV) lykkedes det at holde nogenlunde fredelige tilstande i Rom.

 11. S. Aniceto; Syrien  (155-166)

Paven besluttede at præsteskabet ikke måtte have langt hår. Vigtigere var at han fastsatte reglerne for at afholde påske i forhold til traditionen fra S. Pietro.

 19. S. Antero; Grækenland (235-236)

(B)

 62. Benedetto I; Rom (575-579)

Dette er et pontifikat midt i den periode hvor barbarerne (longobarder invaderer den Italienske halvø.

 81. S. Benedetto II; Rom (684-685)

104. Benedetto III; Rom (855-858)

Paven blev valgt samtidig med en antipave Anastasio (855), samtidig med at han prøvede at forene stridende parter i kampen mod saracenerne.

117. Benedetto IV; Rom (900-903)

Paven kronede Louis af Borgogna som Vestromersk kejser

132. Benedetto V; Rom (964-966)

Kejser Otto I afsætter pave Giovanni XII og indsætter Pave Leo VIII (963-966). I denne periode vælger kirken så pave Benedetto V til pave, men han blev sendt i exil i Hamburg indtil pave Leo VIII døde i 966.

134. Benedetto VI; Rom (973-974)

Efter kejser Otto I's død udbryder der igen oprør i Rom, paven der er tyskvenlig må forskanse sig i Castel S. Angelo og der vælges en modpave Bonifacio VII, der dog måtte flygte i kampene mellem tilhængere og modstandere af dentyske kejser. Benedetto VI blev fanget, kvalt og smidt i Tiberen. Hans lig blev dog hurtigt fisket op og begravet i Vatikanets grotter. Ungarn bliver kristen.

Pave Benedetto VI

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

Pave Benedetto IX

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

135. Benedetto VII; Rom (974-983)

Paven er begravet i S. Croce in Gerusalemme.

143. Benedetto VIII; Conti di Tuscolo (1012-1024)

Paven måtte på grund af utilfredshed af valget søge hjælp hos den tyske kejser Henrik II, som han derefte kronede som Vestromersk kejser.

145. Benedetto IX, Conti di Tuscolo (1032-1044)

Fra den romerske familie Conti di Tuscolo er der kommet 5 paver Giovanni XII (955-964); Benedetto VIII(1012-1024); Giovanni XIX (1024-1032) og Benedetto IX var den sidste i rækken, til gengæld blev han pave i tre omgange. Først var han pave frem til 1044, hvor han i striden om paveembedet blev tvunget til at abdicere. Han ekskommunikerede efterfølgeren Silvestro III (1045) og erklærede ham for antipave, men da Silvestro III døde efter 21 dage fik han sit comeback i 1045, men blev tvunget til at nedlægge tiaraen allerede efter 20 dage, hvorefter pave Gregorio VI (1045-1046) blev valgt.

Kejser Henrik III drog i 1046 med en hær til Rom, hvor han indsatte en ny pave Clemente II (1046-1047) og lod sig krone til romersk kejser, hvorefter han afsatte Benedetto IX (1045) og Gregorio VI (1045-1046) på grund af simoni (handel med kirkelige embeder). Da Clemente II døde i 1047 blev Benedetto IX valgt for tredie gang og fungerede fra 8. nov. 1047 til 17. juli 1048, hvorefter han blev munk i Grottaferrato, hvor han døde.

147. Benedetto IX (1045)

Paven vælges for anden gang, i denne omgang varede pontificatet 1 må­ned

150. Benedetto IX (1047-1048)

Paven vælges for tredje gang før han afsættes og bliver munk.

 mp Benedetto X; Rom (1058-1059)

194. Benedetto XI - Treviso (1303-1304)

197. Benedetto XII - Frankrig (1335-1342)

Han blev tvunget af Filip VI (Frankrig) til at fastholde pavestolen i Frankrig. På den anden side tog Filip VI, den første konge af huset Valois, korset i 1332 og ville starte et korstog sammen med Edvard 3. af England til Palæstina. Planen blev ikke til noget, da der var store spændinger i forholdet mellem de to lande, og da Benedetto XII ikke ønskede et korstog på et tidspunkt, hvor konflikter truede i Europa. Paven ønskede at virke som fredsmægler, da han skulle bruge den franske konges hjælp i en konflikt med kejser Ludvig af Bayern, som han havde bandlyst tre gange på grund af vantro. Kejseren sluttede forbund med England og kom i krig med Frankrig 1337, hvilket var starten på 100-årskrigen. Paven er kendt for en beslutning om, at biskopper skulle leve i deres bispedømmer. Endvidere reformerede han grundlaget for de store munkeordener.

mp. Benedetto XIII; Aragona (1394-1423)

245. Benedetto XIII, Orsini - Bari (1724-1730)

Paven antog samme navn som antipaven i perioden 1394-1423. Ved det 17. jubelår i 1725 indviede han den Spanske trappe. Han kanoniserede S. Louis Gonzaga og S. Stanislaus konge af Polen.

247. Benedetto XIV, Lambertini (1740-1758)

Prospero Laurentius Lambertini blev født 1675 i Bologna, senere studerede han teologi og jura ved universitet i Rom.

Pave Benedetto XII - Grotte Vaticane

Pietro Bracci: "Monumento di Benedetto XIV"

S. Pietro - højre sideskib

 I 1726 blev han kardinalpræst ved S. Croce in Gerusalemme (Rom), i 1727 blev han ærkebiskop i Ancona, derefter i 1731 ærkebiskop af Bologna. Efter et 6 måneder langt konklave blev han i 1740 valgt til pave.

Benedetto XIV regnes som en af de betydeligste paver i dette århundrede og som en af mest lærde og kulturelle paver i nyere tid. Han prægede 1700-tallet ikke kun gennem sit praktiske arbejde, men også gennem sine skrifter, der viser en konservativ teolog i dogmatiske spørgsmål, men åben over for nye tiltag inden for kunst og videnskab. Han søgte at mindske kikrens spændte forhold til samtidens fyrster, der blandt andet fik ret til at nominere kandidater til ledige bispedømmer. Han fik etableret fornuftige forhold til flere af de omgivne katolske stater som kongeriget Napoli-Sicilien, Portugal, Spanien, men også til det protestantiske Preussen under Friedrich II. 

På trods af sin tolerante holdning udstedte han i 1751 en bulle mod "Frimureri", men han ophævede bandlysningen af Kopernikus' lære. Han udstedte forbud mod fjernelsen af bygningsdele fra Colosseo, stedet skulle fredes på grund af de mange martyrer, hvis navn var knyttet til stedet. Han fik færdiggjort arbejdet på Fontane di Trevi, og fik påbegyndt en tørlægning af de Pontiske sumpe. Paven genindførte skikken med at opsætte paveportrætter i S. Paolo fuori le mura.

Det 18. jubelår blev afholdt i 1750. Han er bisat i S. Pietro og hans gravmonument kan ses i det højre sideskib.

258. Benedetto XV, Della Chiesa - Genova (1914-1922)

Dette pavedømme omfattede syv væsentlige år i verdenshistorien - Den Første Verdenskrig og de umiddelbare efterkrigsårs sociale opbrud og fremkomsten af den italienske fascisme. Han blev biskop i Bologna i 1907 og kardinal i 1914 umiddelbart før valget til pave. Della Chiesa blev valgt fordi han ikke havde udtrykt stærke sympatier i konflikten, der førte til 1. verdenskrig. Hovedparten af Benedettos indsats som pave blev at appellere til de krigsførende om at bringe blodsudgydelserne til ophør. Her stod den katolske kirkes ideelle mål ofte i synlig konflikt med dens institutionelle magtinteresser. Pavestolen havde en betydelig sympati for det krigsførende Østrig-Ungarn, fordi det var den sidste tilbageværende "katolsk stormagt i Europa".

Modsat så pavestolen med ængstelse på Rusland, fordi den frygtede, at Rusland ville benytte en sejr til at skyde den russisk ortodokse kirkes patriark frem som konkurrent på Balkan. Med Frankrig var de forudgående årtiers strid mellem kirke og stat i landet på frysepunktet, efter at Benedettos forgængere var havnet på den yderste højrereaktions side. Italien gik i 1915 ind i krigen med håbet om at Østrig kunne fravristes sine norditalienske besiddelser, så pavestolen måtte vogte sig for handlinger, der kunne udlægges som landssvigeriske.  

I august 1917 udsendte Benedetto XV en fredsnote i 6 punkter, den fik ikke øjeblikkelig virkning, men alle punkter indgik næsten ordret i den "14-punkts fredsplan" præsident Wilson offentliggjorde januar 1918, og som endte med at blive det grundlag, som Tyskland søgte våbenhvile på. I større ubemærkethed havde paven ydet en stor indsats krigens mange fangne og fordrevne og brugt så store midler på humanitær hjælp, at det var ved at slå bunden ud på Vatikanets kasse. 

Benedetto XV's virke betød, at der efter krigen stod en større international respekt om pavedømmet end forud og antallet af lande med diplomatiske forbindelser til Vatikanet steg fra 14 til 27. Blandt andet genoptog Vatikanet de afbrudte diplomatiske forbindelser med Frankrig, og der kom engelske repræsentanter til Vatikanet for første gang siden konflikten i det 17. årh.

Efter krigen havde kirken dog for mange egeninteresser og for stor en socialistforskrækkelse til at kunne stå som samlende kraft mod Mussolonis og fascismens magtovertagelse, der blev en kendsgerning efter Benedettos død.

265. Benedetto XVI; Ratzinger (2005- ?)

Konklavet efter Pave Giovanni Paolo II's død varede 26 timer, så havde man valgt kardinal Joseph Ratzinger som hans efterfølger. Som Benedetto XVI vil han følge flere af forgængerens målsætninger. Han regnes som konservativ, men han søger dialog mellem religionerne.

Pave Benedetto XV, della Chiesa

42. S. Bonifacio I - Rom (418-422)

Paven var valgt samtidig med antipaven Eulalio (418-419), hvilket gav store problemer i forhold til det østromerske styre i Ravenna, der også vil blande sig i valget af paver.

 55. Bonifacio II - Rom (530-532)

Pontificatet finder sted medens goterne behersker den italienske halvø og der vælges en antipave Dioscuro, Alexandria 530. Paven grundlægger klostret i Monte Cassino oven på et tempel for Apollo.

66. Bonifacio III; Rom (607, 4 mdr.)

I det korte pavedømme bestemte paven, at Roms biskop var den universelle, paven.

67. S. Bonifacio IV; Marsica (607-615)

Han omdannede Hadrians gravmæle til en fæstning. Han påbegyndte bygningen af det biskoppelige Palazzo Laterano, og ikke mindst indviede han Agrippa's tempel Pantheon til kristen kirken S. Maria ad Martyres.

69. Bonifacio V; Napoli (619-625)

I dette pontifikat begyndte Muhammed at prædike.

Pave Bonifacio III

malet til S. Paolo fuori le Mure

Giotto: "Pave Bonifacio VIII forkynder jubelåret"

S. Giovanni in Laterano

112. Bonifacio VI; Rom

Denne pave regerede kun i 15 dage i en periode hvor pavestolen var til salg i de store romerske adelsfamilier.

mp. Bonifacio VII, Rom (974 og 984-985)

193. Bonifacio VIII, Caëtani - Anagni (1294-1303)

Benedetto Caëtani, søn af en ridderfamilie ved Anagni bliver født 1235. Han blev kardinaldiakon i Rom ved Nicola in Carcere i 1281 og kardinal 1291 og valgt til pave 1294 efter Celestino V. Han var en lærd jurist, med diplomatisk snilde og en herskernatur, men ingen helgen; "en højhjertet synder" har nogle kaldt ham. I Dantes bog "Den guddommelig komedie" er han anbragt i helvede. Umiddelbart efter sit valg er han i konflikt med Colonna familiens kardinaler, der ikke ønskede Celestino V's abdikation fra pavestolen. 

Bonifacio VIII blev den sidste af middelalderens paver, der forsøgte at hævde en pavelig overhøjhed over fyrstemagten, hvilket hurtigt førte til konflikt med kong Filip 4. den Smukke af Frankrig. Det konkrete stridspunkt var overhøjheden over den franske gejstlighed, især retten til at opkræve skat af den. Fra fransk side blev striden gjort til en kamp for national uafhængighed, og begejstret sluttede stænderne op om kongen. I en veritabel propagandaoffensiv beskyldtes Bonifacio for kætteri og for alskens forbrydelser; han svarede igen med den berømte bulle "Unam Sanctam" (1302), hvormed det pavelige krav om magtfuldkommenhed fik en af sine stærkeste formuleringer. Frankrig fik hjælp fra rebelske elementer inden for kirken selv, især af slægten Colonna, pavens dødsfjender. På et lyntogt i 1303 tog en fransk hær paven til fange i Anagni, hans egen fødeby i nærheden af Rom. Skønt han blev befriet efter to dage, døde han kort efter, nedbrudt af den behandling, han var blevet udsat for. Dette nederlag blev begyndelsen til enden på pavestolens verdslige magt.

I dette pontifikat indføres de kirkelige "jubelår" for Frelserens fødsel ved at afholde det første i 1300, samtidig besluttede han, at de skulle finde sted hvert 100. år. Dette skulle for fremtiden give Rom en særstilling i forhold til andre hellige byer og steder. Til dette kom, at der for første gang i adskillige hundrede år blev tilført byen enorme summer. Den bulle pave Bonifacio VIII udstedte lovede 100 års syndsforladelse til dem, som i dette år besøgte S. Pietro og S. Paolo fuori le Mura og der forrettede en angerfuld og bodfærdig bøn.

På et tidspunkt hvor Rom var i en kulturel og økonomisk/politisk krise med en pavestol udsat for stort tryk udefra grundlagde Bonifacio VIII i 1303 Roms Universitet (Sapienza) i nogle bygninger i Trastevere. Universitetet flyttede i 1440 til det nybyggede Palazzo Sapienza ved Piazza Navona. Hensigten var at uddanne folk til pavestolen, men også at give nye impulser til byen. Han lod "Tomba di Cecilia Metella" ombygge til en fæstning, hvorfra der kunne opkræves told på vejen til og fra Rom.

203. Bonifacio IX - Napoli (1389-1404)

Dette pontificat var måske indledningen til det store skisma i kirkens historie. Det franske "parti" havde valgt antipave Clemente VII (1378-1394), da det italienske parti valgte pave Bonifacio IX i 1389. På trods af hensigtserklæringer lykkedes det ikke at flytte pavestolen tilbage til Rom. Der blev afhold både det 3. og 4. jubelår i henholdsvis 1390 og 1400.

(C)

 28. S. Caio, Dalmazia (283-294)

Han lider martyrdøden ved halshugning. Hans onkel var kejser Diocletian.

 16. S. Callisto I; Rom (217-222)

S. Callisto-katakomberne der regnes for at være den betydeligste af katakomberne er opkaldt efter paven, der gjorde dette område til de romerske biskoppers gravplads. Han lider martyrdøden under kejser Alexander Severus, henrettelsesmetoden var at blive kastet i en brønd med en sten om halsen. Efter hans martyrdød blev der opført et lille kapel (Titulus Callisti) i hans hus, dette blev godkendt af kejseren, der afgjorde at det var bedre at huset blev brugt til at tilbede Gud end anvendt til druk og svir. Kapellet blev senere ombygget til S. Maria in Trastevere af pave Innoncenzo II (1130-1143) der også lod opsætte den pragtfulde apsismosaik, hvor man i venstres side kan se pave Callisto i mørkeblå messehagel præsentere sin kirke.

162. Callisto II - Borgogna (ca. 1050, 1119-1124)

Guido af Burgund var søn af greven og han gjorde kirkelig lynkarriere med tilknytning til klostret i Cluny, hvor han tilhørte den radikale fløj i den "gregorianske" reformbevægelse. Han blev 1088 ærkebiskop i Vienne. I 1112 var han den drivende kraft bag annulleringen af pave Pascali II's ydmygende forlig med kejser Henrik V.

Efter pave Geleasio II's død i Cluny, vælger de få tilstedeværende kardinaler Guido til pave, hvorefter han krones i Vienne og en måned senere i Rom.

På en synode i Reims bliver kejser Henrik V lyst i band, som svar på denne udnævner kan modpaven Gregorio VIII (han bosætter sig i en fæstning nær Viterbo, hvor han bliver belejret af normannerne, indtil han overgiver sig i 1121).

Pave Callisto II

foto af mosaik fra S. Paolo fuori la Mura

Pave Celestino IV

foto af mosaik i S. Paolo fuori la Mura

Gennem lange forhandlinger søger paven et forlig med kejseren i den løbende investiturstrid (På siden Noter til historien findes en omtale om investiturstriden). De pågældende forhandlinger fører til at paven og kejseren i 1122 indgår et forlig med konkordatet i Worms, der efterfølgende godkendes i det første Laterankonsil. Kompromiset indeholdt blandt andet at biskopper og abbeder skulle vælges af gejstligheden. Prælaterne beholdt deres ejendomme. Den gejstlige investitur tildeltes af paven symboliseret ved ring og stav, medens kongen, kejseren meddelte verdslig investitur symboliseret ved et scepter.

Callisto II er begravet i S. Giovanni in Laterano.

mp. Callisto III; Arezzo (1168-1178)

209. Callisto III, Borgia - Spanien (1455-1458)

Han antog samme navn som antipave 1168-1178. Den første af to Borgia-paver, den anden var Alessandro VI med børnene Lucrezia og Cesare.

43. S. Celestino I - Campagnia (422-432)

Paven indkaldte det tredie økumeniske koncil der fordømte patriarken af Konstantinobel. Han sendte S. Patrick til England som missionær.

mp. Celestino II; Roma (1124)

165. Celestino II - Castello (1143-1144)

Paven antog samme navn som antipaven fra 1124. Han var en ivrig fredsmægler i stridigheder mellem Skotland og England, men det lykkedes ikke at opnå ro i Rom, hvorfra forgængeren pave Innocenzo II var flygtet til Viterbo

175. Celestino III; Rom (1191-1198)

Der findes et billede Dizionari "Simboli" side 92. Hvor paven giver hospitalet sine garantier.

179. Celestino IV - Milano (1241)

Efter pave Gregorio IX's død var der store magtkampe om hvem der skulle være efterfølgeren. Skulle det være en tilhænger af kejseren Henrik II eller en der ville fortsætte Gregorio IX's kamp for kirkens indflydelse. I denne magtkampt deltog blandt mange andre de store romerske familier Colonna og Corsini. Da der ikke kunne opnås enighed valgte man den gamle og syge milaneser Goffredo di Sabina. Han blev valgt den 28 okt. og døde den 10. nov. 1241, altså et pontificat af 14 dages varighed.

Staue af Celestino V

192. S. Celestino V - Molise (1294)

Pietro Angeleri bliver 1209 i en fattig bondefamilie i det sydøstlige Abruzzi. Som tenager afgav han munkeløfte til benediktinerne, men allerede i 1231 flyttede han til en i bjergene og boede der som eneboer i tre år. Han bliver præsteviet i Rom, men trækker sig mellem 1235 og 1240 igen ud til hulerne på Monte Morrone i Abruzzi. Hans berømmelse steg og flere ligesindede flyttede til og der opstod et kloster, der kaldte sig "Brødre af den Hellige Ånd". I 1259 fik de tilladelse til at bygge en kirke S. Maria ved foden af Monte Morrone og i 1263 blev de godkendt af pave Urbano IV som en gren af Benediktinerordenen. I de følgende år steg hans aktiviteter med oprettelse af flere klostre og kirker. Bevægelsens ejendomme kom under beskyttelse af kong Karl I af Sicilien. Da han blev valgt til pave var der 600 munke (celestinere) fordelt på 20 klostre.

Efter pave Niccolò IV's død april 1292 stod pavestolen tom i 27 måneder, da der ikke kunne skabes det nødvendige 2/3-dels flertal blandt de forsamlede 12 kardinaler. Dette skyldtes modsætninger mellem de to romerske familier Colonna og Orsini. På trods af pres fra kong Karl II af Sicilien skete der intet før Pietro af Morrone skrev til kardinalerne og truet med guddommelig straf, hvis de satte Kirken i fare med yderligere forsinkelser. Dette brev gjorde at konklavet sidst enstemmigt valgte den 85-årige eneboer til pave. Da en kardinaldelegation ude i eneboerhulen forkyndte konklavets beslutning, forsøgte han at flygte, men blev dog overtalt til at tro, at det var Guds vilje. Han blev kronet i S. Maria di Colmaggio i L'Aquila august 1294.

Han var en retsskaffen og meget fromt menneske, men uden kendskab til den virkelige verden, så han blev hurtigt en marionet for Kong Karl II og udnævnte hans folk til ledende stillinger i Kirkestaten, der fik sit hovedsæde i Napoli, kongens regeringsby. Med undtagelse af sin hellighed var han med sin manglende administrative og juridiske indsigt på alle måder uegnet paveembedet og et uskyldigt redskab i kong Karl's politiske intriger. Han blev dog bevidst om sin situation, og med tanke på sit store ansvar og omsorg for sin sjæls frelse begyndte han at tænke på at bede sig fri for embedet, og talte med Kirkens ekspert i kirkeret kardinal Benedetto Caëtani om muligheden for frivillig afgang. Da Caëtani oplyste fejlagtigt, at der fandtes præcedens for abdikation, besluttede han sig for at træde tilbage, hvilket skete den 10. december 1294. Hans sidste embedsgerning var t indføre den regel, at en nyvalgt have havde ret til at afslå valget. Han er en af seks paver som har abdiseret, men den eneste der har gjort det frivilligt.   

Dagen efter blev kardinal Benedetto Caëtani valgt i hans sted som Bonifacio VIII, hans modstandere ville dog ikke anerkende valget, så den nye pave frygtede et skisma, hvor den gamle enebeboer kunne bruges som modpave. Så Pietro af Morrone blev taget til fange i juli 1295 og spærret inde i en beskeden bolig på borgen Fumone ved Anagni, hvor han døde ti måneder senere. Han er begravet i L'Aquila og blev allerede i 1313 helgenkåret af pave Clemente V.

  4. S. Clemente I - Rom  (88-97)

Han er kendt for 1. Clemensbrev fra den romerske menighed til menigheden i Korinth, hvori der gives en række råd ikke ud fra et jævnbyrdighedsforhold, men ud fra en slags overordningsholdning. Han var Roms biskop under Trajan, men han blev deporteret og led martyrdøden ved at blive kastet i havet med et anker om halsen. Kirken S. Clemente er bygget over hans oprindelige huskirke "Titulus Clementis".

149. Clemente II; Sassonia (1046-1047)

mp. Clemente III; Parma (1080,1084-1100)

174. Clemente III; Rom (1187-1191)

Paven tager samme navn som antipaven fra 1080-1100. Han slutter efter 60 års stridigheder fred med den romerske republik. I denne fredsslutning anerkendes paven som Roms lensherre, og paven meddeler investitur til senatet, der skulle sværge paven troskab.

Foranlediget af Sheik Saladins erobring af Jerusalem, får han etableret det tredje korstog under ledelse af Friedrich I Barbarossa, og med deltagelse af den engelske kong Richard Løvehjerte og den franske kong Philippe II Auguste. Korstoget var forgæves, Friedrich Barbarossa druknede og Jerusalem blev ikke tilbageerobret.

183. Clemente IV; Frankrig (1265-1268)

195. Clemente V, Frankrig (1305-1314)

Efter hans valg til pave tvinges han af Filip den Smukke til i 1309 at flytte pavestolen til Avignon, en flytning der varede 70 år. Samtidig med dette begyndte en ny borgerkrig i Rom. Han indkaldte det 15. økumeniske koncil og grundlagde universitetet i Oxford.

198. Clemente VI; Frankrig (1342-1352)

Paven afholder endnu et Jubelår i 1350 og reducerer dermed afstanden mellem jubelårene fra 100 til 50. Han køber byen Avignon for 18.000 guldfloriner.

mp. Clemente VII, Frankrig (1378-1394)

Sana di Pietro: "Madonnaen viser sig for Callisto III"

Pinacoteca, Siena

Rafaello: "Pave Clemente VII"

219. Clemente VII, Medici, Firenze (1523-1534)

Paven tager samme navn som antipaven fra 1378-1394; Han var søn af Giuliano de'Medici, der blev myrdet med pave Sisto IV's tilladelse under højmessen i Firenzes domkirke 1478. Under fætteren Leone X's pontificat var han pavens fortrolige rådgiver og Karl V. støttede hans valg til pave. Han ønskede at blande sig i stridighederne mellem Frans I af Frankrig og kejser Karl V. Efter at Frans 1. havde tabt slaget ved Pavia i 1525 dannede paven sammen  med Frankrig, Firenze og Venezia et forbund, der skulle bekæmpe kejseren, hvilket foranledigede Karl V til at begynde en ny krig i Italien med en hær af landsknægte.

Den 5. maj 1527 stod de kejserlige tropper uden for den Aurelianske mur og paven havde bragt sig i sikkerhed på Castel S. Angelo. Kejserens tropper trængte ind i byen og indledte Il Sacco di Roma, den største katastrofe i byens historie. Rom blev indtaget, plyndret og hærget i otte dage af en hær bestående af tyske, protestantiske lejesoldater, hvilket ødelagde halvdelen af byens bygninger og gav en tilsvarende reduktion i befolkningstallet fra 90.000 til ca 30.000 .

Umiddelbart efter Sacco di Roma blev Medicierne fordrevet fra Firenze, men efter at Clemente VII forsonede sig med Karl V ved fredsslutningen i 1529 og kronede ham til tysk-romersk kejser i 1530, blev pavens slægtninge genindsat som herskere i Firenze.

I den periode hvor Medicierne var fordrevet fra Firenze, var Michel­angelo øverste leder for byens befæstningsarbejder. Da Medicierne vendte tilbage blev Michelangelo tvunget at udføre de gravmonumenter som Leone X havde bestilt for Giuliano og Lorenzo.

Clemente VII fik sin slægtning Katarina af Medici gift med arvingen til den franske trone Frans 2. Katarina af Medici kom senere til at spille en hovedrolle gennem 20 år af Frankrigs historie.

Clemente VII var dybt involveret i den engelske kong Henrik 8.'s skilmisse fra kejserens moster Katarina af Aragonien, der krævede at paven selv skulle pådømme i skilsmissen. Clemente var bange for kejseren og frygtede Henriks trussel om ikke at anerkende pavens åndelige overhøjhed i England. Resultatet blev Englands brud med den romerske kirke, og paven lyste Henrik i band.

I 1525 afholder paven det 9. jubelår. Han grundlagde S. Luigi dei Franceci i 1518.

231. Clemente VIII, Aldobrandini (1592-1605)

Ippoliito Aldobrandini blev født 1536 i Fano (Marche) og studerede senere jura i Padova, Perugia og Bologna. I 1585 blev han kardinalpræst og i 1588 pavelig legat i Polen. Han kom hurtigt på listen over de "papabile", men først efter tre kortvarige pontifikater (Urban VII (1590); Gregorio XIV (1590-91) og Innocenzo IX (1591)) blev han i 1592 til pave.

Pave Clemente VIII fulgte de politiske linjer fra Tridentinerkoncilet som forgængeren pave Sisto V havde lagt.

Han fik med succes pacificeret stridighederne (religionskrigene) mellem Spanien og Frankrig, der var blusset op efter at Henrik af Navarra (hugonot) i 1584 blev nærmeste arving til den franske trone. Den katoske Liga knyttede forbindelse med Spanien og i 1585-1588 blev "De tre Henrikkers Krig" udkæmpet. For at afslutte kampene konverterede Henrik i 1593 atter til katolicismen og fik absolution af paven, hvorefter han i 1594 blev kronet som Henrik 4.Med udstedelsen i 1598 af Nantesediktet, som gav religiøse og militære indrømmelser til huguenotterne, fik han afsluttet religionskrigene, og samme år sluttede han i Vervins fred med Spanien, der måtte anerkende hans kongeværdighed. Kirkestaten fik ved fredsslutningen overdraget hertugdømmet Ferrara
 

I dette pontifikat foregik opgøret med dominikaner munken Giordano Bruno, der allerede i 1576 var anklaget for kætteri og siden havde forkyndt sin vranglære rundt om på Europas universiteter. Han afviste teorien om Jorden som verdens midtpunkt, og opstillede en teori om et uendeligt univers uden midtpunkt. Bruno blev i 1592 lokket til Venezia, der sendte ham til Rom, hvor han efter 8 års fængsel i 1600 blev brændt på Campo di Fiori.

Han lod Maderno udføre en statue af S. Cecilia musikkens skytshelgen, dette skete i forbindelse med åbningen af S. Cecilias grav. Skulpturen kan ses i kirken S. Cecilia in Trastevere.

I 1592 blev S. Maria della Scala, det tilhørende kloster og apotek bygget i Trastevere. I 1598 byggede den gamle Pietro Bernini (faderen til Gian Lorenzo Bernini) fontænen med den synkende båd ved den spanske trappe.

I 1600 lader Clemente VIII afholde det 12. jubelår. Han bisættes i S. Pietro, men pave Paolo V (Borghese) lader bygge et gravmonument til ham i Capella Borghese i S. Maria Maggiore.

238. Clemente IX; Rospigliosi, Pistoia (1667-1669)

Paven forsøgte at skabe en fredslignende tilstand mellem Spanien, Frankrig og Holland ved fredsslutningen i Aquisgrana. Han overtog en tom pengekasse og det pavelige storbyggeri aftog kraftigt, men han lader dog Berninis værksted udføre 140 statuer af helgener til Berninis kolonnade og 12 englestatuer til Ponte S. Angelo. Bernini udførte selv to statuer, der efter en tur i privateje hos pavens nevø kardinal Rospigliosi nu står opstillet i S. Andrea delle Fratte.

Pave Clemente VIII, Aldobrandini

Giov. Batt, Gaulli: Pave Clemente X, Altieri (1671)

Galleria degli Uffizi - Firenze

239. Clemente X, Altieri - Rom  (1670-1676)

Paven var meget aktiv omkring valget af Polens konge for at få udnævnt en grev John Sobiesky, der havde sejret over tyrkerne i et slag ved Chaezim. Hans familiepalads blev i denne periode bygget lige overfor Il Gesu. I perioden 1671-1678 opfører Bernini sit imponerende gravmæle for Alexander VII i S. Pietro. Han afholder det 15. jubelår i 1675.

(grevens barnebarn er bisat i S. Pietro som den en af tre kvinder, de øvrige Christiana af Sverige og )

243. Clemente XI - Urbino (1700-1721)

Efter meddelelsen om at han var valgt til pave, ventede han i 7 dage før han accepterede. Udsendte i 1713 bandbullen "Unigenitus", der erklærede den jansenistiske lære for kætteri. Jansenisme var en katolsk reformbevægelse opkaldt efter den flamske teolog Cornelius Jansen, hvis værk "Augustinus" dannede grundlag for det synspunkt at nåden sendtes på Guds initiativ og usvigeligt sikkert havde sin virkning uden at menneskets frihed blev ødelagt. Læren havde sit centrum i cistercienserindeklosteret Port-Royal i Paris. Jesuitter­ordenen udsatte jansenismen for heftige angreb. Jesuitterne hævdede, at nåden til at gøre det gode, kun får sin virkning ved den frie viljes afgørelse. I 1708 fik jesuitterne Ludvig 14. til at nedrive Port-Royal og fordrive tilhængerne til Nederlandene.

Den gamle tiberhavn Ripetta nedlægges i 1721, og Scalinata delle Trinita (Den spanske trappe) bygges som afslutningen på den lange gade Via Condotti der strækker sig fra Tiberen ved Ripetta til Trinità dei Monti.

Giov. Batt. Gaulli: Kardinal Pauzzo Paluzzi, Altieri (1666)

Staatliche kunsthalle Karlsruhe

Paven lod Carlo Fontana anlægge den smukke lille forgård ved S. Teodoro. I højre sideskib af S. Maria degli Angeli lod paven i 1702 nedlægge en meridian med stjernebilleder og dyrekredsens tegn. Han lod i 1717 opstille fontana dei Tritoni på pladsen foran S. Maria in Cosmedin. Han afholdt det 16. jubelår i 1700.

246. Clemente XII; Corsini, Firenze (1730-1740)

Det lykkedes paven at holde Pavestaten uden for de mange krige der opstod i dette ti-år, blandt andet Den polske og Den østrigske arvefølgekrig.

Clemente XII ophævede Innocenzo XI's forbud mod lotterier. I 1732 ansætte paven Nicola Salvi som arkitekt ved Fontana di Trevi, der færdiggøres i 1762. Paven åbner også Musei Capitolini for offentligheden. Udover indsatsen på museumsområdet opførte Ferdinando Fuga i 1732-34 Palazzo Qurinales østside. I 1736 lader paven opføre sit familiepalads Palazzo Corsini i Trastevere, hvor man i dag kan se resterne af familiens kunstgenstande i et lille (men pragtfuldt) museúm på tredje sal.

I gaden bagved fontænen i Via della Stamperia nr. 6 åbner paven i 1738  Calcografia Nazionale, en af verdens største kobberstiksamlinger, der blandt andet i dag indeholder en stort set komplet samling af Piranesis værker.

248. Clemente XIII, Rezzonico (1758-1769)

Carlo della Torre Rezzonico blev født i Venezia 1693, hvor han senere kom i en jesuitterskole i Bologna. I 1737 bliver han kardinal, 1743 biskop af Padova og at blive valgt til pave i 1758 efter at Frankrig havde nedlagt veto mod en anden kandidat.

Dette pontifikat er meget belastet af det såkaldte "Jesuitterproblem". Paven var uddannet af jesuitterne, og som ærkebiskop havde han arbejdet for jesuitterne, og så blev han stærkt involveret i den strid, hvor først Portugal i 1759, så Frnkrig i 1762-64 og siden Spanien i 1767 udviste jesuitterne.

Pave Clemente XIII, Rezzonico

Antonio Canova: Monumento di Clemente XIII

S. Pietro - Højre sideskib 2. afdeling

I 1769 krævede de katolske magthavere officielt jesuitterordenens ophævelse, men pave Clemente XIII gjorde store indsigelser mod undertrykkelsen af jesuitterne og udsendte en bulle "Apostolican pascendi munus" (1765), men han kunne ikke forhindre opløsningen og døde før spørgsmålet blev endeligt afgjort.

Jesuitterordenen var under Ludvig 14. ophavsmændene til kongens nedrivning af Jansenitternes hovedkvarter Port-Royal. I perioden fra 1762-64 gennemførte franskmændene en række forordninger mod jesuitterne, der blev beskyldt for at danne en stat i staten, materielt og åndeligt. Ordenen var meget rig med en omfattende bankvirksomhed. Ved retten i Paris blev ordenen dømt for at være en fare for staten, og for at undergrave magten i stedet for at være en støtte for Pavestolen. Efter retssagen blev ordenens formue konfiskeret og medlemmerne bortvist fra landet. Efterfølgende blev ordenen udvist fra alle områder, hvor huset Bourbon havde magten, det drejede sig om Spanien, Napoli, Sicilien, Mexico, Argentina og Peru. Jesuitterordenen blev opløst i 1773 og først reetableret i 1814 under pave Pio VII.

Udover kampen omkring jesuitterne  mødte paven de mange problemer "rationalismen" gav den katolske kirke, men han var en stor støtte for kunst og videnskab. Han støttede arkæologen Johann Winckelmann (1717-1778), arkitekten og grafikeren G. B. Piranesi (1720-1778), men samtidig blev værker af matematikeren d'Alembert (1717-1783), filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1783) og Denis Diderot (1713-1784) optaget på Index af den pavelige censur.

I 1762 var arbejdet med Fontana di Trevi endelig færdigt efter at have beskæftiget adskillige arkitekter og billedhuggere i 122 år under fjorten paver. Over fontænen kan man se navnene på paverne Clemente XII, Benedetto XIV og Clemente XIII, men det bør ikke glemmes, at det var pave Urbano VIII, der satte Bernini i gang med en flytning af fontænen, men som den fremstår idag er det Salvi's værk og sammen med Scalinata delle Trinita blev det afslutningen på barokkens store periode i den romerske arkitektur. Clemente XIII grundlægger den etruskiske samling i Vatikanets Museo profano della Biblioteca apostolica.

Han er begravet i S. Pietro, hvor Canova har udført hans gravmonumet.

249. Clemente XIV, Ganganelli - Rimini (1769-1774)

Efter stort pres fra den franske regering udsteder paven i 1773 en bandbulle, hvori Compagnia di Gesù (Jesuitterordenen) ophæves og ordenens formue konfiskeres. Med opløsningen af Jesuitterordenen forsøger han at fastholde normale diplomatiske relationer til regeringerne i de katolske lande. Pavestaten siger, at han døde af en forgiftning.

Han regnes sammen med Pio VI og Pio VII for en af de tre store museum­spaver ved at grundlægge nogle af de mange museer, der nu rummes i Vatikanuseet. I Ss. Apostoli kan man finde hans gravmæle udført af Antonio Canova i 1789.

 83. Conone - Ukendt fødested (686-687)

 21. S. Cornelio - Rom (250-253)

I dette pontificat begyndte det første kirkeskisma med valget af antipaven Novaziano i 251. Paven led martyrdøden ved halshugning.

 88. Costantino - Syrien (708-715)

mp. Costantino di Nepi; (juni 767-juli 769)

mp. Cristoforo, di Roma (dec. 903-jan. 904)

D

37. S. Damaso I (Spanien) (366-384)

Gjorde et stort arbejde for at lokalisere helgengrave i alt kendes der ca. 80 indskrifter fra hans hånd. Et godt eksempel kan ses i S. Agnese fouri le Mura. Han bad Hieronimus om at oversætte biblen til latin, den såkaldte "Vulgata". I hans pave periode opførte man S. Sebastiano og S. Lorenzo in Damaso.

Canova: Monumento di pave Clemente XIV

Ss. Apostoli - Rom

Sarkofag for Pave Damaso II

S. Lorenzo fuori la Mura

151. Damaso II; Baviera (1048)

Han blev valgt den 17. juli og døde den 9. august 1048. Hans sarkofag kan ses i S. Lorenzo fuori la Mura.

 25. S. Dionisio; ukendt fødested (259-268)

Han opnåede under kejser Gallienus (260-268) at få standset forfølgelser af de kristne.

mp. Dioscuro, Alessandria (530)

 78. Dono; Rom (676-678)

(E)

 13. S. Eleuterio; Epiro  (175-189)

 75. S. Eugenio I - Rom (654-657)

Han blev valg et år før forgængeren Martino I døde i fangeskab på øen Cherso.

99. Eugenio II; Rom ( 824-827)

167. Eugenio III; Pisa (1148-1153)

Han var tvunget til at flygte fra Rom adskillige gange. Han fik afsendt det 3. korstog og indledte byggeriet af det pavelige palads.

207. Eugenio IV, Condulmer - Venezia (1431-1447)

Gabriele Condulmer blev født i Venezia i 1383. Takket være et familieskab med pave Gregorio XII fik han et hurtig karriere i Kirken. I 1407 blev han biskop af Siena og i 1408 kardinalpræst i Rom ved S. Clemente for i 1431 i en alder af 48 at blive valgt til pave Eugenio IV, samtidig med begyndelsen på Koncilet i Basel (1431-1449). Konklavet ønskede en modvægt til den stærke romerske adelsfamilie Colonna på pavestolen, hvilket bragte den romersk-katolske kirke ud i en ny blodig krise.

I 1434 udbrød et af de sædvanlige folkeoprør i Rom, paven blev fordrevet fra byen, og søgte tilflugt hos de rige og mægtige Medici'er i Firenze, hvor han i otte år boede i klosteret i tilknytning til S. Maria Novella. Imedens blev der etableret en ny republik i Rom, denne blev dog styrtet året efter, men paven vendte først tilbage til Rom i 1442.

Det 17. (økumeniske koncil) kirkemøde i Basel (1431-1439) var indkaldt af forgængeren Martino V for endnu engang at drøfte en genforening med østkirken, men koncilet havde vedtaget reformdekreter, der stillede dets beslutninger over pavens (et forsøg på de demokratisering af Kirkens forfatning og en indskrænkning af pavens finansielle rettigheder). Dette synspunkt blev ikke støttet af Eugenio IV, der af politiske grunde nedlagde koncilet og flyttede det nærmere Rom først til Bologna, siden Ferrara (1438) og tilsidst Firenze (1439). På mødet i Firenze blev det vedtaget, at paven stod over kirkemødets beslutninger, og endnu engang blev der sammen med den østlige kejser Johannes VII vedtaget en genforening af den latinske og  den græske kirke. Mange medlemmer af koncilet i Basel var forblevet i Basel, og de var stærkt utilfredse med de nye beslutninger, så de fordømte og afsatte Eugenio IV og valgte i stedet Amadeus VIII af Savoyen som mp Felice V (1439-1449), der er den sidste modpave i kirkehistorien.

Pave Eugenio IV åbnede pavehoffet for den tidlige renæssances humanistiske tanker og støttede kunst, litteratur og videnskablod Pantheon og Colosseo restaurere og lod Filarete udføre nye centrale bronzedøre til S. Pietro, hvor de fortsat kan ses.

Paven blev begravet i S. Pietro, men under ombygningen gik han grav tabt, nu kan man se resterne af hans gravmæle i S. Salvatore i Lauro.

mp.   Eulalio (418-419)

31. S. Eusebio, Grækenland (309 - 4 mdr)

Han døde som martyr på Sicilien.

 27. S. Eutichiano; Etrurien (275-283)

  5. S. Evaristo; Bethlehem  (97-105)

Pave Eugenio IV uddeler gaver til adelen

Hvis du ønsker en alfabetisk ordnet liste med små uddybende bemærkninger om de "vigtigste" paver, så "klik" på en af følgende links

-> Paver F-I

-> Paver L-P

-> Paver R-Z